Læsetid: 7 min.

Og ikke et ord om indvandrere

For første gang i flere år var det ikke indvandringen, der skulle afgøre det hollandske parlamentsvalg. Men det er ikke fordi Holland er vendt tilbage til tidligere tiders multikulturalisme - der er nemlig ny konsensus blandt både partier og vælgere om indvandreres tilpasning og begrænsning. Og den konsensus behøver man ikke snakke om
24. november 2006

Der blev talt arbejdsmarked, privatisering af sundhedssektoren og velfærdsreformer da de seks største partiers ledere mødtes i tv dagen før det hollandske parlamentsvalg. Den 1,6 millioner store indvandrerbefolkning blev ikke nævnt med et ord. Og det på trods af, at netop denne del af Hollands indbyggere er blevet diskuteret igen og igen og igen siden mordet på politikeren og islamkritikeren Pim Fortuyn og det efterfølgende valg i 2003.

"I fire år har vi ikke talt om andet, så det er ikke underligt, at vælgerne er trætte af at snakke om integration og immigration," siger Catherine Netjes, forsker ved Institut for Politik ved Det Frie Universitet i Amsterdam. Hun peger på, at valget i 2003, der betød massiv opbakning til den afdøde politikers populistiske parti, List Pim Fortuyn (LPF), bragte omfattende stramninger med sig på indvandrerområdet. Stramninger som Jern-Rita, landets integrations- og immigrationsminister Rita Verdonk fra det liberale VVD, Volkspartij voor Vrijheid en Democratie, senest fulgte op på med sit forslag om at forbyde den heldækkende burka og den næsten lige så dækkende niqab. Et forbud der vil ramme omkring 100 muslimske kvinder i Holland.

Men ved de forgangne ugers valgkamp var indvandrere og integration et emne, der kun interesserede 24 procent af vælgerne ifølge en meningsmåling, der for nyligt blev offentliggjort af Hollands største opinionsinstitut NIPO. Alligevel undrer Catherine Netjes sig over indvandrerdebattens totale fravær i valgkampen.

"Det er mærkeligt, at indvandrerspørgsmålet overhovedet ikke blev berørt. Selv om mange mener, at immigrationsproblemerne er løst ved, at der er dæmmet op for indvandringen, og Holland er blevet lukket land for lykkeriddere og økonomiske flygtninge, så er problemerne med at integrere de indvandrere, der bor her, overhovedet ikke løst. Selv om arbejdsløsheden generelt falder, stiger den blandt marokkanere og tyrkere, der også mangler uddannelse. Vi har boligområder med 90 procent indvandrere. De problemer ser både politikere og vælgere," siger Catherine Netjes.

Multikultur er elitær

Det er dog ikke, fordi indvandrerdebattens fravær betyder, at hollænderne igen bakker op om den multikulturalisme, Holland i mange år stod for, mener professor Ruud Koopmans, sociolog ved Det Frie Universitet i Amsterdam. Holland gav i 60'erne til 80'erne religiøse og kulturelle minoriteter stort frirum til selv at bestemme sine interesser, der var en høj grad af anerkendelse af forskelligheder og gode muligheder for minoriteters politiske repræsentation.

"Vi plejede at have en stærk konsensus om multikulturalismen. En konsensus, der handlede om, at indvandrerne har deres eget sprog, religion, kultur og tradition, og at vi skal stimulere alt det på lige fod med vores egen kultur, for at vi kan leve sammen. Så kom Pim Fortuyn og sagde, at det ikke passer. Det var som en eksplosion, og for mange vælgere føltes det, som om Pim Fortuyn sagde det, de selv havde tænkt de seneste 20 år. Han betød et radikalt opgør med den forudgående politik, og han udnyttede det store hul mellem den politiske elite, der var overbevist om den multikulturelle idé, og vælgerne. Derfor har vi i dag den helt modsatte konsensus, der har spredt sig ind i de politiske partier uanset om de ligger til højre eller venstre på den politiske skala," siger Ruud Koopmans, der har forsket i mulitkulturalisme, der af mange vælgere blev set som elitær, verdensfjern, venstreorienteret blødsødenhed.

Da filmmanden Theo van Gogh, der oprørte mange muslimer med sin film Submission, blev myrdet af en ekstremistisk muslim i 2004, var der da også mange, der gav multikulturalismen skylden. I dag har de fleste partier lært en og anden lektie fra Pim Fortuyn og rettet deres partiprogram ind, så de nu ligger tættere på både Lijst Pim Fortuyn (LPF) og vælgerne.

Men det er ikke kun i Holland, at ideen om multikulturalisme ser ud til at være slået fejl. Det er tilfældet i hele Europa muligvis med undtagelse af Sverige, siger professor Ulf Hedetoft, der er institutleder ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold på Aalborg Universitet. Det skyldes en kombination af forskellige faktorer, som dog varierer fra land til land.

"Generelt i Europa er der en anerkendelse af, at multikulturalismen er iboende modsætningsfyldt. Etniske grupperinger har en tendens til at lukke sig omkring sig selv, og det kulturelle kommer til at spille over i det politiske og skaber derved to politiske systemer i en og samme stat. En anden faktor er den storpolitiske atmosfære efter terrorangrebene 11. september, hvor immigration retorisk bliver koblet sammen med eksempelvis terror og islam. Med det i baghovedet kan man altid fremholde mulitkulturalismen som fejlslagen. Den tredje grund er historisk. Den europæiske nationalstat er ikke gearet til anerkendelse af mulitikulturalismen, fordi der i den europæiske nationalstat er snævre grænser for forskellighed. I USA ser det helt anderledes ud, hvor du sagtens kan karakterisere dig selv som både irer og amerikaner på en gang," siger Ulf Hedetoft.

Yde for at nyde

At debatten om den hollandske indvandring først kom med Pim Fortuyn er i virkeligheden forbavsende, mener Claes de Vreese, der er leder af forskningsgruppen i politisk kommunikation ved The Amsterdam School of Communications Research og adjungeret professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet og derfor kender begge lande særdeles godt.

"Da Pim Fortuyn kom frem med sine synspunkter, blotlagde det en debat, der aldrig havde været ført før. Det var derfor, han opnåede så stor popularitet, og det var med til at legitimere, at man gerne måtte sætte spørgsmål ved indvandring og se integrationspolitik som et problem. På grund af landets koloniale fortid har man store erfaringer med indvandring og med mange forskellige kulturer og religioner, men alligevel har den ikke været genstand for den offentlige debat i efterkrigstiden," siger Claes de Vreese, der undrer sig over den store danske debat, fordi indvandringen til Danmark har været langt mindre.

Det, der er interessant for vælgerne, er interessant for politikerne, forklarer sociologen Ruud Koopmans fænomenet såvel i Holland som i Danmark.

"Derfor er der i den hollandske indvandringspolitik ikke længere den store forskel mellem partierne, hvad enten det gælder den borgerligt-liberale regering eller den socialdemokratiske opposition. Og vælgerne er godt tilfredse med politikerne i de her spørgsmål. Der er en stærk fælles konsensus om, at indvandrere må tilpasse sig og acceptere basale demokratiske standarder for at blive del af det hollandske samfund. Der er ikke noget parti, der er imod sprogkurser og for polarisering i boligområder. Kritikken af multikulturalismen er bredt accepteret. Endda socialdemokraternes (Partij van de Arbeids) leder, Wouter Bos, siger, at indvandrerne må tilpasse sig, og at vi kan kræve noget af dem. Men der er også konsensus om, at når indvandrerne så har tilpasset sig, så skal de være velkomne i vores samfund. At diskriminere er uacceptabelt," siger Ruud Koopmans.

Med den rigtige leder

Men selv om der tilsyneladende er konsensus om strammerpolitikken er der dyb intern splittelse i partierne såvel på venstre- som på højrefløjen, siger Claes de Vreese.

"Mange af de store partier er bange for at brænde fingrene og blotlægge den interne splittelse i partierne, og derfor har man været opmærksom på at gemme splittelsen af vejen her op til valget. Hvis man alligevel tog emnet op, ville det betyde en motorvej for de politiske højrefløjspartier, der har en skarp profil på indvandringspolitikken og derfor kan udtrykke sig i et tydeligt sprog. Også selv om socialdemokraterne er voldsomme modstandere af Verdonk, så er det for risikabelt at tage det op," siger han.

Cathrine Netjes fra Det Frie Universitet i Amsterdam er enig. Problemet for solcialdemokraterne er, at de delvist er mere åbne for indvandring end deres vælgere. Det eneste parti, der åbent siger, at Rita Verdonk er gået for langt i sine stramninger, er det grønne socialistparti, Groen Links.

"Selv om socialdemokraterne ved, at integrationsproblemerne langt fra er løst, så ved de også, at hvis de vil komme med en sådan kritik af regeringen, kan det nemt give bagslag. Netop fordi socialdemokraterne som regeringsparti i mange år var ansvarlige for indvandring og integration. Det påpegede Pim Fortuyn i 2002: Det er jeres rod, det er jer, der har skabt problemerne. Derfor har socialdemokraterne fokuseret langt stærkere på arbejdsmarked og velfærdsreform. Det er emner, der ligger tæt på kernevælgerne. Det er mindre farligt og meget nemmere at kritisere den borgerligt-liberale regering for at have forstørret forskellen mellem rig og fattig," siger hun og påpeger, at det er nemt at sætte grænser op for indvandring, mens det at integrere indvandrerne med jobs, blandede boligområder og skoler er en langt sværere opgave. Og fordi det er svært, er der også store uenigheder omkring løsningerne.

"I såkaldt homogene, små velfærdsstater som Holland, Østrig og Danmark, der pludselig får store indvandrergrupper, kan der nemt opstå en stemning af, at indvandrerne er sådan nogle, der lever af socialhjælp, de er kriminelle og bidrager ikke til velfærdsstaten, fordi de ikke arbejder. Det var den slags følelser Pim Fortuyn samlede op. Men for at de følelser skal få gennemslagskraft kræver det en politisk entreprenør, en karismatisk leder som Pim Fortuyn, østrigske Jörg Haider eller danske Pia Kjærsgaard. Jeg er helt overbevist om, at vi i Holland stadig har potentialet til at det kan blusse op igen. Hvis der om fire år igen dukker den rigtige person op, som kan køre emnet op, så kan indvandringen igen blive en varm kartoffel," siger Catherine Netjes.

Potentialet er der. Ved valget i onsdags fik det højreorienterede PVV, der er imod immigration, ni ud af de 150 parlamentspladser. På trods af - eller måske på grund af - en nærmest ikke eksisterende indvandrerdebat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her