Læsetid: 4 min.

Optælling af døde skal bevise NATO's sejre

Operation Medusa mod Taleban ligner en stærkt overdrevet succes, baseret på en tankegang, der allerede led skibbrud under Vietnamkrigen
29. september 2006

Vietnam-krigen bragte optælling af lig på slagmarken i miskredit. Men det er længe siden, og i Afghanistan har NATO åbenbart igen gjort 'body counts' til et succeskriterium.

Amerikanske militære talsmænd kunne efter enhver træfning i Vietnam levere et tal for, hvor mange fjender man havde dræbt. Det var en misvisende målestok for fremskridt af især to årsager. For det første indgik dræbte civile meget ofte i tallet. For det andet medførte store tab for Vietcong ikke, at amerikanerne dermed sejrede i den altafgørende kamp for vietnamesernes hjerter og hjerner.

Næsten dagligt kan NATO nu berette, at man har dræbt 20, 30 eller 40 Taliban-krigere hist og her i det sydlige Afghanistan. Operation Medusa, en offensiv med dansk deltagelse i nærheden af provins-hovedstaden Kandahar, blev afsluttet med en melding, som via Ritzaus Bureau kom i danske aviser med overskriften "Succes mod Taleban". Nyhedstelegrammet oplyste, at 'flere hundrede' var blevet dræbt. Korrespondenter i Kandahar for den canadiske avis Globe & Mail kunne mere præcist oplyse, at Talebans samlede tab af NATO blev opgjort til 512 døde og 136 tilfangetagne. To dage efter kunne NATO's øverstkommanderende, den amerikanske general James Jones, under en pressekonference i USA oplyse, at Taleban nok havde haft tab på 1.000 mand, men det ville ikke overraske ham, hvis tabstallet reelt lå på 1.500.

Det var en ganske opsigtsvækkende påstand, thi Jones kunne også oplyse, at Talebans hårde kerne er på 3-4.000 mand. Var mellem en tredjedel og halvdelen af fjendens samlede styrke nu udslettet? Det spørgsmål havde

generalen ikke et klart svar på, men han fik sagt, at den hårde kerne slås sammen med 'weekend-krigere'.

Politisk kneb

Til Information siger en NATO-officer, som fra en post i Kandahar fulgte kampene, at alle disse tal reelt er meningsløse, idet de ikke giver indblik i fremtiden. Dræbte man, spørger han, nogen Taleban-ledere? Har man forhindret ny rekruttering? Hvordan er dets kommando-struktur blevet påvirket? Er Talebans forsyningslinjer blevet afbrudt?

Officeren ønsker anonymitet, men en korrespondent for Globe & mail, Graeme Smith, fulgte de canadiske styrker under offensiven. Ifølge ham troede NATO, at man havde omringet Taleban, men da soldaterne rykkede frem til det endelige opgør, var fjenden væk. Han vurderer, at "adskillige hundrede" var undsluppet.

Jones fik selv beskrevet et muligt motiv for sine tal, da han sagde, at offensiven har signaleret til oprørerne, den afghanske befolkning og det internationale samfund, at NATO ikke vil undlade brug af overvældende slagkraft.

Brugen af tabstal er altså et politisk redskab, som skal vise afghanere, der er imod Taleban, at NATO er på vej til sejr, og befolkningerne i NATO's hjemlande skal indse, at nok lider deres styrker tab, men enden er ikke så fjern.

NATO-officeren, som Information har talt med, mener også, at Operation Medusa var vigtig for NATO. Man fik fjernet Taleban fra et område, hvorfra fjenden kunne true hovedvejen til Kandahar. Men, tilføjer han, det kan man ikke gøre et stort nummer af, fordi det vil rejse spørgsmålet: Hvorfor fik Taleban mulighed for at indtage det pågældende område?

Oprørske bønder

Det spørgsmål har Graeme Smith et svar på efter samtaler med navngivne FN-repræsentanter, lokale embedsmænd, regeringstro politikere og lokale bønder. Denne del af hans beretning er langt mere afslørende end tabstallene.

Mange af de dræbte, måske halvdelen, var ifølge hans kilder bønder, der gjorde oprør mod lokale myndigheders magtmisbrug. Mellem de konkrete eksempler er, at en ny politichef, Abdul Razik, i august blev sendt til området, og han tog sine egne folk med, en slags milits rekrutteret fra Achakzai-stammen. Den er i konflikt med Noorzai-stammen, der bor i Panjwai-distriktet. Rygtet gik nu, at Razik ville dræbe både Taleban og mænd fra Noorzai-stammen. Så bønderne tog kampen op - og så kom der forstærkninger til fra både den afghanske regering og Taleban.

Grame Smith skriver, at Taleban ikke, som NATO hævder, blot gjorde Panjwai til et base-område, fordi det har gode skjulesteder, men fordi mange landsbyboere ville give Taleban mad, husly og sønner, så man kunne opnå beskyttelse mod de korrupte myndigheder.

Denne lokale opbakning kan også delvist forklare, hvorfor Taleban ikke straks flygtede, da NATO slog til med overlegne styrker, bl.a. massive luftangreb: Egnen var ganske enkelt mange oprøreres hjem.

NATO har proklameret, at man nu vil sætte ind med bistand til genopbygning i området. Men Graeme Smith kan fra sine kilder berette, at politiet har genoptaget det gamle rædselsregimente med hus-undersøgelser, tyveri af værdier og vejspærringer, som kun kan passeres mod betaling. Journalister, som nyligt har besøgt området, kan berette, at de lokale stirrede på dem med fjendtlige blikke.

Hvis NATO havde meget større styrker i området, kunne alliancen både kontrollere politiet og holde Taleban væk. Men der er alt for få soldater til den opgave, og nu forskanser de sig yderligere i panservogne, fordi Taleban slår til med selvmordsattentater. Også det ligner Vietnam.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her