Læsetid: 1 min.

Opposition kræver redegørelse

Socialdemokraterne og de radikale kalder USA's praksis med lejesoldater i Irak 'betænkelig'. De vil sammen med SF og Enhedslisten tage sagen op i Udenrigspolitisk Nævn
5. juli 2005

Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten vil nu gå sammen om at tage sagen om lejesoldaterne i Irak op i Udenrigspolitisk Nævn.

Medlem af Udenrigspolitisk Nævn for Socialdemokraterne Per Kaalund kalder USA's praksis 'betænkelig'.

"Når man er ved at opbygge et demokrati med respekt for menneskerettighederne, burde man afstå fra at anvende soldater, der har været involveret i brud på menneskerettighederne. Der må jo være nogle præmisser, der skal overholdes, når man går ind i sådan en koalition" siger Per Kaalund.

Per Kaalund mener ikke, at Danmark som demokratisk land kan acceptere USA's praksis, og han understreger, at Socialdemokraterne fastholder kravet om, at de danske soldater skal trækkes ud af Irak, når det nuværende mandat udløber til næste sommer.

Ordfører for de radikale Niels Helveg Petersen kalder, ligesom Per Kaalund, sagen for 'dybt betænkelig'.

"Det rejser jo spørgsmålet, om disse mennesker er soldater eller terrorister," siger han.

De radikale støtter, at der er danske soldater i Irak, men Niels Helveg er alligevel ikke positiv over for USA's rolle i Irak.

"Det her pynter ikke på USA. Man bør slet ikke hyre lejesoldater i denne situation," siger Niels Helveg Petersen.

Hos SF og Enhedslisten kommer USA's praksis ikke som en overraskelse. Udenrigspolitisk Nævns ordfører for SF, Holger K. Nielsen, mener, at sagen må give regeringen "noget at tænke over".

"Det slår en dyb pæl igennem påstanden om, at det er en moralsk krig. Anders Fogh lægger jo hele tiden vægt på det moralske i besættelsen," siger Holger K. Nielsen, mens udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten, Rune Lund, kalder sagen "absurd".

"Denne sag er jo bare endnu et tegn på, at besættelsen er ude af kontrol," siger Rune Lund.

Ud over at sagen kommer i Udenrigspolitisk Nævn, vil Enhedslisten stille paragraf 20 spørgsmål til statsministeren, fortæller Rune Lund.

"Vi vil spørge statsministeren, om han vil tage skarpt afstand til, at USA bruger den slags mennesker til at opbygge fred og demokrati i Irak," siger Rune Lund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her