Læsetid: 3 min.

'Organisationer skal forbydes'

Det er forkert, når Rigsadvokaten hævder, at regeringen selv bestem-mer, om den vil rejse sag mod ulovlige foreninger, fremhæver juridisk ekspert: Det er beviserne, der er problemet
31. januar 2006

Rigsadvokaten var på juridisk vildspor, da han i sin 1998-rockerredegørelse hævdede, at det er op til den danske regerings fri afgørelse, om den vil søge at få ulovlige foreninger opløst. Regeringen har efter grundloven en egentlig pligt til at skride ind mod organisationer, der virker ved voldelige midler.

Det fastslår den juridiske specialkonsulent Nicoline Nyholm Miller i den netop udkomne udgave af Jurist- og Økonomforbundets faglige tidsskrift 'Juristen'. Nicoline Nyholm er ansat ved Folketingets Lovsekretariat og er for tiden udlånt til PET-kommissionen. Hun understreger, at hendes arbejdsgiver ikke kan lastes for hendes synspunkter på foreningsjuraen.

Indtil 1998 var der ikke kontrovers om regeringens pligt over for ulovlige foreninger. Dem måtte regeringens justitsminister nødvendigvis skride ind over for, havde en enig skare af statsretlige professorer ment igennem årtier.

Sådan havde de kloge læst grundlovens § 78, stk. 2. Den siger:

"Foreninger, der virker ved vold eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom."

Er formålet ulovligt?

Eksperterne var også enige om, at foreninger kunne opløses ad en anden vej, nemlig ved lov. Forudsat altså, at betingelserne i det hele taget var opfyldt, uanset om man søgte lov eller dom mod foreningerne: De skulle have et ulovligt formål. Til gengæld kunne der være voldsom uenighed om, hvorvidt foreningerne nu også var på ulovlighedens vej. Eneste tilfælde, hvor en forening er blevet opløst ved dansk lov, forekom i 1941, hvor Danmark fulgte op på Hitlers overfald på Sovjetunionen ved at lovforbyde det kommunistiske parti. En lov, som ophavsmændene blev mindre stolte ved, efterhånden som krigslykken ændrede sig.

To gange er foreninger blevet opløst ved dom på regeringens foranledning.

Første gang var i 1874, hvor det spirende Socialdemokrati blev opløst, fordi det kunne mistænkes for at pønse på "kuldkastelse af den bestående statsforfatning, når det dertil belejlige øjeblik kom".

I 1924 ramte rettens hårde hånd den selskabelige forening 'Nekkab' (Bakken stavet bagfra). Selv om Nekkabs vedtægter handlede om fest for folk med tilknytning til Dyrehavsbakken, mente dommerne ud fra politispioners rapporter, at den var dække over homoseksuel virksomhed og "nærliggende fare for forførelse særlig af unge mandspersoner til uterlighed".

Uanset det ejendommelige i disse forhistorier mener Nicoline Nyholm Miller, at man ikke kan komme uden om, hvad der er grundlovens klare hensigt: Finder regeringen, at der er tale om organisationer med et ulovligt formål, må den søge dem opløst. Hun fremhæver, at det egentlige problem for en regering snarere ligger i at kunne fremlægge beviser for, at en forening som sådan har et ulovligt formål. Politikerne har selv været med til at skabe en situation, hvor grænsen er meget vid.

Da partiet Fælles Kurs i 1988 ville have regeringen til at skride ind mod nazistisk virksomhed, svarede den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K): "Der er nogle af os, der ud fra et tolerancebegreb anser det for noget yderst væsentligt, at man overlader til andre at have den opfattelse, de nu mener er den rigtige, og at det ikke skal være således, at man forfølger andre på grund af deres sindelag."

Denne kurs er indtil videre blevet fulgt af nuværende justitsminister Lene Espersen (K) de gange, hvor Dansk Folkeparti har forlangt hendes indskriden over for foreningen Hizb-ut-Tahrir, der blandt andet har gjort sig gældende ved i 2002 at omdele en løbeseddel med en opfordring til at dræbe jøder. Det er en talsmand for foreningen blevet idømt 60 dages betinget fængsel for, men Rigsadvokaten har ikke fundet belæg for, at dette var andet end en enkeltstående episode.

Lene Espersen har fra Folketingets talerstol udtalt, at opløsning af en forening må være et redskab, der kun i særlige undtagelsestilfælde bør tages i brug i det demokratisk samfund.

I sin konklusion skriver Nicoline Nyholm Miller:

"Der er dog tegn på, at dette kan ændre sig i den nærmeste fremtid."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu