Når dømte siger farvel til fængslet og goddag til friheden, må de, som Information skrev i går, vente i op til to måneder på at få deres kontanthjælp. Den lange ventetid får nu kraftig kritik af oppositionen.
"Det er fuldstændig vanvittigt," siger socialordfører for Det Radikale Venstre, Lone Dybkjær
Hun mener, at kontanthjælpsloven fra 2003 spænder ben for løsladtes vej ud af kriminalitet. Den nye lov har nemlig gjort kontanthjælpen bagudbetalt. Det betyder, at en løsladt, der for eksempel ansøger om kontanthjælp den 5. juni, først får den udbetalt den sidste hverdag i juli måned.
"Det er meget uheldigt. De løsladte har ikke nogen chance for at få en normal tilværelse. Konsekvensen er, at de ryger tilbage i en kriminel løbebane," siger Dybkjær.
Mere kriminalitet
Lone Dybkjær bakkes op af Socialdemokraterne.
"Deres trængte økonomi gør, at alle forsøg på at få dem ud af kriminalitet mislykkes. Vi har et ansvar som samfund for at hjælpe de her mennesker," siger socialordfører Mette Frederiksen.
Hun kalder det uholdbart, at løsladte kun får den såkaldte engangsydelse at leve for i op til to måneder. Her får de et beløb på maksimalt 2.700 kr. efter skat. Folk under 25 år må dog nøjes med omkring 1.360 kr.
"Det er langt fra nok at leve for. Mange af de løsladte har ikke nogen, de kan låne penge af. Og uden penge er det utrolig svært at starte på en frisk i samfundet," siger Mette Frederiksen.
Rets- og socialordfører for SF Anne Baastrup kalder problemet for "en skamplet på det danske retssystem".
"Jeg er rasende over den lov. De løsladte kan jo ikke gå rundt og sulte i en måned. Den eneste måde, vi kan løse det her på, er ved at forudbetale kontanthjælpen," siger Anne Baastrup.
De konservatives rets- og socialordfører Tom Behnke betegner kritikken som hysterisk: "Det kan godt være, at de løsladte har det svært. Men derfor skal man ikke belønne dem økonomisk. De skulle bare have tænkt over konsekvenserne, før de begik kriminalitet," siger Tom Behnke.
DF presser regeringen
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen erkender, at den bagudbetalte kontanthjælp kan "give anledning til økonomiske problemer for nogen."
Han freder imidlertid alligevel kontanthjælpsreglerne.
"Jeg er helt enig i, at vi skal gøre en indsats for at fremme resocialiseringen af tidligere straffede, så de ikke falder i og begår ny kriminalitet. Men jeg er helt overbevist om, at vejen til det ikke går gennem at forudbetale kontanthjælpen til den gruppe," siger Claus Hjort Frederiksen.
Regeringen møder imidlertid modstand fra sit eget støtteparti, Dansk Folkeparti.
"Vi kan se, at nogle socialrådgivere bryder kontanthjælpsreglerne for at hjælpe deres klienter op af et sort hul. Så det tyder på, at vi har at gøre med et bombastisk problem," siger socialordfører Pia Kristensen.
Dansk Folkeparti er åbne over for at ændre på loven. Ifølge Pia Kristensen overvejer Dansk Folkeparti, hvorvidt partiet vil støtte oppositionen i at ændre kontanthjælpsreglerne: "Spørgsmålet er, om det er ret og rimeligt at nægte de her mennesker deres kontanthjælp? Hvad samfundet mister den ene vej ved at forudbetale kontanthjælpen, kan vi spare i den anden ende, ved at færre havner i fængslerne."