Læsetid: 2 min.

Ordet bil som grønt symbol

10. Arkitekturbiennale i Venedig er netop åbnet. I den danske pavillon arbejder fire yngre danske tegnestuer sammen med kinesiske universitetsstuderende
11. september 2006

Mobilforbindelse til Kristoffer Lindhardt Weiss fra Tegnestuen Effekt:

"Vi kom herned i går aftes og har stået til klokken tre i nat og åbnet kasser fra Shanghai. Det er vores partnere dér, der har bygget modellerne, og der var raslet en del fra hinanden under transporten."

- I telefonerende stund er det torsdag middag den 7.september, og i morgen åbner arkitekturbiennalen. Bliver I færdige?

"Ja ja, med en samlet bymodel på to-tre meter i diameter og videoer på både engelsk og kinesisk. Og så er der også et stykke væg med Shanghais natteliv."

- Men I har ikke haft tid til at checke, hvor kedeligt Venedig er?

"Det kommer!"

- Hvornår kommer kineserne?

"I løbet af i dag. Så vi allesammen er her til åbningen i morgen. Og så bliver der fest!"

- Jeg synes ikke, jeg hører kanalerne sukke?

"Nej, for jeg står inde i den danske pavillon, som ikke er til at kende udefra. Den er blevet beklædt med et kinesisk bambusbyggestillads!"

- Hvad kan I rent fagligt, som kineseren ikke kan?

"Vi er vant til at tænke på tværs af faggrænser. Det er de ikke. Men de har stor opmærksomhed på miljøproblemer. Og den voksende kinesiske middelklasse er alvorligt indstillet på, at der skal tænkes grønt. Så vi håber på store fælles opgaver, når udstillingen senere kommer til Beijing."

- Hvordan er det gået med at arbejde sammen?

"Det har vi fundet ud af, selv om vi skulle vænne os til, at de har andre høflighedskoder. Men de kendte til vores store overraskelse den københavnske fingerplan, og den er nem at kommunikere ved håndsoprækning..."

- Hvad er det endt med?

"En plan for Jiading uden for Shanghai, halvt park, halvt by, med parken som rensningsanlæg og som basis for jordvarme. Der er stor forskel på sommer- og vinter-klimaet omkring Shanghai, derfor er det en god ide netop dér."

"Og så er bebyggelsen udformet over det kinesiske tegn for bil. Bydelen Jiading er det kinesiske Detroit, men med udvikling af hybridbiler og miljøteknologi. Derfor passer bil-tegnet som symbol for en ny grøn by!"

nTegnestuen Effekt består af Kristoffer Weiss Lindhardt, Tue Foged og Sinus Lynge. De har til udstillingen arbejdet sammen i et år med studerende fra Tongji University.

nDe andre kuraterede danske tegnestuer er Cebra, Transform og Cobe i samarbejde med tre kinesiske universiteter.

nI det sidst udkomne nummer af tidsskriftet Arkitektur/05-2006 præsenteres en række yngre danske tegnestuer på både dansk og engelsk. Særnummeret er fint illustreret og dækker bygningsprojekter, planlægning og design.

nArkitekturbiennalen i Venedig er åben frem til 19. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu