Læsetid: 3 min.

Optur for Fatal efter 21 år?

7. oktober 2006

Punklegenden Fritz Fatal er oppe igen med en ny plade efter en 25 år lang nedtur.

Det har i mange år været et fast ritual på den sortklædte del af danske rockscene: Hver gang talen falder på 80'erne, så skal man sige "Fritz Fatal havde nu en ekstremt hudløs sceneoptræden". Ifølge de urbane legender, så indebar disse koncerter shamanistisk-spastisk vildskab uden bukser og anden uterlig opførsel. Så uterlig at Frits 'Fatal' Bonfils kun nåede at lave én plade sammen med sit band Before, inden han gik i hundene og smed hele sit angiveligt store talent i rendestenen. Til gengæld blev den plade med det samme kanoniseret af sin generation, som det danske svar på Joy Divisions sorte martyrium.

De mentale dværge

På sin vej ned og ud gennem 80'erne røg Fritz Fatal ned i en kælder, hvor Informations egen Klaus Lyngaard og hans punkvenner drak elefantbajere og spillede Velvet Underground og Doors. De lavede et band og jammede under navnet Mental Midget, hvor de prøvede at bryde igennem til den anden side, mens Fritz Fatal skreg og improviserede lange udladninger hen over Mental Midgets møde mellem post-punk og psykedelisk rock. Indimellem optog de også nogle sange på spolebånd - men det blev aldrig til noget rigtigt album, før nu her 20 år efter med albummet, der bærer den fantastiske diagnose Post Psykedelisk Stress Symptom.

Bandmedlemmerne er nu omkring de 50, og det er vist definitivt slut med at fixe, trippe, sniffe, koge og ligge i sprit - og det kan høres. Pladen er udsendt på et stort kommercielt pladeselskab - Universal - og lyden er pæn og poleret. Sangene - der nærmere er 60'er psykedelisk-maksimale end 80'er sort-minimale - er tydeligvis blevet øvet igennem af et band, som måske ikke rummer de største talenter - men som er blevet ganske fortrolige med deres instrumenter. Ja - en eller anden gammel punker kunne måske ligefrem finde på at indvende, at bandet er blevet for tørlagt og for optaget af at spille rent - og dét skygger for, hvad garagerock vel egentlig handler om: at skabe en umiddelbar kraftudladning af fri energi. Men heldigvis sørger bandets hovedattraktion, Fritz Fatal for, at det hele ikke bliver for pænt og ordentligt. Fritz Fatals vokal er intens, særegen, helt uden distance og renset for ethvert forsøg på at charme eller gøre sig til. Man har det ofte som om, at man smuglytter til en gal mands angstanfald, der myldrer med syner og vrangforestillinger. Og den private karakter gør det til en grænseoverskridende oplevelse at være i selskab med Fritz Fatal og Mental Midget.

Teksterne er for størstedelens vedkommende på et dansk, der vælter associativt og fortællende af sted som i den psykotiske sing-a-long 'Det er ligesom om'. Eller også er de hudløst personlige som selvbiografien 'Ålborg Junkie Blues' - der sagtens kunne bruges til oplysning om narkoens fare i de større skoleklasser - eller 'Rådhuspladsen', der handler om Fritz, der står på Rådhuspladsen og tænker på det tabte liv.

Lidt for musealt

Men selvom det er forfriskende at høre sange, der lyser af vanvid i en tid, hvor alle har travlt med at bliver så normale som muligt - og selvom det er utroligt livsbekræftende at høre gamle hærgehoveder tage sig sammen til at lave noget, de rent faktisk bagefter kan huske, at de har lavet - så er der noget musealt over projektet. Hvilket understreges af, at den halve danske rock-kritikerbestand i følge covernoterne har været involveret i projektet.

Det bliver i hvert fald spændende at høre, hvilken plade Mental Midget vil lave næste gang - nu hvor har fået lavet den plade, de ikke fik lavet i '85.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu