En togrejse fra Ankara til Istanbul er absolut en oplevelse og den rigtige rækkefølge at møde en af Europas allerstørste byer. Gør det aldrig omvendt, for Ankara når ikke sin søster ved Bosporus til sokkeelastikken.
Ekspressen fra Ankara mod Istanbul på syv timer foregår lydløst og svævende, pneumatisk affjedret som en velholdt Citroën, så hverken te eller lekture rutsjer på klapbordet foran én ved ankomst eller afgang fra en ny station - ens hoved rykker ikke som ved ankomsten til Slagelse i de store blå plysstole med hvide hovedskånere. Tyrkisk DSB bør have besøg af Flemming Hansen. Nu! Her er både ønsker-de-at-handle-vogn gennem toget og en ægte restaurantvogn med et stort menukort og sort/hvidt-klædt professionelt personale - og som bonus panoramavinduer helt ned til de stivede duge. Her er storslået udsyn de første tre timer fra Ankara til den afsvedne, gullige anatolske højslette, hvor man hverken ser folk eller fæ. Et enkelt stædigt træ og et stenbrud er eneste afbrydelse i den bjergomkransede skål toget skærer igennem mod Istanbul - med halvmåne logo på hver togrude!
Ankomsten er til Istanbuls banegård på den asiatiske side - altså ikke den mauriske kulisse af en rød banegård, hvor Orient Ekspressen ankom indtil 1977 på den europæiske side. Ankomsten i aftenmørke indfrier alle oppustede eksotiske forventninger til førstegangsbesøgende: Hele den tyrkiske musik trutter - i Cinemascope ligger hele den gamle orientalske by med orange-illuminerede kupler, ranke minareter, sultanpaladser, bymure, broer, skyskrabere og færger i myriader af lys mod det mørke Bosporus Strædes duvende vande.
Med slør eller udringet
Skæbnen ville efter togrejsen, at mit hotel med loungebar og pool på tagets 19. etage lå vis-à-vis det legendariske hotel Pera Palás, hvor salig Orient Ekspressens gæster logerede. En hvid elefant af en bygning med marmorsøjler, rødt plys, guldstuk og mørke træpaneler og blyindfattede vinduer - et mix af engelsk herresæde og belle epoque-dekadence. Her har Agatha Christie skrevet sin krimi om du ved, Ekspressen - og Garbo boede der i 1924 og satte sin autograf.
Istanbul er lidt som Venedig et sted fyldt med romantiske undertoner. Det skyldes dels vandet, og dets hørligt smaskende møde med kajerne langs Bosporus og rundt langs fjorden, Det Gyldne Horn, lyder som forelskede pars våde kys... Men der er ikke latino flirt og piften efter hunkøn i luften her. Man er i Orienten, der er kvinder med tørklæder - både de plumpe bondske og de siv-slanke - vejrbidte skopudsere og forhutlede sælgere af batterier og en enkelt Marlboro ad gangen. Men også en moderne metropol, hvor alt sker, ses og findes og falbydes.
På cafeerne sidder unge udringede tyrkiske skønheder og babber på vandpiber med æbletobak, mens de gestikulerer så deres lange ørenringe klirrer mod den slanke hals - ingen flommede odalisker her. Forretningscentre har metervis af bacon og Burberry på hylderne. På toppen af højhusene hævet over tv-antennehavet med vue ud over Bosporus er udendørsnatclubber med Absolut-vodka blendet med vandmelon og glasgulv, så man svimler ved at se 5-10 etager under sig. På nabobygningen danser en hel masse med armene i vejret til musik, man ikke kan høre.
Man går hjemad sent og møder en mand med et læs riskoste over skulderen. En anden mandsling slæber med to store net på størrelse med sækkestole med tørret røde peber og fodbolde. Klokken halv seks bræger det fra alle verdenshjørner til morgenbøn fra minareters megafon-højtalere. Det kræver ikke 1001 nat at fatte, at Istanbul er ekstraordinær og kontrastfyldt.
Man har samme følelse i Istanbul, som man også har i Rom, at byens historie og fortid er en del af én selv. Man kender til tingene, de har referencer i både historie, litteratur og opera - harem, sultaner, eunukker, myrrah, tyrkiske bade og ødselt levned.
Og i Istanbul bliver referencen meget konkret for en dansker i den mastodont store Hagia Sofia moské (Den Hellige Sofie), hvor man stadig kan se vikingernes primitive runeskrift i marmorgelænderet på første galleri (betal ikke en guide 30 euro for at få det forevist, det findes nemt!), hvor der står skrevet: "Halfdan" (var her...). Det sidste er gætværk, for kun "Halfdan" kan i dag læses præcist. Vikinge-graffitien er fra 800-tallet, hvor de nysgerrige nordboer have trodset de russiske floder og Sortehavet og endte i en by, der på det tidspunkt skønnedes at have haft en million indbyggere.
Kronjuvelen
Hagia Sofia har nok været det mest 'ombandarolerede' Guds hus i historien: Grundlagt i romerrigets Konstantinopel som kristen kirke, en græsk ditto, da byen blev til Byzans og fra 1453 en moské, da osmannernes sultan tog og overkalkede 15.000 kvadratmeter guldmosaikker med den vantro Jesus og Jomfru Maria, da byen blev til Istanbul.
500 m over for den ligger Den Store Blå Moské med sine seks (normalt fire) minareter. Den har været forbillede for al moské-arkitektur i den muslimske verden op til i dag. Navnet har den takket være sit indre, der er et smykkeskrin af blå glaserede kakler - hele komplekset er omkranset af søjlegange, hvor mænd siddende på rad rituelt vasker tæer, ører, næse, hænder og ansigt, inden de går til bøn.
Kronjuvelen og det helt store must i Istanbul er Topkapi Paladset, sultanerens enorme slot og Det Osmmanniske Riges førerbunker gennem 400 år. Her er intet betonkompleks under jorden, kun overjordisk skønhed i fire parkagtige gårde forbundet med eventyrlige porte og det ene sirlige filigran-palads efter det andet. Al Ahambra i Granada ligner lidt en kolonihave i sammenligning. Haremmet (der betyder tabu) er moderen til alle haremmer og orientalske myter om hvid slavehandel etc. Op mod 1.200 ikke-muslimske konkubiner levede her i uforudstillelig luksus i 300 rum og med hele otte tykiske bade, strengt overvåget af 40 sorte eunukker, indfanget i Afrika. Sultanen havde seks-syv favoritter blandt kvinderne, og hende, der fødte en søn, fik mulighed for at at få sønnen anbragt på sultan-tronen (sultanmoderens livsforsikring). Men intriger, ærgerrighed og giftmord hærgede blandt sexslavinderne i deres 24 karat gyldne bur.
En gåde af en by
10 minutter til fods herfra ligger byens store overdækkede bazar - verdens første shoppingcenter fra 1481 med 3.500 butikker under hvælvede, smukt bemalede lofter. Et fascinerende mylder af folk, vareudbud af læder, guld, kopivarer og ikke mindst det bedste sted i verden for hadegaver. Kitsch og overflødigt, overhængt pynt? De opfandt det i Den store Bazar.
Istanbul gør meget ud af at den ligger på to kontinenter, så man må sejle - eller tage sekssporede motorvejsbroer - over. Men om et par år bliver byens to dele fysisk landfaste via en 14 kilometer lang dobbelt metrotunnel under Bosporus. Den er godt på vej, takket være en dansk projektchef, Steen Lykke, der også stod for bl.a. Øresundstunnelen.
Istanbul er en gåde af en by, som går en i blodet. Man behøver ingen Fontana di Trevi for at love sig selv, at man kommer tilbage.
Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk er nem at følge, når han i sin bog, Istanbul, Memories of a city siger: "Når man er så knyttet til en by, som jeg er til Istanbul, så må man acceptere dens skæbne som sin egen. Man kommer til at betragte den som en forlængelse af sin egen krop, ja som selve sin sjæl".
20061006-212604-pic-243792948.jpg20061006-212604-pic-526858788.jpg20061006-212604-pic-634232031.jpg
