Læsetid: 4 min.

Oprør efterlyses

Hvorfor køber vi tøj, der er produveret under kummerlige forhold? Hvorfor tager vi ikke ansvar?
7. juli 2006

I den forgangne uge er det blevet afsløret, at H&M får syet en del af deres tøj på fabrikker i Cambodja, hvor kvinder og børn arbejder under slavelignende forhold. Måske har du endda selv aktier i børnearbejde. For både Lønmodtagernes Dyrtidsfond og ATP har aktier i H&M for mere end 100 millioner tilsammen.

Afsløringen af arbejdsforholdene på fabrikkerne kommer efter en svensk journalist fra Ekspressen har interviewet nogle af syerskerne. I Danmark har fagforbundet 3F's nyhedsblad fulgt op med artikler om de rystende arbejdsforhold som burde have rystet flere end de har gjort.

Alt hvad afsløringerne har afstedkommet, er en artikel i Politiken. Alle andre medier har været tavse. Det har været noget overraskende at opleve, hvor fuldstændig ligeglade medierne har været med de hårrejsende afsløringer. Men måske repræsenterer medierne danskernes generelle afmagt. Vi ved godt, at arbejdere i den tredje verden ikke har det for godt, men vi er helst fri for at høre om det. Måske lukker vi øjnene, fordi det er uoverskueligt, hvad vi som forbrugere kan gøre ved det. For det er ikke til at gennemskue, om den syerske, der har syet en T-shirt, der sælges til 500 kr. har fået en bedre løn end hende, der har syet en til en 50'er, og måske netop derfor giver vi op, selv om ingen synes, det er i orden, hvad der foregår.

Et mærke på bæredygtigt tøj ville være en god ting. Men det ville være for de frelste og ikke sikre gode forhold for de fleste. Derfor er det noget andet, der skal til.

For nogle uger siden sendte DR en udsendelse om, hvordan tekstiler fremstillet i Indien og solgt i Danmark produceres. Vi så arbejdere, der lavede tekstiler for Jysk, der rent bogstaveligt stod med fødderne i farlige kemikalier, der efter brug blev ledt urenset ud i vandløb i den by, hvor fabrikken ligger. Selv om det i højere grad blev til en 'sag', end H&M-afsløringerne er blevet det, så blev sagen hurtigt og dygtigt lukket. Der blev lovet, at man ikke ville benytte fabrikken fremover.

Både H&M og Jysk har nedskrevet et kodeks for, hvilke værdier de bygger deres virksomhed på. Men drejer det sig mere om imagepleje, end om egentligt politisk afstandtagen til miljøsvineri, slavelignende arbejdsforhold og børnearbejde?

I sagen om de underbetalte syersker, der syer tøj for H&M, afviser tøjkæden at ville betale syerskerne en højere løn end de 12 øre pr. T-shirt, de får i dag. H&M fastholder i stedet, at de overholder den cambodjanske lov, hvorfor de ikke føler sig forpligtet til at betale deres syersker mere. At mindstelønnen ikke er steget i Cambodja i de sidste seks år, er underordnet. H&M overholder loven.

At kvinderne i øvrigt befinder sig i kæmpehaller, hvor 1.000 kvinder sidder ved hver sin maskine, hvor støjniveauet og luftforureningen er enorm, er også underordnet. At nødudgangene er låst og kun vagterne har nøglerne - selv om brande på de store tekstilfabrikker ofte forekommer, da stofferne let antændes. og de elektriske ledninger ofte er i dårlig stand - er også underordnet. At kvinderne ikke tør organisere sig i fagforeninger, fordi de er bange for at blive fyret er heller ikke relevant.

H&M's afvisning af at ville se på arbejdsforholdene for syerskerne overraskede mig en del. For det virker jo ikke godt at holde fast i sin ret, når det er så tydeligt, at den moralsk er helt gal. Men H&M gik fri - ingen medier valgte at forfølge sagen.

For mit eget vedkommende er det slut med at handle nuttede kjoler og smarte T-shirts til mine børn i H&M. Alene af den grund, at det tøj, de skal gå i, ikke skal være syet af hverken andre børn eller af mennesker, der lever som var de slaver. Men hvor skal jeg gå hen for at være sikker på, at alt er i orden? Jeg ved det simpelthen ikke.

Men hvad er løsningen?

For det første burde forbrugerne stille ultimative krav om, at de forbrugsgoder vi køber, ikke er produceret under uacceptable forhold.

For det andet burde regeringen tage sagen op i EU for, hvis vi her gik sammen om at stille krav om, at varer vi importerer skal være fremstillet, så hverken miljø eller mennesker tager skade, så ville det hurtigt føre til massive forbedringer for millioner af mennesker.

Hvis arbejderne i tredje verdenslande skal have bedre forhold kræver det, at de virksomheder, der køber varerne formulerer en ordentlig etisk politik. Og vel og mærke en der ikke kun skal bruges af hensyn til firmaers imagepleje. Fabrikkerne skal hjælpes på vej, og det gøres ved at hjælpe dem med at forbedre deres arbejdsmiljø og belønne dem, der overholder reglerne med at give netop dem ordrerne.

I et land, hvor forsinkelser i lufthavnen er det tætteste, vi kan komme på en national tragedie, er det svært at forestille sig, hvordan livet må være på en fabrik i Cambodja. For 20 år siden blev danskernes tøj syet i Jylland. I dag syes alt under varmere himmelstrøg, hvor der hverken er samme regler for beskyttelse af arbejdere eller miljø som der er i Danmark.

Men bare fordi vi ikke længere kender de syersker, der syr vores tøj, så undskylder det ikke, at vi ikke laver oprør, når vi hører om slavelignende forhold. Kampen for arbejdernes rettigheder er nu blevet global. Vi, der har det bedst, har en forpligtigelse til at gå foran. Ingen skal dø af at blege mine håndklæder. Ingen børn skal sy tøj til mine. Hvor bliver oprøret af?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her