Læsetid: 3 min.

Opposition kræver udvalg for ligestilling

Folketinget bør have et særligt udvalg for ligestilling, foreslår oppositionen i dag
3. juni 2005

Fødevarer, kirkelige spørgsmål og psykisk syge - på alle de områder har Folketinget et særlig udvalg.

Men ikke når det gælder så vigtigt et område som ligestilling mellem mænd og kvinder.

Og det bør Folketinget nu rette op på, mener tidligere minister Lone Dybkjær (R).

Hun har som ligestillingsordfører fremlagt et forslag om et nyt ligestillingsudvalg, som i dag bliver behandlet i Folketinget.

"Det er for det første ganske naturligt, når man har et ministerområde, at man så også har et stående udvalg. Det sikrer lejlighed til at drøfte ministerens udspil og forfølge emner og initiativer," siger Lone Dybkjær.

Hun har primært hentet inspiration til forslaget fra EU-parlamentet.

Ifølge Lone Dybkjær er Folketinget slet ikke fulgt med tiden på dette område. Den tidligere regering under Poul Nyrup Rasmussen (S) indførte en minister for ligestilling i 1999, men fire mini-stre og seks år senere er der stadig ikke oprettet et ligestillingsudvalg.

Folketinget har en række øvrige fagudvalg, som hver især sørger for en mere specialiseret behandling af lovforslag. Og et ligestillingsudvalg vil kunne medføre et langt mere seriøst arbejde med balancen mellem mænd og kvinder, mener Lone Dybkjær.

Klar støtte

Forslaget støttes varmt af Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne. Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at et ligestillingsudvalg skaber mulighed for at få ligestilling løftet permanent ind i den parlamentariske debat - og at det er nødvendigt.

"Forløbet omkring kommunalreformen understreger præcist behovet for et stående udvalg, der kan sikre at den kønspolitiske aspekter ikke bare overses," siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun henviser til, at den største reform af den offentlige sektor i nyere tid - kommunalreformen - er blevet gennemført stort set uden at vurdere, om reformens 48 lovforslag forrykker balancen mellem mænd og vinder. Til trods for at langt flere kvinder end mænd er ansat i den offentlige sektor.

En gennemgang foretaget af Information har tidligere vist, at kun fire af de i alt 48 lovforslag var vurderet med hensyn til ligestilling.

SF's ligestillingsordfører, Pernille Vigsø-Bagge, hæfter sig specielt ved, at et fast udvalg kan være med til at sikre, at ligestillingsloven tages i anvendelse, når det er nødvendigt.

Leder af Center for Ligestillingsforskning ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup, betegner oprettelsen af et stående udvalg som en nødvendighed for, "at føre den ellers glimrende ligestillingslov ud i livet". Hun siger:

"Ligestillingsområdet har - som situationen er nu - ikke nogen særlig høj politisk prioritet, og ordførerne skifter hyppigt. Med et stående udvalg - med faste udvalgspladser - følger en større grad af forankring af ligestillingsindsatsen".

Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Louise Frevert, var umiddelbart begejstret for ideen, men efter at have vurderet forslaget vil partiet stemme imod i dag:

"Det er ganske kompliceret at oprette et nyt stående udvalg, og derudover tvivler jeg faktisk på, at det vil give nogen gevinst, fordi der vil blive alt for mange overlap mellem resortområderne. Derfor vil et sådan udvalg være spild af både tid og ressourcer," siger hun.

Men den udlægning køber Karen Sjørup ikke.

"Ligestillingsloven afgrænser jo meget præcist, hvilke områder udvalget skal behandle. Og derudover giver et stående udvalg også politikerne i det udvalg mulighed for at tage selvstændige ligestillingsproblematikker op, som ikke dækkes i andre udvalg," siger Karen Sjørup.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) eller fra formanden for Folketingets udvalg for forretningsorden, Birthe Rønn Hornbech (V), der er partiets ordfører i dagens forhandling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu