Læsetid: 3 min.

Opsang til Bush

22. maj 2002

EGENTLIG burde de europæiske folk bryde ud i jubelsang, når det amerikanske imperiums leder, George W. Bush, i dag lander i Tysklands hovedstad, Berlin. For imperiet har siden de beskidte nazidage gjort sit for at få trukket Vesteuropa ud af krigens ruiner, at beskytte de sociale demokratier imod totalitarismen og at få økonomierne på fode igen. Set i bakspejlet er Europas demokratiske forfatninger børn af USA’s berømte Uafhængighedserklæring, selv om den senere franske revolution sandelig også gjorde sit.

URIMELIGT VIL det være, hvis man i det Herrens år 2002 ignorerer USA’s bidrag til en civilisering af det gamle krigshærgede europæiske kontinent. Derfor er det godt, at Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer, ærligt siger til ugemagasinet Der Spiegel, at han ’beundrer’ USA af netop disse grunde. Og uden præsident Franklin D. Roosevelts indsats efter Anden Verdenskrig var De Forenede Nationer, FN, måske aldrig blevet dannet. Det euro-amerikanske partnerskab er via NATO og samhandel stadig solidt. Og det er godt for den fælles sikkerhed. Gentager Bush i dag Kennedys berømte ord, ’Ich bin ein Berliner’, så vil Fischer sikkert bifalde det. Som alle partnerskaber har det euro-amerikanske også skyggesider. USA’s dødsstraf, våbenlovgivning, store sociale kløfter og de lave stemmeprocenter gør, at Fischer – som mange europæere – ikke helt kan føle sig hjemme i USA. Mange har sunget med på Bob Dylans sange eller har slugt Hollywoods filmmagi, men imperiets militære interventioner – især den i Vietnam – har fået en del europæere til at vende ryggen til USA.

RIS UDDELES regelmæssigt til magthavere. Og USA får ekstra meget, fordi imperiet har så meget magt og koncentreret rigdom, som det har. Sidste år gav mange USA en kold skulder under den militære gengældelsesaktion i Afghanistan. Disse folk vil nok med skadefryd læse de nye afsløringer i Washington Post om, at præsident Bush blev advaret om terrorangrebet den 11. september en måned før bin Ladens selvmordspiloter slog til – uden Bush reagerede. De skadefro håber, at spøgelset fra Watergate er genopstået. Men intet tyder på, at Bush havde viden nok til at afværge det konkrete angreb. Det vil også være for billigt at dømme om på det foreliggende grundlag.

ORDENTLIGE debatter om USA’s imperium kan være svære at føre i Europa. Ofte forfalder folk – det sker tit i fransk politik, men sjældent i Tyskland – til regulær anti-amerikanisme. Anti-amerikanismen er en bekvem fritidsaktivitet for dem, der ikke står i fare for at få skidt på fingrene. Men de gør verden for simpel.
Hvad kan Europa belære USA om? Dette Europa, hvor flere flokkes om folk af Le Pens støbning, hvor indvandrere behandles som anden-rangs borgere, hvor en mediemogul som Berlusconi kan erobre regeringsmagten, og hvor der er femten udenrigsministerier i stedet for et føderalt? Dette Europa, der måtte tigge USA om at være med til at gribe militært ind under de blodige etniske krige på Balkan? Europa er en økonomisk sværvægter, men stadig en udenrigspolitisk og militær pygmæ.

POLITISK har EU–landene ofte svært ved at blive enige. Men kan europæerne tillade sig at kritisere USA? Ja, selvfølgelig kan de det, selv patrioter i Washington føler det upassende. Kvalificeret kritik og debat er altid velkommen. Vore demokratier bygger på en grundforestilling om et åbent, liberalt og pluralistisk samfund. USA’s udenrigsminister Colin Powell klagede dog forleden over, at europæerne kritiserer USA for meget. Han afviste, at USA fører en unilateralistisk udenrigspolitik og henviste bl.a. til Bushs nye atomnedrustningsaftale med Rusland. Det sidste er rigtigt. Aftalen er et klart fremskridt.
Men det nytter ikke at sætte et skjold op. Bush har på flere punkter ført en udenrigspolitik, der er snævertsynet og ikke skaber en sikrere verdensorden. Hans udmelding af Kyoto-protokollen skader klimaet. Hans farvel til den internationale straffedomstol er et skridt væk fra den tradition for universelle menneskerettigheder og et globalt retssamfund, som amerikanerne har stået for. Og hans stålprotektionisme, og milliardstøtte til landbrugslobbyen i USA strider imod hans erklærede mål om mere frihandel.

AL DEN protektionisme som EU gennem årene har gjort sig skyld i, gør det svært for EU at sige fra overfor Bush i den sag. Men på de andre punkter inviterer han til hård kritik. Eller som USA’s fhv. udenrigsminister Madeleine Albright siger: »De taler om vigtigheden af retssikkerhed, men de synes allergiske overfor traktater, der er designet til at styrke retssikkerheden på områder som pengehvidvask, biologiske våben, forbrydelser imod menneskeheden og miljøet.« Hvis imperiets præsident ikke gider høre på kritik fra Europa, så må man håbe, at han ikke nægter at lytte til intern kritik – ud fra en misforstået patriotisme.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu