Læsetid: 3 min.

Ord og orden

4. februar 2002

FRA New York til Porto Alegre blæser der i disse dage en ny vind ind over den globale økonomi og politik. Den kosmokratiske magtelite i World Economic Forum har engageret talt om behovet for at gøre noget ved den globale fattigdom, for de har erkendt, at den er en farlig kilde til fremtidens vrede, konflikter og usikkerhed. Og 2.500 kilometer mod syd har titusinder af grønne og røde aktivister fra hele kloden gjort Verdens Sociale Forum til en af den slags begivenheder, der er med til at give globaliseringen et mere menneskeligt ansigt.
De to møder er trods indbyrdes forskelligheder med til at opbygge en ny global offentlighed. Fra møderne vil antallet af netværker multipliceres i de kommende måneder. Det vigtigste er, at de forsamlede i New York og Porto Alegre bidrager til at politisere den globale økonomi og de sociale konflikter, den skaber. Den nye simrende offentlighed er et spændende felt, der politiserer alt det, som nyliberalismens chefideologier i Reagans og Thatchers firsere betragtede som nødvendigheder bestemt af anonyme kræfter.

OG I PORTO Alegre fordømmer globalaktivisterne transnationales neoimperialisme, de kræver gældslettelse for u-landene, foreslår Tobin-afgift på spekulativ kapital og taler famlende om en form for globalt participatorisk demokrati. Disse krav vinder i legitimitet, når aktivisternes aktioner holdes fredelige, som det har været tilfældet New Yorks gader siden torsdag.
I World Economic Forums kosmokratiske klub er man ikke med på alle ideerne, men U2-sangeren Bono har dog været en af mødets stjerner med sit krav om gældslettelse til de fattigste u-lande. Og nye politiske koalitioner kan åbnes, når USA’s udenrigsminister Colin Powell så klart siger, at der må gøres noget ved fattigdommen, fortvivlelsen og håbløsheden, hvis der skal skabes en stabil og sikker verden. Aktivisterne kan tage Valutafondens præsident Horst Köhler og WTO-chefen Mike Moore på ordet, når de to fordømmer de rige landes protektionisme og kræver udfasning af høje subsidier til landbrugsvarer, stål og tekstiler. USA og Europa er store ’syndere’ på disse punkter, konstaterede Köhler. Han har ret i, at de rige, udviklede lande må opgive deres privilegier og den egoistiske beskyttelse af dem, hvis de fattige skal have en bedre chance.

RIGTIG forandring og selvransagelse i den globale magtelite må bydes velkommen. For det er hårdt tiltrængt. Det er uholdbart for det rige nord at afskærme sig og få sikkerhed i en verden, hvor halvdelen af menneskeheden lever under miserable forhold med kun to dollar om dagen.
Et opgør med de riges privilegier og protektionisme er et afgørende delskridt, men hvis ikke åbningen følges op af politiske og socialt retfærdige reguleringer, så vil den globale orden næppe blive mere stabil og sikker. Men der er lang vej igen. Mange i den kosmokratiske magtelite har erkendt, at hvis ikke globaliseringen bliver mere socialt retfærdig, så er den ikke holdbar i længden. Desværre er den erkendelse stadig ikke for alvor adopteret af den globale hegemon, USA.
Præsident Bush vil godt være med til mere liberale handelsregler, hvis også EU-landene udfaser landbrugsprotektionismen. Men hans engagement i at skabe en liberal og mere social verdensorden er til at overse. Hans ensidige nej til Kyoto-aftalen og nej til en international krigsforbryderdomstol var de første markeringer af hans ’Amerika først’ tankegang. Krigen i Afghanistan åbnede mulighed for, at Bush igen bragte USA ind i bredere, globale koalitioner for en anden og mere sikker verdensorden. Men hans militærdomstole og behandling af de ikke-amerikanske Talebanfanger som juridiske zoombier er i strid med alle bestræbelser på at skabe et internationalt retssamfund.

ALT DET er led i et mønster, der ikke tegner godt. Bush’ nyerklærede krig mod ondskabens akse,
alias Iran, Irak og Nordkorea, der også skal bane vej for en militær oprustning i USA med 120 mia. dollar i de næste fem år, er med rette blevet kritiseret skarpt i både New York og Porto Alegre. Der er udbredt vilje til at bekæmpe terrorismen, hvor den forekommer. Og det er godt. Men så entydigt at satse på en militarisering og autoritær overvågningspolitik, som Bush lægger op til, vil tappe USA og det globale samfund for kræfter til at bekæmpe årsagerne til fattigdommen. Der er brug for mere New York og Porto Alegre, og mindre militarisme og nationalistisk snæversyn.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu