Læsetid: 5 min.

Oprør fra neden

Med sit tredje album sætter trioen Outlandish indlysende indvandrerproblematikker på dagsordenen uden at miste hverken musikalsk særpræg eller lyrisk prægnans
29. oktober 2005

Det er nu engang sådan, at det næsten ikke er menneskeligt muligt at tage et nyt album fra Outlandish til sig efter blot en gennemhøring. Og skamfuldt må jeg indrømme, at efter første gennemlytning af Closer Than Veins, trioens tredje ofring, fandt jeg det en smule - nå ja - kedeligt! Savnede måske den hiphop-inspirerede tyngde, der prægede debutalbummet Outland's Official fra 2000 eller de oplagte hits fra toeren, Breads And Barrels Of Water (2002). Men lur mig om ikke treeren her efter et par nærlytninger åbner sig på en helt tredje måde og finder vej til lytterens sind, hjerte og fødder med et særegent og fuldstændig fortryllende miks af pop, world beat og hiphop. Albummets sange åbenbarer sig langsomt som nogle af de mest melodisk subtile og labert producerede stykker populærmusik længe hørt og investerer man lidt af sin kostbare tid i pladen, betales man nydelsesfuldt tifold igen.

Trioen har måske sat lidt af sin verdensmusikalske klang overstyr her og der til fordel for en strømlinet internationalisering, der så nok skal tolkes derhen, at gruppen denne gang spejder seriøst mod udlandet. Og Outlandish har såmænd både et mere markant musikalsk særpræg, en dybere lyrisk prægnans og helt igennem større eksportpotentiale at tilbyde end faste danske emner som bl.a. Kashmir, Tim Christensen og hedengangne Swan Lee, hvis nobleste mål åbenbart er, at tilbyde udlandet radiorock af samme skuffe, de angelsaksiske nationer selv er storleverandører af. Det handler først og fremmest om særpræg, attitude og udsyn og med Outlandishs tre medlemmers på en gang vidt forskellige baggrund og så dog alligevel fælles erfaring som andengenerationsindvandrere i et stedse mere kuldslået lilleputland, har de en mere varieret palet at hente farver fra til deres varme, organiske og letflydende miks af populærmusik med elementer fra mindst fem kontinenter.

Bladet tages fra munden

Efter den sædvanlige turen omkring, har der ellers været relativt stille omkring trioen fra Brøndby Strand, som dog med en dybt personlige fortolkning af Kai Normann Andersen og PH's "Man binder os på mund og hånd" fra 2004, kom med et tiltrængt indspark i den formummede debat, der har hersket herhjemme, siden det nuværende kulsorte regime satte tungt på magten og, med et mandat hentet på den alleryderste højrefløj, iscenesatte den mest usmagelige omgang smagsdommeri på denne side af dens amerikanske pendant.

Det er de såkaldte (små)borgerlige værdier, der sætter dagsordenen, hvilket er lig med krigsførelse baseret på løgn, manipulation og i direkte konflikt med international lov, åbenlys racisme, marginalisering af de i forvejen udstødte, hvinende ungepigehenrykkelse over den økonomiske overklasse, bekvemmelighedskristendom og åbenlys nostalgi efter den moral og skarpe klasseopdeling, der prægede 1950'erne, det mest konforme og stillestående årti i nyere tid. Blandt andet.

Selvfølgelig må der komme en kunstnerisk reaktion nedefra, når der udøves den type pres ovenfra, men hvor er det pragtfuldt, at det er af en klasse som den Outlandish lagde for døren med deres bearbejdning af Liva Weel-klassikeren. Og på nærværende værk tages bladet ofte og gerne fra munden, thi her rappes og synges fra en både marginaliseret og presset situation, der er blevet yderligere tilspidset, efter hudfarvefascisterne har fået magt som de hele tiden har haft agt.

I tekstuniverset er der masser af omverdensindsigt og ditto kritik at finde. Hvis man overhovedet kan tale om moderne protestmusik, er det her det sker, hvor vrede, smerte, patos og noget der ind i mellem tangerer håbløshed udmønter sig i såvel eksplicit systemkritik såvel som mere personligt farvede fortællinger om nogle af dem, der automatisk kommer i klemme, når racisme bliver en del af statsapparatets makeup; hvorfor helvede er det f.eks. lige vi med næsten orwellsk sans for sprogets pervertering vælger at kalde vor apartheidminister for integrationsminister? Shit trickles down og nu er det så at Jordens fordømte atter begynder at rasle med lænkerne. De lidelser og ydmygelser, der i disse år påføres de såkaldte nydanskere er en skamplet, som aldrig så meget historieforvanskning kan vaske af Anders Foghs habitter og det er utroligt, at der i en sådan situation kan lægges en sådan finesse og finfølelse for dagen, som Outlandish formår her. Og samtidig også løfte blikket ud over den danske horisont og kigge mod nogle af de totalitære styrer rundt omkring, der sender mange af de befolkningsgrupper på flugt, det i sidste ende handler om.

Forfriskende og tiltrængt

Som sædvanlig arbejder trioen Outlandish med forskellige, men lige stærke musikalske kort i form af sine tre medlemmer, som udover fælles rødder i Brøndby Strand har hver sin unikke baggrund - den yndefulde og karakteristiske sanger (hør ham på "I've Seen" og græd!) Isam Bachiris forældre er indvandret fra Marokko, den spansktalende rapper Lenny Martínéz' fra Honduras, mens gruppens engelsksprogede es, Waqas Quadris' ophav stammer fra Pakistan, hvorved de tre gentlemen formår at have en baggrund på tre kontinenter. Det høres alt sammen i Outlandish's udtryk, men parret med en umiskendelig inspiration fra den amerikanske populærmusik, der for better or worse er blevet en global fællesnævner blandt især unge.

Men det fungerer stadig med størst styrke, de steder hvor den ikke-amerikanske arv slår stærkest igennem; jo flere klange fra Nordafrika, Østen og Sydamerika, der præger lydbilledet, des bedre. I forvejen sidder vi i til halsen i enslydende hiphop-klange fra USA og de kræver alt det modspil, de overhovedet kan få. Derfor er Outlandish også absolut bedst, når de på det dragende "Beyond Words" bygger på et fundament af samplet slavisk sigøjnermusik eller på den flamencoguitarbårne "Any Given Time" giver udtrykket en middelhavsdrejning eller på "Reggada" smider lidt raï ned i den musikalske suppe eller på "I've Seen" trækker på Mellemøstens gennemmelankolske melodiforståelse. Eller som på "Kom med", der sampler den udødelige "Dansevise" på dansk! Med hjælp fra speedrapperen U$O, men alligevel: Forfriskende og tiltrængt. Men der er seriøst ikke en dårlig skæring at finde på Closer Than Veins, der emmer af en musikalitet, som tangerer det guddommelige. Åbn dit hjerte og Outlandish vil åbne dine øjne (og ører!). Og få dig til at danse, tilmed.

Outlandish: Closer Than Veins (RCA/Sony-BMG). Udkommer man.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her