Læsetid: 3 min.

Fra oprører til guldkalv

17. januar 2003

I said a hip hop/The hippie to the hip hip hop/a you dont stop the rock it/To the bang bang boogie/ Say up jumped the boogie/to the rhythm of the boogie, the beat
Sugarhill Gang, »Rapper’s Delight«, 1979

Rap er en forholdsvis ny musikform, som offentligheden nok mest kender i den helt bløde form, f.eks. personificeret ved den helt unge Razz fra Aalborg.
Ledende artikel, Kristeligt Dagblad, 2003

Hiphop-kulturen har snart 25 års jubilæum, og er en uomgængelig kommeciel faktor i kulturindustrien, så det kan ikke overraske, at dens øjeblikkeligt mest populære og kontroversielle Emimen er hovedrolleindehaver i ny rost film 8 Mile, som har premiere i dag. Hiphopgenrens fødselsdag kan dateres til det tidspunkt, hvor det ovenfor citerede nummer, »Rapper’s Delight« – der navngav genren – røg ind på alverdens salgslister og dermed spredte et specifikt New York City-fænomen ud over kloden. Inden man så sig om, stod der breakdansere på Nørreport med ghettoblasters og hvide handsker og snurrede blæret rundt – på hovedet!
Hiphoppens rødder kan dog føres hele vejen tilbage til de ’griots’, der var stammens historiefortællere og ’hukommelse’ i det Vest-Afrika, som størstedelen af USA’s sorte befolkning oprindelig stammer fra. I USA er der en gammel tradition for præster, der »sang the word«, med Martin Luther King, Jr., som den mest kendte. Man kan også pege på sprogbrugen hos en soulsanger som James Brown på hans King Heroin (1972), en revolutionær digter som Gil Scott-Heron – an urban griot – en religiøst-politisk oprører som Malcolm X eller den radikale bokser Muhammed Ali’s poetiske tilgang til mundtlig kommunikation.
Tilfælles har de evnen til at få sproget til at swinge, og derfra er der ikke så langt til kunsten at rappe, som grundlæggende er rytmisk talesprog; et talesprog, der læner sig op ad musik – hvis man erindrer sig, at al tale besidder en vis grad af rytme. Så rap falder et sted mellem talesprog og musik, men har elementer til fælles med begge dele. I rappens ungdom delte den skæbne med 50’ernes rock’n’roll: Foragtet af stort set alle, der mente at beskæftige sig med musik, uanset genre, for hvor var melodierne og harmonierne henne, selve grundlaget for den vestlige musikopfattelse? Der var kun primitive rytmespor og så snak – ofte så spækket med sort slang, at man ikke fattede en hujende hattefis. Sku’ det nu være moderne?

Gennembruddet kom i midt-80’erne, da raptrioen RUN-D.M.C. udsendte rockklassikeren »Walk This Way« sammen med gruppen Aerosmith, men rap – som det kaldtes – nåede først for alvor de hvide teenageres værelser, da den hvide trio The Beastie Boys satte hedonoistiske og pubertære fornøjelser på programmet med deres fænomenalt populære lp Licenced To Ill fra 1986. Nu var der penge i fænomenet, og da den radikale ’posse’ Public Enemy dukkede op nogenlunde samtidig, gik der også politik og ideologi og dermed kontroverser i den. Fra at være et humoristisk, storpralende og teenageorienteret foretagende, blev rappen voksen overnight og den såkaldte Hiphop Nation så dagens lys omkring 1990.
De kontroverser, der fulgte i kølvandet på Public Enemys provokationer, var dog ingenting sammenlignet med det ramaskrig, der rejste sig, da L.A.-ensemblet N.W.A. – Niggaz With Attitude, såmænd – søsatte en ny dagsorden med deres dokumentariske, voldelige og misogynistiske Straight Outta Compton-lp i 1989. Rå skildringer fra ghettolivet i bedste/værste Clockwork Orange-stil swingede det på en helt ny måde. Pladen stod fadder til den såkaldte gangsta-rap – »life ain’t nothing but bitches and money,« som det lød på pladen – der kynisk og beregnende betragtede verden gennem gangsteren, hustleren og alfonsens øjne – ikke noget kønt syn.

Til gengæld bragede tonen og attituden så meget igennem hos hvide teenagere, at det amerikanske Senat nedsatte et udvalg, der ’opfandt’ stickeren »Parental Advisory – Explicit Content« til at sætte på plader med et voldeligt og seksuelt indhold … hvilket jo også gør det nemmere for ungerne at finde pladerne i butikkerne.
Op gennem 90’erne blev hiphop mere og mere sofistikeret, succesfuld, varieret og kontroversiel, og den har salgsmæssigt forlængst overhalet alle andre genrer – inklusive ellers sikre vindere som rock og country – i USA, hvad der gør det svært for de store pladeselskaber at slippe deres gyldne kalv, uanset hvad højreorienterede pressionsgrupper måtte mene om den sag.
Hiphoppen sætter stadig dagsordenen – senest med Eminem som ikon og prügelknabe – selvom det er efterhånden er mange år siden, den var specielt ny, fordi den bliver ved at udvikle og genopfinde sig selv.

-lyn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu