Læsetid: 3 min.

Det opreklamerede individ

Hvad med alle os helt normale normaliteter. Har vi slet ikke noget individ, der vil ud? Eller er vores fortrængninger bare så kolossale, at det skandalehungrende individ slet ikke får lov til at stikke djævlefoden frem?
17. september 2005

Per Flys film Drabet handler om middelklassen - dvs. om os alle sammen, stort set. Om mig og om dig, kære læser.

Hvem er middelklassen? Ifølge Per Fly er det samfundets bærende klasse. Det er middelklassen, der rydder op, slår græsplænen og hækken, underviser børnene og de unge i folkeskolerne og på gymnasierne, møder på arbejdet og sørger for, at togene går så meget til tiden som muligt. Det er middelklassen, som lever i et temmelig lykkeligt parforhold med søde børn og med lidt små-irritation over naboen, der støjer, og svigerinden, der skejer ud. Middelklassen er, ifølge signalementet, den kedelige klasse.

Men sådan er det kun på overfladen, siger Per Fly. Inde bag kedsommeligheden buldrer et bål ved navn 'individet'. Og når de hører det, smiler alle de mange middelklasseanmeldere lettet og klapper i deres middelklassehænder: Pragtfuld film!

Helten er individet

Konstruktionen er, at al den kedsommelige normalitet har sin pris, nemlig fortrængninger. Og det, der fortrænges, er: Individet. Alle går vi i middelklassen inde bag facaden rundt med et fortrængt individ og dermed med en hemmelig drøm om, at vores individualitetshungrende individualitet bryder ud og gør noget andet, end normaltilværelsen tillader. Noget ædelt, lidenskabeligt eller bare afvigende.

Det er dette individ inde bag normalitetspansret, som vi investerer vores forventninger i, lyder konstruktionen. Skej ud, individ! Forlad manden! Find en sag og en elsker. Eller som i Drabet: En elskerinde med en sag.

Fortællingen om individet har en dramaturgi: Helten er individet. Skurken er normaliteten. I den danske folkekomedie vinder normaliteten. Dem finder vi banale. I det amerikanske helte-epos vinder individet. De forekommer urealistiske. Men standardfortællingen er tragedien om individet. Ganske vist realiserer det sin frihed, men prisen er selvdestruktion. Individet sejrer - og går til grunde.

Individet har også en historie - en temmelig standardiseret historie, må man konstatere: Individet blomstrer i ungdommen, forelsket, begejstret og engageret. Men så bliver bæreren af individet gift, køber hus, får børn og gør karriere. Og væk - fortrængt, naturligvis - er den indre fribytter til fordel for en kedsommelig normalitet af karriere, venner, familie og ferierejser.

Normalitetens tvang

Det er det, Drabet handler om. Om at kaste sig ud på de 30.000 favne, realisere alt det man drømte om - og tage omkostningerne på sig. Ligesom Ikaros, som filmen temmelig bastant henviser til, der flyver til vejrs, om så vingerne skal brænde.

Herved adskiller Drabet sig fra både Bænken og Arven. Ganske vist handler alle Per Flys film om konsekvensen af at træffe et valg. I den forstand må man sige, at de giver eksistentialismen et solidt revival. Men mens underklassen og overklassen angiveligt påtvinges et valg - i Bænken af de sociale omstændigheder, i Arven af den sociale pligt - træffer middelklassen tilsyneladende selv det fatale valg. Hvorfor? For at få et liv. Heroverfor må man sige, at hvis der er noget, der er normalt, så er det drømmen om individets individualitet. Det er en kulturel standardkonstruktion, at vi lever en skyggetilværelse i systemernes vold, alt imens vi drømmer om at træde ud af deres tvang. Når vi fødes, svøbes vi i et lagen, vrængede udbryderkongen Rousseau. Når vi dør, tømres vi ind i en kiste. Og det såkaldte liv leves under normalitetens tvang.

Nu er spørgsmålet jo imidlertid, om det forventningspressede individ kan leve op til disse høje forventninger. Lykkes det alle disse indefrosne individer at bryde ud? Jo, for nogle lykkes det. En tredjedel af middelklassen bliver skilt. Men to tredjedele gør ikke. Mange er utro, men flere er ikke.

Så hvad med alle os helt normale normaliteter. Har vi slet ikke noget individ, der vil ud? Eller er vores fortrængninger bare så kolossale, at det skandalehungrende individ slet ikke får lov til at stikke djævlefoden frem?

Det er os, der holder hjulene i gang. Skriver de regelmæssige klummer, kommer hjem til tiden, passer arbejdet og klipper hækken. Dyrker normalitetens skønhed. Os bliver der ikke lavet film om. Som Ernst Bloch engang sagde: Drøvtyggernes historie i 20 bind? Jo, den kunne da godt skrives. Men nej hvor ville den blive kedsommelig. Er det os, der har et problem?

Eller er det i virkeligheden de andre? Alle dem der ikke tør hengive sig til normalitetens skønhed, fordi de har læst i romanerne og set i biograferne, at individet skal have sin individualitet.

Man mindes filmen The Life of Brian. "Vi er alle unikke," brøler mængden i kor. Indtil én - en trangbrystet, smalskuldret, gråmeleret normalitet - forsigtigt tager til genmæle: "Jeg er ikke!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her