For tiden er der nærmest ingen teoretikere, der fremstiller kulturernes indbyrdes forhold ud fra en anden synsvinkel end den, der ser sammenstød og truende modsætninger.
Civilisationernes sammenstød er næsten blevet til et dogme, som politikere lancerer i større eller mindre grad, mest det første. Den, der ikke ser kulturerne på denne måde, regnes mere og mere for naiv og blåøjet, til trods for at det ikke er så mange år siden, man anskuede andre kulturer end ens egen som noget, der kunne berige, frem for som noget truende.
De nuancerede og detaljerede fremstillinger har ikke kronede dage, og forsøg på en intellektuel tilgang til tingene mødes ofte af fanatisme, hvad enten det er den religiøse fanatisme eller den nationalistiske. De to tilgange har som regel kun dumheden til fælles.
Mod dumheden
Mod denne dumhed gøres der heldigvis af og til oprør. Et af de bedre oprør leveres i en bog af den nu afdøde juraprofessor Dieter Conrad, som i flere år underviste i indisk retslære ved Heidelberg Universitets Sydasien-institut. Ved sin død efterlod Conrad sig et manuskript om Gandhi og dennes tanker om religion, vold og politik, og dette manuskript er nu udkommet.
Bogen er kærkommen læsning for den, som længes efter alternativer til sammenstødsteoretikerne. Som teologen Ulrich Duchrow påpegede ved en forelæsning på det tysk-amerikanske institut så sent som i søndags, er der ikke noget vores samtid trænger mere til end en transkulturel og global åbning mod perspektiver, som kan forandre kulturel kamp til samtale. Og netop til dette formål, sagde Duchrow, er Conrads bog om Gandhi et godt grundlag.
Vesten og Indien
Sammenholder man Gandhis tanker med andre politiske teoretikere, fremstår Gandhi ifølge Conrad som det stærkeste og mest avancerede bud. I sin bog sammenligner Dieter Conrad Gandhis tanker med vestlige teoretikere så som Max Weber og den knap så kendte, men i amerikansk politisk teori forholdsvis indfyldelsesrige tysker Carl Schmitt (1888-1985). Men Conrad finder Gandhi langt mere avanceret og brugbar end Weber og Shmitt.
Netop sammenligningen mellem den vestlige og den indiske tænkning om forholdet mellem religion, politik, stat og vold er en af bogens mest spændende sider.
Conrads fremstilling er også på dette punkt kendetegnet ved at anskue det, som så ofte fremstilles som det fremmedartede, med en sådan indsigt og detaljerig forståelse, at det netop ikke forekommer fremmedartet, selv om det naturligvis er anderledes. Som når Conrad for eksempel påviser, at det grundlæggende for den politiske handlen hos Gandhi ikke var udøvelsen af magten, men fællesskabet og det at kæmpe for de andre.
Spirituel dimension
Endnu mere provokerende bliver det, når Gandhis religiøst motiverede tanker om ikke-vold fremstilles som noget, der er den vestlige filosofi og sekularisme overlegen. Hvor Weber for eksempel ser religion som antitesen til det politiske, ønsker Gandhi ifølge Conrad at se religionen som udtryk for en spirituel dimension, som må have politiske konsekvenser, og som har retning mod det politiske.
Denne tankegang ser Conrad i sammenhæng med Luthers to-regimentelære, der siger, at kirken og øvrighedens forhold til hinanden bestemmes ved, at kirken forkynder evangeliet uden verdslige magtmidler, mens øvrigheden styrer ved hjælp af magtmidler for at sikre, at den svage ikke tromles ned af den stærke. Begge regimenter er ifølge Luther udtryk for, hvordan Gud hersker, og således kan fysisk vold tillades som et værn mod kaos.
Gandhi taler derimod om en universel kærlighedsetik, hvis ideal er ikke-vold, men ser også det guddommelige som begrundelsen for samfundets indretning.
Mellemregninger
Conrads bog er spækket med citater og henvisninger til Gandhis skrifter og taler. Den indeholder en række mellemregninger, som desværre ikke nåede til en form for facit, før dens forfatter døde. Mellemregningerne alene er rigeligt læsningen værd for den, der ønsker andre vinkler end de stereotype alternativer, som tilsyneladende ikke ønsker den ægte dialog. Den ægte dialog medfører, at man i det mindste for en tid er villig til at forlade sit eget standpunkt for at lære andres at kende. Den kunst er man måske bedre til i Tyskland end i andre lande, fordi man dér på nærmeste hold har haft lejlighed til at kende de yderste konsekvenser af dumhedens og fjendebilledernes tyranni.
*Dieter Conrad: Gandhi und der Begriff des Politischen. Staat, Religion und Gewalt. Wilhelm Fink Verlag, Paderborn 2006. 309 s. 39,90 euro. ISBN 3770543122.
