Læsetid: 4 min.

Orangerivegilde

1. august 2002

VI KAN GLÆDE os over at have fået mere talende kunder, sagde direktør Monique Moullé-Zetterström fra teleselskabet Orange forleden. Tavshed er intet værd, men tale – registreret på telefonregningerne – er guld for selskabet, der i disse dage måske drømmer om, at deres 585.000 danske telekunder kan snakke selskabet ud af de problemer, der i medierne har ført til aktuelle overskrifter om »Orange i sort«, »Orange i rutchebanen« og »Orange i pengenød«.
Sagen er desværre, at det fransk-kontrollerede teleselskab er afhængigt af helt andre kontante meldinger, hvis det skal klare sig i den benhårde konkurrence på det internationaliserede telemarked. Der er for mange teleselskaber på markedet, og nogle af dem kommer til at lade livet, for at andre kan overleve.
Orange Danmark er kontrolleret af det franske moderselskab Orange SA, der igen er et datterselskab af det store France Telecom. Orange SA har 54 procent af aktierne i det danske selskab, mens fem franske finansselskaber ejer 32 procent og den danske stat de sidste 14 procent. Orange har siden 1997 brugt fire milliarder kroner på at vinde fodfæste på det danske telemarked, der er domineret af det amerikansk kontrollerede TDC og af norsk-amerikansk Sonofon. Men selv om Orange nu kan notere over en halv million kunder og en markedsandel i Danmark på 15 procent, så kom selskabet ud af 2001 med et underskud på over en milliard kroner. Fordi selve øvelsen med at trænge ind på markedet har krævet voldsomme investeringer, der fortsat overstiger indtægterne. De seneste dage har afsløret, at Orange ikke har sikkerhed for midler til mere end få måneders fortsat drift.

FORKLARINGEN er ifølge presseforlydender en benhård nervekrig mellem Oranges forskellige ejere om, hvem der skal tilføre det nødlidende selskab flere penge. »Aktionærerne forhandler stadig om betingelserne for en kapitaludvidelse, og på et tidspunkt – om to dage eller nogle måneder – bliver de enige,« lød tirsdag den ikke særlig entydige melding fra direktør Moullé-Zetterström.
Mindretalsaktionærerne, heriblandt den danske stats repræsentanter, øver ifølge dagbladet Børsen pression i bestyrelsen ved at nægte at godkende 2001-regnskabet, fordi der ikke er sikkerhed for den fremtidige finansiering. Mens det franske moderselskab foreløbig har afvist at lægge pengene på bordet – vel i håbet om, at de øvrige i bestyrelsen – altså bl.a. den danske stat – lægger en del af pengene.
Dramaet er blot ét billede på de anspændte forhold i den internationale telesektor. De store børsnoterede teleselskaber i Europa er – som teleselskaberne i USA – ramt af den samme dramatiske nedtur, som har hærget den øvrige it-industri. France Telecom har siden starten af år 2000 mistet mere end 90 procent af sin markedsværdi og står i dag med en gigantisk gæld på 61 milliarder euro, som man ikke kan indfri.

HISTORIEN ER karakteristisk: Med det europæiske telemarkeds liberalisering og France Telecoms privatisering fulgte først en aktionærinteresse, der fik kurserne til at stige voldsomt. Med denne værdi i ryggen gik France Telecom i gang med en stærkt aggressiv ekspansion. I hidsigt kapløb med de øvrige aktører på det nyliberaliserede, europæiske marked opkøbte man det britiske mobilteleselskab Orange for 36 mia. euro, man købte UMTS-licenser til fremtidig mobiltelefoni for 16 mia. euro, man købte små og store internetselskaber m.m.
Alle konkurrerende selskaber – Deutsche Telekom, British Telecom, finske Sonera, spanske Telefonica m.fl. – gik samme vej. Priserne på de selskaber og licenser, man var ude efter, blev presset op, og stort set alle endte med at betale for meget, forkøbe sig og gældsætte sig. Da aktionærerne indså, at deres selskaber havde overinvesteret og pådraget sig overkapacitet, krakelerede forventningerne. Teleselskabernes aktier var ikke længere gode papirer, de blev sat til salg, selskabernes værdi blev udhulet. Den ’finansielle patologi’, som også havde haft greb om investorer i andre dele af it-sektoren i Europa og USA, overgik i den panik, der nu gennem et par år har manifesteret sig i faldende aktiekurser.
Derfor står France Telecom nu med en gældsbyrde så tung, at konglomeratets ledelse vil gøre hvad som helst for ikke at skulle af med ny kapital. Direktør Moullé-Zetterström har været strålende til at kapre danske telekunder til Orange Danmark, men hun har brugt for mange penge på det og behøver nu ny kapital. Det er dér, direktøren er kommet i klemme i telegiganternes kamp. Dødstruede France Telecom vil formentlig gøre alt for at presse bl.a. den danske stat som medaktionær til at hoste op med penge. Mens den danske stat givetvis finder det rimeligt, at moderselskabet betaler.
Enden på hele misèren kan blive den dybt ironiske – det hvisker aktiemarkedet om for tiden – at den franske stat springer til, renationaliserer det forgældede, privatiserede France Telecom og udfrier alle dem, der spillede for højt og tabte.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her