Læsetid: 4 min.

Orfeus, rekonvalescent

Hverdagen og døden udgør bastonerne i Morten Søndergaards nye digtsamling. Det giver den et format ud over det sædvanlige
11. oktober 2005

Hvad gør en digter, når han ikke længere er helt ung? Når hverdagen og børnene og indkøbslisterne og livets trissen forbi fylder mere og mere? Når han pludselig har fået kræft, og det måske er dødeligt?

I Morten Søndergaards nye bog Et skridt i den rigtige retning gør digteren som de fleste andre. Han lader livets prosa gå den vej, den skal, og så lader han poesien få den plads, den nu engang kan få. Om ikke andet, så kan den blive et ekko, der klinger med i baghovedet. Det er et velkendt tema. Søndergaard forløser det med en fantastisk og ubesværet konsekvens.

"Vild sol i alt," starter sidste del af Et skridt i den rigtige retning, "Dagblog" - en blog er en dagbog på nettet. Digteren er faret vild med sin søn, heldigvis tager sønnen det med højt humør. Lidt senere lyder det: "Blå himmel. Bjergenes stilhed. Jeg skriver. Det går langsomt, men poesi er for helvede ikke et sækkevæddeløb. Jeg gør, hvad jeg kan."

Ikke digtet, men forestillingen om digtet - og så noget andet og mere.

I "Dagblog" og dets søsterstykke "Natblog" blander familie og madlavning og udfald mod Berlusconi (Søndergaard bor i Italien) sig med noter om sprogets og tingenes væsen. Indlejret i de dagbogsagtige notater - som er daterede, og nogle gange kan være nærmest banale - dukker glimt af noget andet op:

Brombærkrat

"Jeg går en lang tur op i bakkerne. Et brombærkrat vrimler med brombær, små klaser sol. Længere oppe står store kaktus med orange frugter. Hvis man lytter, kan man høre efteråret gå sin motor efter, fylde brændstof på, prøve sin kapacitet. Det tvivler ikke."

Både billedet og tonefaldet minder om Klaus Høecks seneste bøger, og det ikke på nogen dårlig måde. "Natblog" og "Dagblog" er mindre koncentrerede, mindre stramme i sproget end Søndergaards tidligere bøger. Til gengæld føler læseren sig velkommen. Faktisk vil man frygtelig gerne være i selskab med dén stemme, der taler i de her tekster.

Til slut dukker torsoet af et regelret digt op: "hvis det kan hjælpe/ vil jeg foreslå at du erstatter/ mit ansigt med stumper/ af et brev fundet langs en sti i en skov,/ min hjerne med en svamp/ der gror på et rev tæt ved Marianergraven,/ - / min hud med sandpapir/ og mine hænder med myggesværme, mine ben/ med pensler,/ det er lige meget hvad det er, det skal ikke/ holde længe."

Døden er der som en understrøm, også selv om den kun berøres flygtigt.

Orfeus i Skelbækgade

Udover "Natblog" og "Dagblog" er der to andre dele i Et skridt i den rigtige retning. Digtsuiten "Portræt med Orfeus og Eurydike" genfortæller historien om Orfeus og Eurydike som en art forskudt selvportræt

Eller i al fald et portræt af den moderne digter, for Søndergaard lader myten overlejre en meget konkret nutid. De to hovedpersoner bor på Viktoriagade, Vesterbro. De tager på improviseret bryllupsrejse til Napoli. Vejen til Hades ligger bag en busholdeplads, til slut går Orfeus til grunde i nylonjakke på Skelbækgade.

Udover alt mulig andet, så er "Portræt af Orfeus og Eurydike" helt uforbeholdent smuk. Serien af fortællende, trådede digte fremmaner vignetter fulde af længsel og melankoli. I pludselige, zoom-agtige bevægelser udad går man fra hverdagen tilbage, ikke i myten, men til en kosmisk tids svimlen:

"og en biograf tømmer sig i mørket, filmen Out of Africa er forbi,/ menneskegenerne fordeler sig/ som komplicerede digte, deres pakker/ af viden foldes ud,/ sedler af fra flaskeposter smidt ud i menneskehavet fra en/ øde ø/ til en abstrakt ubeboet fremtid,/ hvor bregner og brændenælder igen bliver klodens/ dominerende livsform."

Ser man kærligheden fra naturhistoriens perspektiv, er den lille og ubetydelig; set i mytens perspektiv er den stor, klassisk og ikke til at bære. Som i Søndergaards tidligere bøger er stilen ophobende og orienteret mod en fremadrettet bevægelse. Men nu er skredet fremad forbundet med tabet af ting, der ikke kommer igen. Igen: Døden er med som klangbund i Et skridt i den rigtige retning.

Virtuos

Samme drift fremad har "Vademecum", som afsøger samtlige de mulige måder, ordet 'gå' kan bruges på dansk. Resultatet er virtoust, men ikke af samme kaliber som resten af bogen: Som al anden virtuositet har den en bismag af stiløvelse over sig, man er imponeret, men kun stedvist berørt.

Bedst går det, når det 'vi', der vandrer rundt, får kød og blod og noget, der ligner et konkret livsløb, der ganske vist farer forbi læserens øjne med et lyntogs hastighed, men dog forankrer teksten i mere end en leg med sprogets faste vendinger:

"Og en af os bliver gravide og går og kaster op og dagen efter går/ vi til lægen og kommer glade hjem og går på barsel/ og går efterhånden lidt som en and. Vi går tiden ud og går over/ tiden og går og venter, venter og venter,/ og vi er ved at gå ud af vores gode skind. Men så går vandet"

Humor har bogen også, som man kan se. Hverdagens indtog i Søndergaards lyrik blev foregrebet i hans hidtidige hovedværk Vinci, senere. Nu har det fundet sig til rette derinde. Et skridt i den rigtige retning er ikke bare et skridt fremad, men et skridt henimod et større format som digter. Der er dømt, der er ikke så meget andet at sige, instant classic.

Morten Søndergaard: Et skridt i den rigtige retning. 95 sider, 199 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her