Læsetid: 12 min.

Et meget organiseret liv

Alt er planlagt i detaljer, når Nordkorea tager imod udlændinge. Ingen forlader hotellet, før de får besked, og alle bedes huske samtlige syv led i præsidentens titel, hvis de vil stille spørgsmål. Til gengæld skal de ikke regne med svar
22. oktober 2005

PYONGYANG - Klokken 7.30 ringer telefonen på Pyongyang Koryo Hotels 22. etage. Det er i deluxesuiten, hvor en dansk journalist og en fotograf bor. Det er ikke meget, man som udlænding i Nordkorea selv bestemmer. Det gælder telefonvækning, som sker uden, at det er bestilt, og det gælder dagens program, som heller ikke er noget, man som deltager har indflydelse på.

Otte monumenter, mindesmærker og paradenumre er linet op i tæt rækkefølge mellem klokken 08.40 og 18.00 Alle ønsker og ændringsforslag, der kan bringe journalisterne tættere på nordkoreanere og dagligliv i Pyongyang, bliver afvist på stedet eller lagt i en syltekrukke med etiketten "Det må vi lige se på".

Alle besøgende følger samme program, men på forskellige tidspunkter. Vi har derfor seværdighederne for os selv, men kan mange gange om dagen nikke til et hold fra brasiliansk tv, to italienere fra et ugemagasin og en enlig fransk journalist, der enten går ind, når vi går ud, eller rejser sig fra frokost, når vi sætter os.

Det er Den Demokratiske Folkerepublik Koreas tredje internationale rejsebureau, der har lagt programmet for i alt fire danske journalister fra Information og TV 2. De har stillet ikke mindre end fem medarbejdere til vores rådighed, og dertil kommer lokale guider på flere af de mange programpunkter. Medarbejderne eller guiderne fra rejsebureauet har fordelt opgaverne sådan, at én kører bussen, og de fire andre følger hver deres dansker tæt. Dels for at sikre, at seværdighederne bliver set og forstået, dels for at sikre at ingen kommer i konflikt med de firkantede regler og restriktioner, der omgærer besøg fra udlandet. Regel nummer et for besøgende er, at ingen må forlade hotellet uden for det officielle program. Regel nummer to er, at ingen må forlade det officielle program.

Prøver man, bliver man fulgt, så viftet på plads og siden trukket i armen eller skubbet bestemt i ryggen. Hele tiden med et smil, som dog til sidst er dybfrossent.

Det gik godt

Dagens første stop er Mangyondae, som er Den Store Leder kammerat præsident Kim Il-Sungs fødested. Den af guiderne, der fungerer som oversætter, tolererer ikke, at man kalder Den Store Leder præsident Kim Il-Sung for Kim Il-Sung. Det er respektløst.

I det mindste skal man kalde ham Den Store Leder Kim Il-Sung eller Generalismo Kim Il-Sung. Oversætteren nægter simpelthen at svare på spørgsmål, hvis man ikke i det mindste prøver at få stillet de mange titler op i rigtig rækkefølge.

Dengang manden bare hed Kim Il-Sung boede han i et fattigt bondehus lidt uden for Pyongyang. To lave, gule huse med front mod hinanden var rammen om de første år af den senere så berømte Generalismo Kim Il-Sungs liv. Hans bedsteforældre var fattige landarbejdere, der med hjemmelavede redskaber sled i markerne for den herremand, der ejede jorden.

Omgivelserne er i dag blevet asfalteret, stammet op og klippet til, men de små gule huse står nøjagtig, som de gjorde for små 100 år siden, da Far var dreng. Og hertil kan og bør enhver nordkoreaner valfarte og blive bekræftet i, at deres leder er groet ud af deres midte.

Også han var fattig og elendig, som mange af dem er nu, men se, hvor godt det gik.

Et forsøg på at kontakte lokale pilgrimme for at høre om deres følelser for stedet løber ud i sandet, da guiderne ikke vil oversætte spørgsmålene.

Det skal senere på dagen vise sig uhyre svært også at få svar fra folk, selv når det rent faktisk lykkes at få stillet et spørgsmål.

Et blomsterhav

Efter krybben på marken er der ændringer i programmet. Punktet "Folkets Læsesal" må udgå på grund af en helligdagslukning, så i stedet går turen til den 30 meter høje bronzestatue af Den Store Leder Kim Il-Sung. Med åbne arme og flankeret af to enorme relieffer, der illustrerer det koreanske folks mange kampe, tager Lederen imod på toppen af en bakke.

Som så meget andet har folket besluttet at bygge det i anledning af en af landets utallige mærkedage for styrets magtovertagelse, landets befrielse, arbejderpartiets grundlæggelse eller som i dette tilfælde i anledning af Lederens 60 års fødselsdag den 15. april 1972.

"Der er en lille butik, og det er almindeligt, at folk køber en buket blomster der," siger den ene af guiderne. "Er det noget, I har lyst til?"

Blomsterne koster tre euro og butikken tager også gerne imod dollar og kinesiske yuan. Til den pris får man tre afklippede blomsterhoveder og fem stykker pyntegrønt, der mest hænger sammen i kraft af den cellofan, der er viklet udenom.

Neden for de enorme bronzesko står mange hundrede sprudlende blomsteropsatser i ensartede røde spande med guldpynt. De mere beskedne cellofanbuketter ligger i lag på en lille afsats, hvor de nyindkøbte til forveksling ligner dem, der ligger der i forvejen.

I en jævn strøm kommer familier, brudepar, skoleklasser og gymnastikhold op ad monumentets mange trapper.

Før de tager de sidste fire trin, standser de. Bukker. Viser respekt. Og fortsætter så op til blomsterhavet.

Det er stort set umuligt at få dem i tale. Mange svarer ikke, svarer kortfattet eller skynder sig videre og ikke så meget som sagtner farten. En bedstemor vil ikke en gang stoppe for at fortælle, hvad hendes to børnebørn hedder, og hvor gamle de er.

- Hvordan kan det være, at de ikke vil tale?

"Det er helligdag, og folk vil gerne være sammen med deres familie og nyde det gode vejr," lyder guidens forklaring.

En moralsk pligt

Fra statuen går turen til verdens højeste tårn af sten. 170 meter rejser Juche-tårnet sig og sikrer, at den kunstige fakkel på toppen kan ses over hele byen. Juche er Nordkoreas statsideologi og grundlag for det socialistiske koreanske samfund. Tankerne er født og overleveret af Generalismo Kim Il-Sung og er ikke lige sådan at oversætte. Ideologien går ud på, at Korea skal være i stand til at klare sig selv på alle fronter. Det må ikke være afhængigt af andre, hverken når det gælder forsvar eller forsyninger, men faktisk rækker ideologien langt videre end bare til nationen Korea. Over hele verden, fra Sierra Leone og Somalia til Chile og Christianshavn, bliver Juche studeret, og det er sådan, man skal forstå symbolikken i tårnet med flammen. Juche kaster lys over hele verden.

For syv dollar kan man få en elevatortur op i toppen med den elskværdige og engelsktalende guide Choe Hye Ok på 26 år.

Som alle andre kvindelige guider er hun iført en strålende mintgrøn kjole af tyl, der er snøret lige under brystet, så hun får en ganske fyldig, om end luftig, underkrop.

Selv om det er nærliggende at stille nogle af de mange politiske spørgsmål, der trænger sig på, er det ikke fair at konfrontere sagesløse turistguider med komplicerede spørgsmål om landets unikke politiske system.

I stedet er det med udsigt over hele byen med monumenter, parker og floder mere passende at tage en snak om romantik.

- Hvad er dit yndlingssted her i byen?

"Jeg holder af hele byen," svarer hun.

- Hvad hvis du kun må nævne et sted?

"Mmm. Jeg synes måske bedst om de centrale dele."

- Den går ikke. Du må kun nævne et konkret sted.

"Hvad med Kumsusan?" foreslår en af de medbragte guider pludselig bagfra.

"Ja, Kumsusan er mit yndlingssted," siger Choe Hye Ok og peger på et hvidt tag i byens udkant. Langt fra de centrale dele hun ellers kredsede om.

"Det er Den Store Leder Generalismo Kim Il-Sungs mindehal, hvor hans legeme ligger. Den Store Leder frelste os og gav os alt. Han etablerede socialismen i vores land."

- Hvorfor er det så dejligt at komme der?

"Jeg er datter af en arbejder, men takket være socialismen kan vi leve et godt liv. Det er takket være Den Store Leder. Vi elsker ham, og han lever i vores hjerter. Når jeg er i Kumsusan, er han meget tæt på. For os er det en moralsk pligt at tage derud. Han er vores nations far, og jeg ser ham som min far."

- Kan du prøve at forklare, hvad du føler, når du kommer derud?

"Kumsusan er det bedste sted. Det er meget svært at forklare, hvad jeg føler, når jeg kommer derud. Men jeg kan sige, at jeg deltog i en masseoptræden og så Den Kære Leder Kim Jong-Il. Jeg var meget nervøs, og da jeg så ham væltede følelserne ud i mig, så tårerne løb ud af øjnene. Jeg kunne slet ikke se ham, selv om det var det, jeg havde længtes efter."

- Det kan være lidt svært at forstå i et land som vores.

"Vi lever vores liv anderledes end jer og er tilfredse med vores system. Derfor vælger folket også at opføre et palads som Kumsusan."

- Hvordan foregår det helt præcist, når folket beslutter det?

"Det var folkets ønske at bygge et monument. Ideerne blev samlet af forskellige organisationer og sendt op til toppen. Ingen var uenige i den beslutning. Vi lever meget organiserede liv."

To sider af samme sag

Efter Juche-tårnet er tidsplanen skredet, men frokost og et glimt af de brasilianske og italienske journalister, der spiser samme sted, skal ingen snydes for. Derefter går turen videre til Museet for Fædrelandets Sejrrige Befrielseskrig, der i Danmark kendes som Koreakrigen, og som i vores historieskrivning begyndte med et nordkoreansk angreb og endte efter tre år og mere end to millioner døde, nogenlunde der hvor den begyndte.

At Nordkorea ser anderledes på den sag står ganske klart efter et besøg på Museet for Fædrelandets Sejrrige Befrielseskrig.

En guide i militæruniform bevæbnet med en pegepind viser rundt i lange korridorer, store sale og fugtige kældre. Her hamrer enorme plancher med billeder, breve, avisartikler og landkort løs med dokumentation for "de imperialistiske amerikanske styrkers aggression". Maskinskrevne breve, der tilsyneladende er korrespondancer mellem højtstående amerikanere, er forstørret til mandshøjde og forsynet med oversættelser til koreansk og understregninger af vigtige passager. I montrer ligger våben, hjelme og drikkedunke, og i kælderen er der rækker af nordkoreanske kampfly dekoreret med heltestjerner og forsynet med forklaringer om, hvor mange fjendtlige fly, de fik skudt ned. I rummet ved siden af står erobrede amerikanske kanoner, biler, kampvogne og nedskudte, udbrændte fly. Alt sammen krigsbytte.

En overraskelse

Efter Museet Monumentet for Fædrelandets Sejrrige Befrielseskrig gør minibussen holdt ved Monumentet for Fædrelandets Sejrrige Befrielseskrig. Herefter skulle der have været besøg i undergrundsbanen, men det bliver der ikke tid til. I stedet bliver der helt ekstraordinært og uden for programmet bevilget en gåtur på en kilometer langs Sungni-boulevarden. Færden blandt almindelige nordkoreanere er ellers præcis det, styret vil undgå med forbuddet mod at forlade hotellet uden ledsagelse.

Men under skarpt opsyn fra alle fire guider gøres forsøget med at slippe de fire danske journalister løs på fortovet. Det kræver en del diskussion - ikke mindst blandt guiderne indbyrdes - og gentagne forklaringer om, at en fair dækning af Nordkorea er nødt til at handle om andet en monumenter og museer. Der bliver dog ikke tale om at interviewe de nordkoreanere, der også spadserer langs boulevarden, men bare det at gå blandt dem er et fremskridt.

Det man først og fremmest kan se tæt på er, at hver eneste nordkoreaner omhyggeligt bærer et billede af Kim Il Sung på brystet. Oversætteren vil ikke finde sig i, at man kalder det "en pin" eller "et badge". "Et portræt" er den korrekte beskrivelse.

For mændenes vedkommende sidder portrættet typisk på et jakkesæt, som det arbejderne bar i Maos Kina eller på en jakke eller blazer. Alt sammen i afdæmpede, mørke farver. Kvinderne har flere valgmuligheder blandt kjoler og nederdele, men farverne, og det konservative går igen. Eneste alternativ er de farvestrålende nationaldragter, men der er ikke noget med et mere personligt præg. For som et af de officielle slogans hedder: "En tankegang" - forstået som, at alle skal tænke ens, tænke som kommunisterne i Det Koreanske Arbejderparti.

'Jeg må desværre gå'

Vandreturen slutter ved en massiv, hvid triumfbue i granit for Kim Il-Sungs sejr over de japanske besættere i 1945. En kvindelig guide forklarer den tunge symbolik, der vælter ned fra relieffer og udskæringer og understreger flere gange, at det var her fra, den Demokratiske Folkerepublik Korea blev grundlagt. Al den snak om en demokratisk republik afføder et spørgsmål om karakteren af det nordkoreanske demokrati.

"Vi er en socialistisk republik. Vi har gratis uddannelse, alle kan deltage i valg, der finder sted til Den Øverste Forsamling hvert fjerde år og oftere til lokale forsamlinger. Alle over 18 år kan deltage i vores demokrati."

- Hvor mange partier kan man vælge imellem?

"... Jeg bliver desværre nødt til at gå. Jeg har en gruppe, der venter på mig derovre," siger hun og peger hen mod en gruppe sydkoreanske turister.

Fra triumfbuen kører bussen til programpunktet "Butikker". Det viser sig at være en butik med et pænt udvalg af bøger på engelsk og russisk, frimærkehæfter med engelske tekster, jubilæumsmønter i gaveæsker med for, naturlig ginseng i fornem indpakning, tegnede naturbilleder og alkohol fra internationale leverandører. Eneste kunder i butikken er fire danske journalister og fem medarbejdere fra Den Demokratiske Folkerepublik Koreas tredje internationale rejsebureau.

'Jeg har ikke ord'

Dagens ottende programpunkt er et interview med en af danseinstruktørerne fra Arirang - den masseoptræden med 100.000 medvirkende, der blev omtalt i gårsdagens avis.

Hr. Kim Yong Gil har ansvaret for, at instruere en gruppe på 2.000 dansere, der indgår som blot en lille brik i det gigantiske show. Det er åbenbart, at en ganske særlig begavelse nødvendigvis må stå for at samle trådende i en forestilling med så mange medvirkende. Og til Kim Yong Gils store glæde har landets, om ikke verdens, største personlighed netop stillet sig i spidsen for forestillingen.

I sin tid var det Den Store Leder, der personligt og direkte til Kim Yong Gil gav instrukser for dansetrinene og gav den såkaldte 'vejledning på stedet', hvor præsidenten on location instruerer bønder, fotografer, dansere, læger, videnskabsmænd, arbejdere eller hvem, der nu måtte have behov for et visdomsord. Seancerne er typisk foreviget, så man ser Lederen stå og pege mod et punkt udenfor billedet.

I dag involverer Den Store Leders søn og arvtager Den Kære Leder sig også i Arirang. Han har dog valgt at lægge det direkte engagement i udvælgelsen af sange og danse, mens selve instruktionen foregår indirekte gennem Arirangs øverste ledelse.

"General Kim Jong-Il er meget glad for forestillingen. Jeg har været meget spændt på hans bedømmelse, men kan ikke beskrive mine følelser med ord," siger Kim Yong Gil, der efter 48 år med Arirang også selv er en ganske kompetent og erfaren herre.

"I sin tid talte Den Store Leder meget venligt, når han gav sine retningslinjer."

"Hvad er den største forskel på instruktionerne fra Den Kære Leder general Kim Jong-Il og Den Store Leder præsident Kim Il-Sung," spørger Poul Erik Skammelsen fra Dags Dato.

Spørgsmålet udløser først et kæmpe smil hos guiden, der er lykkelig over endelig at høre en korrekt titulering. Men svaret lader vente på sig. I stedet foregår en del snak frem og tilbage på koreansk, inden tolken vender tilbage og spørger: "Kan du lide hans slips?" Og så er interviewet slut.

Sang og politik

Aftensmaden indtages uden politiske over- og undertoner på en restaurant fyldt med kinesiske turister. Pludselig bryder fire kvindelige tjenere ud i sang ledsaget af energisk keyboardbokseri og noget, der faktisk ligner improviseret dans mellem bordene. Der er ikke mange oplevelser på en journalisttur til Nordkorea, der opstår spontant, så man bliver helt glad, når det tilsyneladende sker.

Det viser sig dog, at end ikke pigernes sang går fri af den massive politisering, der gennemsyrer hele det nordkoreanske samfund. Sangen er et populært nordkoreansk musicalnummer, der handler om de fælles kinesiske og koreanske anstrengelser for at slippe af med den japanske besættelse i 1945. Og så er sangen tilmed skrevet af den allestedsnærværende General Kim Jong-Il.

Godnat herfra.

20051021-195524-pic-72829382.jpgDen 30 meter høje bronze-statue af Den Store Leder kammerat præsident Kim Il-Sung tiltrækker store folkemængder. Det er en skik, at nygifte viser respekt for deres leder ved at bukke og lægge blomster til deres landsfader
Foto: Lars Bech

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her