Læsetid: 4 min.

Orkanen Kanye og konspirationsteorier som sandhed

7. september 2005

Sorte amerikanske rappere har slået beskyldninger ind i hovedet på den hvide middelklasse. De stiller sig frem som aggressive undertrykte, og man er blevet vant til at trække på skuldrene og kalde det ’konspirationsteorier’ og ’pr for deres seneste album’. Alternativt ligner det forsøg på at lave ’taberlækre’ scenarier, på at vise den barske virkelighed med vold og stoffer, som altid har virket forførende på unge mennesker i andre beskyttede forstadsvirkeligheder. Som Kanye West synger på sit første album:
»Niggerne har ikke en chance for at stemme, de har en chance for at bliver pushere. Derfor hører jeg ny musik – jeg kan bare ikke mærke det. Racismen lever stadig – den er bare gemt væk.«
Og så kom den forfærdelige Katrina og viste hele verden, hvem der var fattige og blev tilbage: Det var de sorte. De afroamerikanske stjerner Jay-Z og kunstneren tidligere kendt som Puff Daddy og P. Diddy, nu bare Diddy gav straks en check på en million dollar til ofrene.
»Det her er vores folk,« sagde Diddy.
»Vi kan ikke bare vente på, at andre tager sig af dem. Vi bliver nødt til at tage os af dem selv.«
Og Jay-Z proklamerede:
»Vi, som afroamerikanske mænd og ledere i vores fællesskab, føler, at det er nødvendigt at stå sammen og hjælpe.«

’Bush ligeglad med sorte’
Under almindelige omstændigheder ville det være nærliggende at nedgøre disse fællesskabsbesyngelser som gammeldags stammeromantik, men det vedvarende kaos og den åbenlyse politiske passivitet gav pludselig protesterne en ny legitimitet.
Efterhånden som konsekvenserne af Katrina blev offentlige for alle amerikanere, blev der på NBC sendt et tv-show med kendte mennesker, som skulle opfordre fjernseere til at sende penge ind til ofrene. Leonardo di Caprio stillede op, Richard Gere var tilstede i den gode sags tjeneste, og også Glenn Close indvilligede i at læse præfabrikerede opfordringer op på fjernsynet. Man måtte ikke sige sin mening, man skulle bare læse op, hvad der stod på skærmen. Det her var jo ikke politik, det var velgørenhed. Men Kanye West, der ellers som hiphoppens pæne mand ikke truer med våben og heroiserer gangstertilværelsen, læste i stedet sin egen tekst op:
»Jeg hader den måde, de portrætterer os på i medierne. Du ser en sort familie og så hedder det: ’De plyndrer’. Du ser en hvid familie, og så hedder det: ’De leder efter mad’.«
Der er censurmekanismer på amerikansk fjernsyn. Potentielt polemiske udsendelser sendes med et par sekunders forsinkelse, så narrestreger kan blive overstreget. Men censuren svigtede, da Kanye West talte, fordi censoren kun reagerer på grimt sprog, især hvis nogen siger ’fuck’ eller ’fucking-’. Men West fortsatte med at fortælle, at nødhjælpen ikke var nået frem, fordi ofrene var sorte:
»Jeg kan egentlig ikke klage over det uden at hykle, for jeg forsøgte også selv at undgå fjernsynsbillederne fra New Orleans.«
Første gang Kanye West så billeder fra katastrofen, reagerede han ved at slukke for fjernsynet og gå ud og shoppe. Efterfølgende ringede han til sin manager for at høre, hvordan han kunne bidrage selv:
»Det er mit folk, der ligger dernede. Vi ved kun, at mange af dem, som kunne hjælpe i øjeblikket er i krig og kæmper et andet sted – og de har nu fået ordre til at tage derned og skyde på os.«
Den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung har kaldt Wests optræden for ’det mest sprængfarlige minut i fjernsynet i lang tid’. West afsluttede sit minut med en sætning, der er vandret verden rundt:
»George Bush er ligeglad med de sorte.«
Da udsendelsen skulle gensendes tre timer senere på Vestkysten, var det gået op for producerne, at man også uden de slemme ’f-ord’ kunne være ’uanstændig’: Sentensen om præsidenten blev klippet fra.

Den sidste der så det
Under overskriften ’Lederskabets fallit’ skrev kommentatoren Bob Herbert en hidsig klumme, der lignede en urban variation over hiphoppernes beskyldninger: Det så ud som om, den amerikanske præsident var den sidste person i verden, der blev forfærdet over stanken af lig og flere dages panik i New Orleans:
»Hospitaler med livstruede patienter blev efterladt uden strøm, med ventilatorer, der ikke virkede. Vandet steg op gennem gulvene, og lig rådnede op på gangene og på trapperne. Folk, der ikke selv kunne trække vejret, eller cancerpatienter eller andre med defekte nyrer, mistede bevidstheden og gled ind i deres endelige søvn foran hjælpeløse læger og familier. Dette var amerikanere, som havde desperat brug for hjælp. Præsidenten fattede det tilsyneladende ikke.«
Nogle taler om ’United States of Shame’, andre anfører regeringens ideologiske modstand mod statsmagt som årsag til, at der ikke var noget katastrofeberedskab. Fornemmelsen af fuldstændig afmagt konverteres til jagt på de skyldige: Hvem har ansvaret for det her, er et spørgsmål, der synes at blive stadig mere presserende.
»Galninge styrede gaderne,« skriver Herbert:
»De skød på hjælpearbejdere, de bankede og plyndrede beboere og turister, de voldtog kvinder og piger. Præsidenten for verdenshistoriens rigeste og mest magtfulde land kunne tilsyneladende ikke forstå det.«
Det bliver udlagt som en krise for nationen. Og kritikerne stiller sig ikke tilfredse med kortsigtede løsninger. Det er ikke nok at bygge diger. Og man kan ikke som efter et terrorangreb bare opruste og love at ’flytte krigen til et land’. Stemningen er som efter en revolution.
Det eneste, vi kan være sikre på, er ifølge David Brooks i New York Times, at »den politiske kultur står over for store forandringer. Vi står ikke ved et vendepunkt, vi er nået til kogepunktet. Folk er forbandet rasende, og de vil ikke finde sig i det mere.«
Nu er vreden blevet et udsagn om uretfærdighed og ikke om utilpassede idioters forsøg på at være ’taberlækre’. Kort efter katastrofen er der enighed om, at der er noget om vreden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her