Læsetid: 3 min.

Opråb til majoritetsdanmark

5. januar 2006

Overfaldet på den 15-årige teenager på Nørrebro den 17. december ligner et racistisk overfald. Politiet 'vil ikke udelukke', at det er 'racistisk inspireret'. Drengen overlevede med nød og næppe.

Drengen har en algerisk far og en dansk mor. Gerningsmændene er stadig på fri fod. Og det er ikke en vanvittig stor sag i medierne. Slet ikke på højde med f.eks. sagen om Antonio Curra også på Nørrebro. Ville det mon have været det, hvis knivoverfaldet var endt med døden ?

I januar 2001 skete noget lignende, som fik det meste af Norge til at vågne op: Den 15 årige norsk-ghanesiske Benjamin Hermansen står sammen med en kammerat udenfor en butik i deres kvarter. To hvide unge mænd stiger ud af en bil, og de virker truende på de to teenagere, der vælger at stikke af. De to fra bilen følger efter dem og indhenter Benjamin. De stikker ham ned med en kniv. Benjamin dør på stedet.

Efter blot et par timer anholder politiet fem personer fra det nynazistiske miljø, og to personer sigtes for overlagt mord. Gerningsmændene blev senere dømt for mord under skærpende omstændigheder og fik 18 års fængsel.

Dette racistisk motiverede drab vakte meget stærke reaktioner i hele Norge. Allerede den 1. februar, blot fem dage efter drabet, var der markeringer og demonstrationer over hele Norge.

Overfald i Esbjerg

I Norge deltog omkring 40.000 mennesker med statsministeren og kronprinsen i spidsen, og den 6. februar, hvor Benjamin blev begravet, udsendte kirke- og undervisningsministeren en opfordring til alle landets skoler om at holde et minuts stilhed og flage på halv, hvilket overvældende mange skoler gjorde. Efterfølgende blev en lang række debatter og initiativer sat i gang for at forebygge og modvirke racisme.

Ville det samme være sket i Danmark, eller ville diskussionen have handlet om integration og 'indvandrerkriminalitet' i stedet?

Et af 'debat'-argumenterne fra den aggressive immigrant-fjendtlige fløj er at 'det er bedre med en hård tone end med racistiske mord'. Jamen, det er kun et tilfælde, at ingen af de racistiske overfald, som har fundet sted, er endt med døden.

Den 23. november 2004 - i øvrigt i samme weekend som Venstre holdt landsmøde - blev en ung mand på 23 år udsat for et voldsomt, racistisk overfald i Esbjerg. To hvide danskere havde overfuset ham med racistiske bemærkninger på en grillbar, og da han forlod stedet fulgte den ene efter og stak ham i maven med en kniv.

Da overfaldsmanden blev anholdt var hans kommentar, at det da var ærgerligt, at den 23 årige ikke var død.

"Hvorfor" havde betjentene spurgt.

"Han er jo perker," havde manden sagt.

Tid til at sige fra

I medierne og blandt politikerne var der larmende tavshed omkring denne sag, og heller ikke fra Venstres landsmøde lød der nogen erklæringer mod racisme. Man kan forestille sig reaktionen, hvis den etniske konstellation havde været omvendt. Altså hvis to mænd med indvandrerbaggrund havde overfaldet en ung uskyldig mand udenfor en grillbar i Esbjerg

Racismen udfolder sig ikke blot i 'indvandrerdebatten' - den udfolder sig også som chikane i bussen, tilråb på gaden, på hjemmesider, for ikke at tale om fysiske overfald - som regel omgivet af den larmende tavshed fra det officielle Danmark. Det er beskæmmende og skræmmende.

Fra det sidste halve år kan nævnes verbale og fysiske overfald på to etiopiske Handelshøjskole-studerende i Århus, i september blev en kvinde i Søborg overfaldet og såret af to mænd med hobbyknive, fordi hun gik med tørklæde, og i december blev en buschauffør overfaldet med racistiske skældsord og slået i ansigtet.

Det er på høje tid at bekæmpe berøringsangsten overfor den racistiske vold og chikane, markere sin afsky, kræve gerningsmændene fundet, sagerne oplyst, diskutere strafferammen, igangsætte kampagner og holdningspåvirkning, undersøge årsager og omfang, sanere i de verbale aggressive udfald mod etniske minoriteter og påtage sig det samfundsmæssige ansvar for at beskytte minoritetsgrupper mod racistisk vold og chikane.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her