Læsetid: 3 min.

Oprør på rastepladsen

28. november 1996

DET HAR været sælsomme dage i det politiske univers. På Christiansborg og i Finansministeriet har repræsentanter for samfundets venstrefløj pænt siddet omkring forhandlingsbordene og søgt at løse rigets problemer. De røde forhandlere har været præget af alvorsminer og af et dybt engagement i finanslovens teknik. I denne ånd har venstrefløjen søgt forliget og kompromisset. Omvendt har Venstre og de konservative - sekunderet af de to fremskridtspartier - overtaget protestrollen som dem, der truer med at stemme nej til den samlede finanslov.
Mens venstrefløjen er gået til forhandlinger, har andre grupper til overflod overtaget de barske aktionsformer. Med en dagsorden, der først og fremmest har mødt sympati et stykke ude på højrefløjen, har vrede chauffører lammet store dele af transportsystemet.

DENNE DRASTISKE aktionsform havde været en bedre sag værdig. Tænk at blokere vejene og tage flere tusinde lastbilers last som gidsler - og så blot for at få et større skattefradrag.
Efter alt at dømme har den urimelige aktionsform sin rod i alt andet end skatteforhold. Eksportchaufførerne er et folkefærd, der gennem en årrække er blevet presset hårdere og blevet kontrolleret tættere.
Det er vrede folk, der bogstaveligt talt har følt sig kørt hårdt. Nu har vreden så fundet et håndgribeligt mål, der har kunnet samle til aktion.
At vreden er gået den vej - og dermed er blevet adresseret til skatteminister Carsten Koch - har arbejdsgiverne ikke været så kede af. Siden aktionerne startede i løbet af søndagen, har arbejdsgiverorganisationerne talt forbløffende spagfærdigt til de aktionerende. Udtalelserne har vekslet fra klar opbakning til kravene til en behersket kritik af aktionsformen.
Ved ikke lige fra starten at gå imod hele blokade-projektet med de stærkest mulige protester, har arbejdsgiversiden kompromiteret sig selv.

DE KAN TAGE en stribe borgerlige politikere i hånden, når de skal flove sig. I forhold til den grove afpresningspolitik, der ligger i blokaden af den danske godstransport, er det forbløffende, at ordførere for såvel konservative som Venstre gladeligt har været med til at piske stemningen op. Når skatteministeren siger, at et fradrag på 250 kr. er sidste ord i den sag i denne omgang er det naturligvis benzin på bålet, når de konservative erklærer deres støtte til et beløb på 350 kr. For slet ikke at tale om Venstres Peter Brixtofte, der søgte at komme i rampelyset ved at gå helt op på 420 kr. Ingen højere?
Det reddede dog noget af den borgerlige lejrs ære, at Uffe Ellemann-Jensen gik på banen sidst på dagen i går. Omsider blev der taget klart afstand fra aktionsformen. Og Ellemann dekreterede i samme forbindelse, at enhver tale om større fradrag måtte forstumme sålænge aktionen fortsatte. Overfor en sådan afpresningsform må vi stå sammen, lød det fra Venstre-høvdingen. Det var brave ord fra tinge - men sene.
Mens de lange rækker af lastvogne holder ved grænseovergange og færgelejer kan vi passende sende deres indhold en tanke. Et af chaufførernes store reelle problemer er jo, at der snart ikke er plads til flere lastbiler på vejene. Det er tankevækkende, at det europæiske jernbanesystem trods fire årtiers EF og EU stadig ikke er blevet samordnet, så det kan tage sin del af transportopgaven. Jernbanedelen er omvendt markant faldende i disse år. Se, det er en virkelig skandale.
Ved synet af de tusinder af holdende lastbiler må man samtidig undre sig over, hvor mange varer det kan betale sig at fragte rundt på de stadig mere befærdede motorveje. En del kloge transportøkonomer har længe prøvet at fortælle os, at det faktisk heller ikke kan betale sig, hvis denne del af transportsystemet bliver pålagt de udgifter, det i sidste ende påfører hele samfundet. Herunder omkostninger af miljø- og sundhedsmæssig karaktér. Man kan næsten ikke nære sig for at antyde, at de reelle omkostninger ved lastbil-transporten jo kunne indgå i de økonomiske beslutninger, hvis man pålagde sektoren de relevante skatter og afgifter.
Men de mange chauffører er næppe i humør til at diskutere grønne afgifter. Deres interesse i skattepolitkken begrænser sig pt. til det de kalder ligestilling med andre grupper. Der kan føres lange og tekniske diskussioner om hvilke faggrupper, der reelt har hvilke udgifter, når de i embeds medfør færdes udenfor landets grænser. Der kan argumenteres udmærket for de nuværende satser, men der kan så sandelig også argumenteres godt for at afskaffe alle den slags sære skatteregler. Uanset faggruppe. Er der ekstraomkostninger burde det være et forhold mellem ansat og arbejdsgiver. Og ikke et skattespørgsmål. Vi ved jo tilmed, at skattejunglen kalder det dårligste frem i den danske folkesjæl.

mol (Jacob Mollerup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu