Læsetid: 6 min.

Oprøret i Frankrig

Det franske oprør kommer på et tidspunkt, hvor de europæiske samfund gennemgår store forandringer. Det fælles er, at de politiske reformer bliver lanceret som 'nødvendige' for at tilpasse sig globaliseringen. Hvad der sås som en forringelse af en i forvejen usikker situation, lanceres af politikerne som en forudsætning for opretholdelsen af vores velstand
29. marts 2006

"Fuck Sarkozy - Fjern CPE", råber en ung indvandrer, lige omkring de 20 år. Måske er han en af rødderne fra Paris' forstæder, som i efteråret var en del af de omfattende optøjer. Måske er han bare en studerende, der er mørk i huden. Et er sikkert, de er alle samlet her. De ældre herrer i frakke, skjorte og slips, studenterne, partier, fagforeninger og rødderne ude fra forstæderne. Kampen mod regeringens lov om unges første jobkontrakt (CPE - Contrat de Premier Embauche), om usikre ansættelser for unge under 26 år, har fået folk på gaden.

Det er lørdag den 18. marts. Klokken er 15.30, og vi befinder os på Place Denfort-Rocherau midt i Paris. Vi er taget hertil for at se med egne øjne, hvad det er for en bevægelse, der er under opsejling.

Umiddelbart, og set fra en dansk kontekst, kan det undre, hvad der får flere hundrede tusinder af mennesker på gaden mod et forslag, som primært retter sig mod unge.

Vi er klar over, at Frankrig det seneste år har været om-drejningspunkt for andre politiske kampe, mod service-direktivet, mod EU-forfatningen og den sociale uro i Paris' forstæder.

Vi er også klar over, at arbejdsmarkedet i Frankrig er skruet sammen på en helt anden måde, end vi kender det. Men på trods af den viden, udstråler demonstrationen en mangfoldighed og en optimisme, der falder os i øjnene. Slagordene drøner ud fra højtalere på de forskellige vogne. Da vi har passeret den socialdemokratiske blok, når vi til et samba-orkester fra gruppen Sans papiers - de papirløse (illegale) immigranter. Der er flere hundrede, de fleste af afrikansk afstamning. De kræver rettigheder og lovligt ophold.

På mange måder indeholder demonstrationen den samme mangfoldighed og forskellighed, som var kendetegnende for globaliseringsbevægelsen.

Globaliseringsbevægelsens forskellighed kom som en overraskelse, da man på gaderne i Seattle 1999 så miljøaktivister, fagforeningsfolk og feminister demonstrere sammen mod WTO, Verdenshandelsorganisationen. Forskelligheden var samtidig bevægelsens styrke. Man var enig i en overordnet kritik af den måde, hvorpå WTO agerede, og de konsekvenser det medførte. Bevægelsen formåede at sætte konsekvenserne af institutionens politik på dagordenen - konsekvenser, der indtil da havde været ukendte for den brede offentlighed.

Det franske oprør kommer i en tid, hvor de europæiske samfund gennemgår større reformer og forandringer bl.a. ud fra EU's Lissabon-strategi (der handler om en mere konkurrencedygtig, vidensbaseret økonomi med flere og bedre arbejdspladser, red.). Det fælles i processen er, at de politiske reformer bliver lanceret som 'nødvendige' i globaliseringens tilpasningspolitiks navn.

Mere fleksibelt

Hvad der ellers ville opfattes som en forringelse af en i forvejen usikker situation, lanceres offentligt som en forudsætning for opretholdelsen af de vestlige samfunds velstand.

De franske unge skal sluge forringelserne for et højere politisk mål; et mere fleksibelt arbejdsmarked og bedre forhold for virksomhederne. Der er ingen tvivl om, at Villepin ikke havde regnet med demonstrationer af den størrelse, vi befinder os i.

Demonstrationernes mangfoldighed og en opbakning på 68 pct. fra den franske befolkning vidner om, at det ikke er et isoleret oprør. Når demonstrationerne samler så bredt, skyldes det, at bevægelsen er samlet omkring den usikkerhed, de mange demonstranter, og sympatisører kan genkende fra deres eget liv.

Som Benno Steen, en nydelig ældre herre vi møder ved demonstrationens endemål Place de la Nation, udtrykker det: "Denne lov vil være som et hul, der bliver slået i en mur. Hullet vil være det, der får muren til at vakle, og herefter vil forringelserne ramme andre grupper. Vi er i forvejen meget usikre på, hvad fremtiden byder os".

Denne følelse af usikkerhed er blevet et grundlæggende vilkår for mennesker i Europa, samtidig med at der er sket markant individualisering af samfundene.

Er du arbejdsløs, har du stress, eller frygter du for, om dine frie valg har været de rigtige? Så er det i dag dit eget personlige problem.

Fransk solidaritet

Som professor Wolfgang Engler beskriver det i Information den 23. marts, er den enkelte begyndt at anskue sin sociale skæbne moralsk. Man anklager ikke samfundet, man anklager sig selv. Protesten går indad og ikke udad. Den finder ikke sted på politisk plan, men på et psykologisk. Ansvaret for fiasko er så solidt placeret hos individet, at det ikke levner meget rum for kollektiv handlen.

Men netop her præsenterer det franske oprør noget nyt. At så forskellige sociale grupper som den studerende, den hvide kontorarbejder og den arbejdsløse immigrant kan samles om de samme krav om social sikkerhed og retten til et værdigt liv tyder på, at man kan spejle en individuel usikker og håbløs situation i mennesker omkring sig.

Trods de åbenlyse forskelle på den politiske situation i Frankrig og Danmark er der alligevel en række tendenser i den franske udvikling, der går igen herhjemme.

I Danmark har vi igennem en længere årrække oplevet politiske tiltag, der har forringet sikkerheden i ansættelsesforhold, særligt for unge. Og også her oplever vi, at de politiske forringelser og reformer serveres som nødvendige tiltag som følge af globaliseringen.

SR indførte i deres regeringstid lavere dagpenge for unge under 25 år, og den nuværende regering har grebet bolden og foreslået, at lignende regler nu skal gælde for unge op til 30 år.

Det er ikke længere en selvfølge, at velfærdssamfundet sikrer muligheden for en nogenlunde ordentlig tilværelse, hvis man skubbes ud af arbejdsmarkedet.

I uddannelsessystemet er følelsen af usikkerhed gennemgående. Kravet om at komme hurtigt igennem et system, der er under konstante forandringer, er noget, som alle studerende mødes med. Det danske uddannelsessystem skal være konkurrencedygtigt. Liberaliseringen af vores uddannelsessystem er ikke bare noget, vi mærker på de fysiske rammer for vores uddannelse. Vi bliver også påvirket i vores hoveder. Da vi går med de studerende fra Sorbonne Universitet, genkender vi deres angst og usikkerhed fra vores egne liv.

Men samtidig oplever vi, at deres mobilisering skaber håb for fremtiden. En længere videregående uddannelse er heller ikke i Danmark en garanti for arbejde.

Også problem herhjemme

Ulønnede studiejob vinder frem, og vi er blevet så bange for ikke at være den vare, erhvervslivet efterspørger, at være den der udkonkurreres af kineserne, at vi er villige til at arbejde halve og hele år uden løn - vel at mærke for organisationer og firmaer, der har penge til at betale.

Dansk Industri siger 'Drop drømmejobbet', og det er netop, hvad mange unge vælger at gøre. Det er rigtig ærgerligt. For netop igennem forfølgelsen af drømmejobbet finder vi det, vi er bedst til, det, der interesserer os, og det, der giver os mening. Vi mener faktisk, at det er værd at forfølge drømmene og lysten i stedet for at være styret af angst for fremtiden.

De, der herhjemme ikke er villige til at gå ned i løn, droppe efterlønnen, de faglige rettigheder eller et anstændigt velfærdssystem, fremstilles som forstokkede national-egoister, der ikke er i stand til at se, at verden er under forandring. Det, der engang var politiske beslutninger og ideologi, lanceres som noget uundgåeligt, og på den måde afpolitiseres såvel diskussionen om globaliseringen som den generelle debat omkring, hvilken retning vores samfund skal bevæges i.

I Frankrig har studerende, illegale indvandrere, fagforeninger og forstadsrødder sagt fra.

Med deres igangværende oprør siger de fra over for forsøget på at afpolitisere deres fremtid.

De vil leve et liv uden evig bekymring for næste måneds indtægt, og de vil gøre deres fremtid til et politisk spørgsmål. Oprøret i Frankrig kan måske vise sig at være begyndelsen på en ny social bevægelse, som i modsætning til globaliseringsbevægelsen handler om konkrete politiske krav til en hverdag præget af usikkerhed.

Den globaliseringsbevægelse, der startede i Seattle, forholdt sig til politisk tankegods, hvis konsekvenser umiddelbart var svære at se eller mærke i den enkeltes liv.

Nu er de politiske ideer for alvor begyndt at blive implementeret på det nære niveau, og den spirende bevægelse, vi oplever i Frankrig, er måske en følge af netop dette forhold. Ideerne bag blandt andet WTO's strategier er blevet til konkrete tiltag, der er forankret i de enkelte lande, og bevægelsen imod usikkerhed er dermed blevet en politisk realitet.

Johanne Schmidt-Nielsen og Sebastian Gjerding er studerende på sam-bas, RUC.

Thomas Bugge er stud. jur. på KU. Alle tre er med i Enhedslistens StudenterNetværk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu