Læsetid: 3 min.

Oppositionen efterlyser danske klimamål

Mens den britiske regering slår an til en stram miljøpolitik, er det stadig ikke klart, hvad den danske regering vil. Oppositionen kalder på et svar
31. oktober 2006

"Vi er blevet fortalt, at det vil koste at gøre noget for miljøet. Nicholas Stern giver os beviser for, at det vil koste, hvis ikke vi gør noget."

Sådan siger Ben Stewart fra Greenpeace, om den rapport som den tidligere cheføkonom i Verdensbanken, Nicholas Stern, i går offentliggjorde. En rapport, der er bestilt af den britiske regering, og som konkluderer, at det vil koste op mod 20 procent af den samlede verdensøkonomi, hvis ikke den globale opvarmning standses.

Den fortolkning betragtes nu af stadig flere regeringsledere verden over som et faktum. Således afblæste den britiske regering i sidste uge den del af miljødebatten, der handler om, hvorvidt den globale opvarmning er menneskeskabt eller ej. Det regner de nu som en uomtvistelig kendsgerning, hvilket derfor er en del af grundlaget for den fremtidige britiske miljøpolitik.

Den britiske premierminister Tony Blair lagde i går derfor heller ikke skjul på, at regeringen tager Nicholas Sterns advarsler alvorligt. Han kaldte rapporten "den vigtigste, han har modtaget i al sin tid som regeringsleder", og gjorde det samtidig klart, at en mere målrettet indsats skal iværksættes indenfor ganske kort tid:

"Vi kan ikke vente de fem år, som det tog at forhandle Kyoto-protokollen på plads. Vi har simpelthen ikke så lang tid, ligesom vi må acceptere, at vi må gå længere end Kyoto."

Det samme mener Nicholas Stein selv. Han sagde ved samme pressemøde:

"Selvom der er meget vi endnu mangler at forstå - både videnskabeligt og økonomisk - så ved vi allerede rigeligt om omfanget af de risici vi løber, den tid vi har at handle i, og hvordan vi gør det."

Dansk tøven

Så mens den britiske regering tilsyneladende har sat det globale miljø højt på dagsorden, mangler der stadig handling og konkrete udspil fra andre lande.

Heriblandt Danmark. Og det til trods for, at Anders Fogh Rasmussen efter en rundrejse i USA tidligere på året meddelte, at der skal sættes nye og mere seriøse mål for klimapolitikken, hvorfor den danske regering gik i gang med at udarbejde en ny energi- og klimastrategi. Strategien lader imidlertid vente på sig, og ingen af de involverede ministre i det arbejde kunne i går komme med en kommentar omkring strategiens indhold eller fremdrift.

Miljøminister Connie Hedegaard (K) udsendte i går en skriftlig kommentar til Nicholas Sterns rapport. Heri skriver hun blandt andet:

"Rapporten bekræfter, at det har sin pris ikke at handle, når det kommer til at bekæmpe de globale klimaforandringer. Men det er jo ikke nogen pessimistisk rapport, for den siger jo også klart, at det er muligt at undgå de værste konsekvenser, hvis vi gør noget nu. Og at vi har teknologien og økonomien til at handle. Jeg vil sammen med mine kolleger i EU kæmpe for, at vi når reelle fremskridt på den kommende FN klimakonference i Nairobi om et par uger. Vi skal have lagt de rigtige byggesten så vi senest i 2009 kan indgå en ambitiøs klimaaftale for perioden efter 2012".

Opposition kræver svar

Men selvom den danske regering holder kortene tæt til kroppen, så kommer der muligvis et svar fredag.

Den tidligere miljøminister Svend Auken (S) har kaldt både miljø- og energiministeren i samråd. Han ønsker en præcisering af de danske klimamål.

Svend Auken mener dog, at der er mere lyse udsigter til egentlig handling fra såvel den danske regerings side som på den globale politiske scene.

"Selv lande som Kina er ved at blive kvalt i dårligt miljø. De her miljøproblemer bliver jo diskuteret over alt, og når en så hårdnakket fornægter som Anders Fogh Rasmussen begynder at tale med, så er der jo noget om det," siger den tidligere miljøminister, der dog påpeger at skattestoppet stadig lægger en dæmper på regeringens muligheder - eksempelvis i forhold til at indføre nye miljøskatter, som netop er et af de punkter, som den britiske regering vil stramme op på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu