Læsetid: 3 min.

Ikke et ord om penge

29. april 2002

HVORFOR VIL KUNSTERNE altid tale økonomi frem for indholdÇ spørger Brian Mikkelsen. Kulturministeren undrer sig. For sådan er det ikke, når han er ude andre steder i samfundet.
Tag nu bare den folkeskole, som kulturministeren besøgte. Ganske vist indledte inspektøren med at klage over pengeproblemer, men kun det første minut – de følgende 44 minutter diskuterede de skolens indhold, fortalte Brian Mikkelsen i Information i sidste uges kulturdueller. Men hos kunstnerne er det lige omvendt:
»For det meste, når jeg diskuterer med kunstnere, handler 99 procent af diskussionen om penge, mens det, når jeg kommer ud alle andre steder i samfundet, handler om indhold.« Hvorfor er kunstnerne sådan?, spurgte den forundrede minister, der jo bare ønsker at »forkæle dem«.
Ja, hvorfor er de egentlig sådan?

ÅRSAGERNE TIL kommunikationskløften mellem ministeren og kunstnerne, skal findes i ministerens dobbelte rolle. Brian Mikkelsen har haft den utaknemmelige opgave at skulle begå omfattende reformer parallelt med ditto nedskæringer. Beskæring med den ene hånd, reformer med den anden, så kunstnerne det ene øjeblik har stået over for Brian-med-kniven for det næste at møde ham med reformerne. En dobbeltrolle, som Brian Mikkelsen har insisteret på at holde adskilt, men som ingen andre kan eller vil separere.
Sparerunden har efterladt et kuldslået og hypersensitivt klima, der ikke indbyder til at diskutere visioner, men har fået paraderne op hos kunstnerne – ind imellem også når der ikke var grund til det.
Det er f.eks. paradoksalt, at det på det seneste er billedkunstnerne, der har raslet kraftigst med staffelierne. For netop billedkunsten er den eneste kunstretning, der ser ud til at komme ud af Brian Mikkelsens foreløbige regeringstid med plus på bundlinjen som resultat af virksomhedernes nye afskrivningsret ved kunstindkøb.
Det spændte klima er kulturministeren den første til at beklage. Han er jo en flink fyr, og vil helst støtte det hele. Den går bare ikke, når opgaven hedder besparelser, og så er det filmen knækker for den flinke minister.
For ligegyldigt, hvor mange gange Brian Mikkelsen gentager mantraet om, at pengene skal gå direkte til kunstnerne, siger de kolde tal jo noget andet: 15,3 procent i besparelser på Kulturministeriets tilskud, mens kulturinstitutionerne i år slipper med 1,5 procent. Hvis de da ikke som bl.a. Det Kgl. Teater, Den Jyske Opera og kunstuddannelserne går helt fri af besparelser.
Et hug på 15 procent kan ingen administrativ besparelse hente hjem, hvilket Brian Mikkelsen har demonstreret med al tydelighed, når han ud af den stortanlagte sammenlægning af råd og centre kun var i stand til at hente sølle 1,5 mio. kroner hjem i besparelser.
Lægger man hertil nedlæggelsen af Udviklingsfonden og Kunstfondens Igangsætningsstipendier, står det klart, at når han alligevel ikke kan støtte det hele, er det kulturtrafikkens bløde trafikanter – vækstlaget og eksperimenterne – der bliver klemt i inderbanen.

BRIAN MIKKELSEN har vendt støttebøtten, så kulturkronerne mere end før triller med retning mod mainstream og de gode gamle dannelsesinstitutioner. Hvilket han sådan set ikke er sen til at indrømme:
»Det er rigtigt, at nogle af mine hidtidige initiativer som kunstfradrag og legatfriholdelsen fra skat hovedsageligt vil være en gevinst for den etablerede del af kunstlivet.«
Men – og her kommer det klassiske borgerlige argument – et bidrag til de velstillede antages automatisk at smitte af på de mindre begunstigede: »Det betyder jo også, at vi kan prioritere midlerne til den del af kunsten, der ikke kan klare sig selv.« Om den logik i praksis kan sikre flere penge til vækstlaget, mangler Brian Mikkelsen dog endnu at vise.
At det er klassisk borgerlig kulturpolitik, skulle både Konservative og Venstre kunne skrive under på. Men ellers er kulturen begyndt at træde frem som et af de områder, hvor sprækkerne mellem de to regeringspartier slår dybest.
Når Venstres politiske ordfører Jens Rohde under den nyligt afholdte forespørgselsdebat om regeringens kulturpolitik siger, det er på tide, at det er hr. og fru Jensen, der dirigerer kulturpolitikken i Danmark, er afstanden lang til Brian Mikkelsen. Mikkelsen, der her i avisen, torsdag, sagde ligeud, at han ikke bryder sig om, man lægger afstand til smagsdommerne – tag den Fogh! – og kom med noget der lignede en kærlighedserklæring til kulturens eksperter.
Ja, kulturministeren ønsker faktisk at optrappe smagsdommeriet, idet han har blæst til kamp mod tidligere tiders »værdirelativisme« til fordel for et mere »kvalitetsorienteret støttesystem«. Hvor kvaliteten vel at mærke sikres af et veludrustet korps af eksperter og smagscensorer.
Det skal blive spændende at se, hvordan Venstre tackler den. Ind til da må de to partier nøjes med at enes om, at penge ikke er noget, man taler om. Det er noget, man tjener.

vil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her