Læsetid: 2 min.

Oppositionen kræver hårdere indsats mod kvindehandel

Regeringen vil gå benhårdt efter bagmændene bag handel med kvinder til prostitution. Oppo-sitionen tror også på, at man kan få kunderne til at tænke sig om
13. december 2006

Så længe der findes mænd, der er parate til at betale penge for sex med prostituerede, lige så længe vil der være bagmænd, der er parate til at tvinge kvinder til prostitution, og derfor skal en seriøs bekæmpelse af kvindehandel nødvendigvis kombineres med en indsats for at begrænse efterspørgslen efter prostituerede.

Det er stort set holdningen hos Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten.Selv om man ikke direkte afviser, at det er relevant at se på efterspørgslen, så vægter regeringen og Dansk Folkeparti tingene anderledes.

Hos dem er det prioritet nummer et, at bagmændene bag menneskehandel bliver fanget, retsforfulgt og straffet - hårdt.

Ikke mindst når formålet er prostitution.

Moderne slaveri

Det fremgik af en forespørgselsdebat i Folketinget tirsdag eftermiddag om effekten af regeringens indsats mod kvindehandel.

Alle Folketingets partier var rørende enige om, at det er en forbrydelse af ufattelige dimensioner, når kvinder og sågar børn bliver holdt som slaver for at stå til rådighed for sexkunder døgnet rundt. Ikke desto mindre er det virkeligheden i Danmark for et ukendt antal udenlandske kvinder, der er blevet lokket til landet på falske forudsætninger.

"Det er moderne slaveri. Der er ingen af de her kvinder, der har forestillet sig, hvad de ville blive udsat for," sagde den radikale ordfører i debatten, Lone Dybkjær, som sammen med Kirsten Brosbøl (S), Pernille Vigsø Bagge (SF) og Line Barfod (EL) fremlagde et forslag til en ny handlingsplan mod kvindehandel.

Mænd har et ansvar

I forhold til den handlingsplan, som regeringen allerede har fremlagt, ønsker de fire kvinder bag den nye handlingsplan, at regeringen skal forpligtes til at lave oplysningskampagner rettet mod de mænd, der går til prostituerede.

Den konservative ordfører, Tom Behnke, afviste dog ikke, at det også er relevant at oplyse kunderne om deres ansvar.

"Vi er også opmærksomme på, at kunderne skal være opmærksomme på deres ansvar. Mændene skal være bevidste om, hvad det er de foretager sig. Jeg tror på, at mændene vil medvirke til at informere og oplyse, hvis de får mistanke om, at der er tale om en handlet kvinde," sagde han.

Et andet stridspunkt under debatten handlede om den hjælp og beskyttelse, som de kvinderne/børnene får, hvis det lykkes for dem at slippe ud af deres slaveri og henvender sig til de danske myndigheder.

Line Barfod (EL) ville gerne have, at regeringen gjorde mere ud af at sikre sig mod gentagelser af de tilfælde, hvor børn, der var kommer ud af bagmændenes greb, pludselig forsvandt, selv om var i de danske myndigheders varetægt.

"Vi skal have steder, hvor de er beskyttet og ikke pludselig forsvinder," sagde hun.

Flere af oppositionspolitikerne følte sig heller ikke sikre på, at ofrene for menneskehandel - og især børnene - fik den nødvendige hjælp, når de blev sendt tilbage til hjemlandet, så de ikke havnede i den samme ulykkelige situation.

Derfor foreslog Lone Dybkjær, at man gav ofrene mulighed for opholdstilladelse i Danmark i en periode, der var en del længere, end de maksimalt 100 dage, som regeringen lægger op til. Men Venstres ordfører, Anne-Mette Winther Christiansen (V), kunne fra talerstolen garantere for i hvert fald børnenes tryghed.

"Vi styrker trygheden, så jeg kan ikke se, at vi skal gøre det til en utryg sag," sagde hun. Afstemningen om henholdsvis oppositionens og regeringens handlingsplan mod kvindehandel kommer til afstemning torsdag.

ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu