Læsetid: 6 min.

Det oprørte V

Bataljerne i det største regeringsparti kan man håbe på er indledningen til et sundt oprør
24. juni 2006

Hvis der var noget ved Søren Pind, og det er der, den tidligere borgmester i København har nemlig en skrue løs, hvilket er venligt ment og en fordel for de fleste, tog han på nuværende tidspunkt et drastisk skridt. Ikke fordi der er på nogen måde er behov for et hyperliberalistisk nyt dansk politisk parti, men fordi det kunne være velsignet at bryde den kunstige enhed i Fogh Rasmussens underkuede flok.

Dertil kommer at Pinds person og politiske vandel med klare forbehold for ærkeliberalismens sociale råhed og usympatiske leflen for egoismen og det hæmningsløse merforbrug samt meget mere af samme skuffe, trods alt vidner om den menneskelighed, som det gamle Venstre med statsministeren i spidsen, kolde teknokrater og følgagtige grundtvigianere har sat over styr. Søren Pind er under VU- og båtnakkeoverfladen et venligt menneske, der bekymrer sig om sine medmennesker og som regel, når han ikke synger i vilden sky, en flink og ordentlig fyr, der bare skulle vise sig med nogle uspiselige forslag under en valgkamp, han jo havde tabt på forhånd. Uanset hvor tåbelig en turbo-liberal politik Pind ville komme op med i et nyt partiprogram, ville den i bund og grund venlige mands ansvarlighed slå igennem, og partiet ville blive mere anstændigt end det nuværende Venstre. Det vil så vise sig om Pind er gjort af det stof, af hvilket man skaber rigtige politikere!

Hvor er sagt i samme åndedrag borgmestrenes rummelige og tolerante Venstre? Jo, et par stykker viser sig nu og da, men hvor er den magtfuldere bevægelse af V-kommunalfolk, der ikke burde kunne udholde tonefaldet i statsministerens jeg-alene-ved-det-hele-holdning, og som ikke burde bære de uhyrlige nedskæringer over hele linjen, som det asociale skattestop medfører?

Så meget desto mere kan kommunevenstres mangel på mod ude i landet undre, eftersom fars hammer falder ved udgangen af dette år, når den dårligt forberedte og alt for hurtigt iværksatte strukturreform sættes endeligt i søen og klart demonstrerer at bundproppen mangler.

Sognerådsniveau

Velfærdsreformforhandlingerne virker i den forbindelse mærkeligt uvirkelige og står i skærende misforhold til den virkelighed, så mange og stadigt flere med god ret frygter ude omkring. De mange, mange dygtige Venstre-kommunalpolitikere må også undre sig over det had, som regeringen med statsministeren og hans håndgangne flok fortsat lægger for dagen over for det offentlige. Flere forskere har efterhånden påvist paradokset: Hvorledes det offentlige under stadigt større pres fra regeringspolitikerne ikke mindst i Venstre tvinges til at anvende gammeldags metoder fra det private erhvervsliv med omkostningskrævende kontrol og kontrols kontrols kontrol af alle funktioner, med en mere og mere uforskammet og lemfældig behandling af de borgere, der er havnet i den ene eller anden form for trangssituation eller bare skal have et kørekort. Målet er åbenbart at føre det offentliges virksomhed tilbage til sognerådsniveauet i 1950'erne for at skabe en selvopfyldende værdidom af hvor elendigt det kollektive fungerer.

Imens er den private sektor for længst gået over til at behandle kunderne, som det var det offentliges ideal indtil for fem år siden, nemlig som rettighedshavende borgere i en velfærdsstat (sådan da), fordi det ganske enkelt er mere effektivt og giver større afkast. Hvorfor tøver kommunalpolitikerne i Venstre med at sige fra over for nedskæringsurimelighederne og tvangen ovenfra centralmagten?

Søren Pinds oprør, hvis han da tør, kunne få afgørende betydning for Venstres og landets fremtid. Pind er for det første ikke en dum mand; ensidig og i nogen grad selvovervurderende, men hvem er ikke det! Men ikke dum og hvad vigtigere er: som antydet heller ikke ufølsom. En mand der hellere end gerne stiller sig op i forsamlinger og med høj røst uden altid at ramme samme tone som komponisten måske havde forestillet, må være og er rent faktisk i besiddelse af mere tiltalende karaktertræk end de kodeæg, Fogh Rasmussen omgiver sig med. Disse selvproklamerede individualister, nogle tynde, andre tykke, de fleste med træk, der gør at man akkurat kan kende dem fra hinanden i medierne, men alle marcherende i takt efter en statsminister, hvis eneste virkelige synlige og tilsyneladende ægte egenskab er viljen til at bestemme.

Det kan ikke være rigtigt, at Venstre i det lange løb og uanset fornøjelsen ved regeringsmagten vil sætte den historiske arv af - trods alt, trods alt, trods alt - frisind overstyr.

Uffe Ellemann-Jensen kæmper for tiden en brav kamp for at opretholde idealerne i sit gamle parti. Underrettede kilder fortæller om et formeligt had mod Ellemann fra partiledelsens side, fordi den tidligere leder for en gangs skyld blandede sig i dagen og vejen og sin efterfølgers dispositioner under karikaturkrisen. Frem for at blive sure i masken skulle de hellere tage at lytte til advarslerne fra en mand, der i øvrigt også kan være en bisse hvis det stikker ham, men som har følelser og smag. Smålig har Ellemann-Jensen heller aldrig været eller bornert eller bøvet over for fremmede, og den krise Fogh Rasmussen ved sit knæfald for den danske højrøvethed forårsagede var ikke sket under Ellemann.

Venstre har i øvrigt en lang tradition for oprør. En lang række partiudsplitninger er kommet til undervejs; langt de fleste dog hurtigt gået i glemmebogen, og oprørerne er glemt eller en fodnote i den nyere Danmarkshistorie. Den kendsgerning kan holde en ambitiøs ung politiker som Søren Pind tilbage fra at springe ud af skabet som sin egen partileder.

Det bør jo nævnes

Man skal selvfølgelig heller ikke undervurdere Fogh Rasmussens store styrke i partiet. Ikke en flue falder til jorden i selv fjerne partiafdelinger uden statsministerens og formandens vilje og viden. Et ord fra Fogh Rasmussen kan sende et håbefuldt ungt menneske til søs lige tilpas så længe, at krukken kommer hjem uden ører.

Denne styrke, som allerede opbyggedes i næstformandstiden viste sig ved, at ingen anstændig venstremand i sin tid protesterede, da Fogh Rasmussen blev partiformand og dermed ganske uhørt statsministerkandidat trods sin fortid som skatteminister, hvor han gjorde sig skyld i kreativ bogføring og den grove vildledning af Folketinget, der kunne have ført til meget alvorlige sanktioner, hvis der ikke havde været en rigsretssag i gang i forvejen og ruineret langt bedre begavede folk i dansk politik. Oplysningen om den kreative bogføring kommer sikkert bag på mange, men det bør jo trods alt nævnes.

Fogh Rasmussens magt er stor, oh ja, ind til det modsatte er tilfældet. Visdomsord i slægt med Harold Wilsons berømte udtalelse om at en uge i politik er længe. En politiker er så stærk, som hans omgivelser gør ham. Gør de det modsatte, bliver den pågældende politiker sårbar, dernæst svækket, siden et mål for det ambitiøse bagland og endelig en sten i skoen, man til sidst tømmer.

Politik er ikke dame-te, som Ritt Bjerregaard har sagt, politik er i partier som Venstre, men for så vidt i alle partier, den stærkes ret, hvor de svagere har tilbøjelighed til at søge mod styrkefeltet for at styrke sig selv. De svage er så at sige barometer for magtens omfang.

Et sjovt træk i ugen der gik var chefredaktør Meier Carlsens leder i BT. Carlsens ledere er altid interessante, fordi de antyder vindretningen. Redaktøren siger selv prisværdigt ærligt om sin journalistiske etik, at han støtter og forsvarer dem, der sidder ved magten.

I lederen med store billeder af Pind og Peter Christensen - for at lederteksten ikke behøver være så lang hvad den ellers altid er - nøjes Meier Carlsen med at referere uenigheden i Venstre, som om det er en ganske almindelig politisk artikel. Lederskribenten tager ikke stilling, konstaterer blot at uroen i Venstre er kulminationen på flere ugers optræk til ballade. Kulminationen? På Fogh Rasmussens vegne håber BT, at det driver over, men er ikke sikker, så må man jo hellere forberede sig på at skulle skrive for nogle nye ved pumpeværket en skønne dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her