Læsetid: 4 min.

Ord

5. september 2002

ORD er der ikke noget i vejen med. De adskiller os mennesker fra andre skabninger. Problemet er det handlingslammede tvesind. Sådan kan man vel, i Hamlets hjemland, sammenfatte læren af verdenstopmødet i Johannesburg om bæredygtig udvikling.
Siden topmødet i Rio for 10 år siden, ja siden FN’s første topmøde om miljø i Stockholm for 30 år siden, er der sagt mange manende og smukke ord om vores ene fælles Jord og de fælles goder, som menneskeheden sætter over styr, hvis vi ikke ændrer kurs.
De mange ord har været nødvendige. Nogle af dem har ændret verdens gang. Bevidstheden om det fælles globale ansvar har grebet om sig, især siden Brundtland-kommissionen lancerede begrebet om bæredygtig udvikling for 15 år siden. Efter ordene er der fulgt en lang række internationale miljøaftaler. Ordene har inspireret mange udviklingsprojekter. De har givet grundlag for mange tusinde foreninger og organisationer, der arbejder for bæredygtig udvikling. Mange store virksomheder har taget ordene til sig.
Men verdens problemer er vokset hurtigere. Især på grund af den økonomiske verdensorden, der år for år gør kløften mellem de rige og de fattige dybere. Den fører til overforbrug af goder og ressourcer blandt de rige – og tvinger mange af de fattige til at undergrave naturgrundlaget for sig selv og deres børn.
Topmødet i Johannesburg stod derfor i virkeliggørelsens tegn. Handling skulle følge ord. Løfterne skulle implementeres, som det hedder på FN-sprog. Konkrete målsætninger med tidsfrister og forpligtelser skulle vedtages i enighed.
Men ord er tålmodige, også når de står i en handlingsplan. Johannesburg-planen kom ikke meget længere end til at bekræfte tidligere løfter og hensigter. Noget nyt gennembrud blev der ikke tale om.

RIO-TOPMØDET for 10 år siden var præget af en fornemmelse af, at verden stod ved et vendepunkt. Mange mennesker blev begejstret sat i gang med et arbejde, de har fortsat lige siden. Johannesburg var mere præget af gentagelser og skuffelser over manglende fremskridt. Det store forum for græsrødder og organisationer fra hele verden stod halvtomt en del af tiden. De fleste regeringer roste resultatet som det bedst opnåelige, de fleste andre tog kritisk afstand fra det.
Mange af talerne svang sig højt op. Mest af alle den franske præsident Jacques Chirac med sin tale om verden, der brænder, mens vi lader som ingenting. Mange andre erkendte også, at det haster meget mere nu, end det gjorde for 10 år siden, på alle områderne: Miljø, fattigdom, menneskelig udvikling, lighed og retfærdighed.
Men samtidig med alle disse erkendelser, både fra topmødets talerstol og de hundredevis af møder, der fandt sted rundt om i Johannesburg, arbejdede topmødets forhandlere sig frem til udvandede, uskarpe formuleringer. Det meste gik ud på at ’undgå’ ord, der kunne risikere at give et land problemer, hvis nogen skulle gå hen og tage handlingsplanen på ordet.
En uhellig alliance blev skabt mellem de lande, der ville mindst. Den ene part var USA, som fra første færd har gjort klart, at denne internationale forsamling ikke var stedet, hvor supermagten ville forpligte sig på noget, den ikke selv har bestemt sig for.
Den anden part var udviklingslandene, som optrådte 130 lande sammen efter princippet om den mindste fællesnævner. Det viser, at de fattige landes regeringer langt fra altid er de fattige menneskers regeringer – og at der egentlig ikke er andet, der binder de fattige lande og mellemindkomstlandene, de olieproducerende og de ressourcesvage sammen end deres fælles ønske om indrømmelser fra OECD-landene og om at undgå internationale forpligtelser, som de ikke selv har åbenlys fordel af på kort sigt.

DEN SLAGS topmøder er tiden løbet fra, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen. Deri fik han støtte fra en uventet kant, da den 86-årige svensker Sverker Åström sagde det samme i et interview til nyhedsbureauet Reuters. Som svensk kabinetssekretær var han en ledende kraft i beslutningen om FN’s første miljøtopmøde i Stockholm. »De store globale konferencer er blevet for ineffektive, for kostbare, de fører til færre og færre positive resultater og trækker nærmest udviklingen baglæns,« sagde han. »Princippet om, at alle i forsamlingen skal være enige, betyder, at den sidste og mindste stat kan blokere, hvad resten af verdens nationer er enige om. Det er en mægtig svækkelse af kræfterne.«
Vejen frem er et regionalt samarbejde, hvor landene mødes om at løse de problemer, de er fælles om, siger Sverker Åström. Det samme siger EU, som allerede på selve topmødet lancerede et ’samarbejde med ligesindede lande’ for at gøre større fremskridt for vedvarende energi, end man kunne blive enige om i topmødets tekst.
Generalsekretær Kofi Annan holdt sit mod oppe med en bemærkning om, at man ikke skal vente mirakler, og at mødet kun er et i rækken af FN-møder. Han lovede, at FN-systemet nøje vil overvåge de skridt, der nu bliver taget for at opfylde handlingsplanens målsætninger. Her var han på linje med EU-rådsformanden, Anders Fogh Rasmussen, som foreslog, at opgaven bliver overladt til FN’s generalforsamling i stedet for at skabe nye organer.
Også de ord er desværre tvetydige. Den positive udlægning er, at de lande, regioner, virksomheder og organisationer, der virkelig vil noget, påtager sig at gå forrest. Den negative er, at globaliseringen for eftertiden kun bliver styret gennem Verdenshandelsorganisationen WTO, at forsøget på at skabe en modpol med forpligtende rammer for verdensøkonomien og udviklingsbalancen reelt bliver opgivet. Den sidste udlægning er desværre mest sandsynlig.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu