Læsetid: 3 min.

Orkanen afblæst

Torben Brostrøm rapporterer nøgternt og livsklogt fra tre måneder i dødens forkontor
25. april 2007

Det er et eksistentielt vilkår, den vej skal vi alle. Døden er tilværelsens skarptskårne passepartout, men skønt vi fra dag ét stunder mod ophørets overrumplende realitet, er menneskelivets indbyggede forlis alligevel en sært velbevaret hemmelighed, forfløjne og dagligdagsbeduggede som vi er. Kun i glimt viser katastrofen tænder: venner og familiemedlemmer ligger pludselig med snuden i vejret - eller man skranter selv, taber uvant pusten, er udkørt som et alderdomshjem i november. Døden rører på sig. Bevæger sig fra koket abstraktion til benhårdt absolut.

I tilfældet Torben Brostrøm begynder uroen som en nydelig kropsmetafor: En skygge på venstre lunge, lille som en fingernegl, men foruroligende at skue på røntgenbilledet og i øjnene på de hvidkitlede alvorsmænd.

Scenen er sat for et kvartal i lunefuldt ingenmandsland: Trods førlighed og usvækket livsmod er litteraturprofessorens endeligt rykket meter frem på tribunen, og hvad der tidligere var teatertorden og anonym hvisken fra sufflørkassen, står med ét buldrende kontant på rampen.

Brostrøm har set sin hustru gå til grunde af kræft, og han ved, hvad der er på spil. Men indtil videre er alt kun forlydender og bange anelser. Man venter på afklaring.

Svar.

En nedfaldsfrugt

Et tungt medicinsk maskineri sættes i svingninger, og uge for uge forvilder den stakkels humanist sig stadig dybere ind i hospitalssystemets kinesiske æske. Han møder distanceret venlighed og professionelle smil, og som en tapper opdagelsesrejsende trækkes han nølende gennem venteværelser, samtalerum, operationsstuer og susende scannere.

Men diagnosen lader vente på sig, de knopskydende undersøgelser skaber kun mere tvivl.

"Husk, vi er dine venner," siger en behjertet overlæge, men selv for en stoisk litterat med eskapisme som erhverv begynder ventetiden at tære.

Han er - med et billede hentet fra svenske Werner Aspenström - en nedfaldsfrugt svævende mellem gren og græs, og tyngdekraften synes på underfundigste vis suspenderet. Falder han? Står han stille?

Brostrøms liv er sat på standby, men sært nok står dets omegne skarpere, mere sirligt optrukket end nogensinde. Rutiner og hverdagslokaliteter får nye, uudgrundelige dybder - fiktion og virkelighed, fremtid og erindring glider som skygger og lys ind og ud af hinanden.

Og samtidig er det, som om tilværelsens grundstoffer hvirvles op i nye fantastiske mønstre: det gælder sproget, det gælder tiden, det gælder kærligheden og erotikken, dagligdagens fortrolige steder, venskabet, litteraturen, musikken. Det hele er svangert med nye, overraskende betydninger, uventede tegn skyder op i gammelkendt grammatik.

Ventetiden er fuld af ængstelse og bekymring, men også af stunder, hvor ting falder på plads: en magisk linje hos Sarvig eller PH, en selvfølgelig modulation i Mahlers symfoniske labyrint.

Ventetid er en bog om et modvilligt ophold i dødens foyer - en hoben skarpsindige refleksioner og iagttagelser fra ventesalen. Gennem erindringsglimt, drømmesyner og lysvågne observationer følger vi stadier på Brostrøms hospitalsodyssé - og ved træk på elskede forfatterskaber og musikalske ikoner forankres hans journalnummer trods alt i en form for eksistentiel genkendelighed.

Det er en bog, som med lune og vid sætter fingeren på eksistensens indbyggede absurditeter, og som - uden at krumme et hår på nogens hoved - blotlægger lægeetikkens klassiske problem: Hvordan bygger man bro mellem mennesket og dets grotesk atomiserede kadaver?

Torben Brostrøm er en nærtagende og manøvredygtig oplever, og hans velskrevne 'nærerindringer' gør indtryk.

Dødens argusøjne

Man sluger bogens digressioner som en ferm kriminalroman, og man drager et lettelsens suk, når man til slut kan konstatere, at det hele var falsk alarm. Litteraten er certificeret frisk som en havørn og kan rykke ud af ekspreskøen og over i ventesalonen for almindeligt dødelige.

"Det er døden som med egne øjne/ ser dig an fra sommerfuglevingen," som Inger Christensen skriver i sin sublime sonet.

Dødens argusøjne på vores skrøbelige liv.

Christian Graugaard er læge og litteraturkritiker ved dagbladet Politiken.

Torben Brostrøm: 'Ventetid. Om ikke at dø. En nærerindring'. Gyldendal, 124 sider, 149 kroner. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu