Læsetid: 4 min.

Orkanens øje

9. december 1999

SIDSTE UGES orkan fik mange til at spørge, om det mon er drivhuseffektens skyld. Var det et resultat af de menneskeskabte klimaforandringer, vi oplevede? Henrik Voldborg og de fleste andre meteorologer og klimaforskere svarede nej. Med god grund. Orkanen var en enestående begivenhed. Selv om der skulle komme én til i næste uge, ville det bare være endnu mere enestående efter danske forhold.
Sandsynligheden af en enestående begivenhed kan man ikke regne på. Klimaet er et stort, smukt og forunderligt sammensat system. Det giver ikke nogen mening at spørge om én bestemt årsag til hvert vindstød. Heller ikke det stærkeste.
Derimod kan orkanens naturkraft - og skadernes omfang - åbne øjnene for en anden slags, mere ydmyge, spørgsmål og svar. Hvad skal vi stille op med vores uvidenhed om naturens kræfter? Hvor meget tør vi udfordre dem? Hvor meget er vi villige til at sætte på spil? Og hvad er det egentlig vi får til gengæld? Bekvemmelighed? Overforbrug? Hvor længe endnu har vi tænkt os at blive ved med at leve og producere på en måde, der gør klimaet mindre stabilt?

TEKNIKKEN er sårbar. Det blev vi mindet om. Men mange reagerede fornærmet: Hvorfor blev telefonerne ikke taget? Hvorfor kom politiet og ambulancen ikke? Hvorfor fik vi ikke besked på forhånd? (Det gjorde vi faktisk: Vejrudsigten meldte allerede torsdag kl. 10.30 om vindstød af orkanstyrke fredag aften.) Hvorfor er ledningerne ikke gravet ned, så strømmen ikke svigter? Hvorfor får alle ikke erstatning for alt?
Vi befinder os i et risikosamfund. Reaktionerne tyder ikke på, at vi befinder os godt i det. De tyder på, at vi vil have et forsikringssamfund. Nogle skal holde styr på vores risiko, beregne hvad den koster og sende en opkrævning sammen med en police, som garanterer, at vi aldrig bliver ramt, så det gør ondt.
Sådan er verden ikke. De vigtigste valg i tilværelsen træffes uden vished. Både de personlige og de fælles.
Vejret er vi fælles om. Videnskaben om vejret kan ikke give os vished om det. Men den fortæller os, at vi med meget stor sandsynlighed griber kraftigt ind i det. Hvor længe det præcis går an at blive ved, kan klimaforskerne ikke sige. Eller præcis, hvor meget den menneskeskabte forandring betyder. Men de kan sige os mere og mere om mønsteret og om sandsynligheden for ustabilt klima og ekstremt vejr.
For eksempel fortalte den danske klimaforsker Torben Schmith her i avisen i går, at vi sandsynligvis får flere heftige stormvejr, når drivhuseffekten tager til. Men man ved ikke nok om det, tilføjede han.

YDMYGHEDEN blandt klimaforskerne skal man ikke kimse ad. Sand videnskab kendes på, at forskerne ved, hvad de ikke ved! I de utålmodige massemedier og den offentlige debat sætter man pris på et entydigt budskab. Men er det ikke meget mere opløftende at få et budskab om, at verden stadig er fortryllende og forfærdende fuld af mulige overraskelser - og tage stilling til, hvordan vi vil tage vare på den?
Isen smelter ved Nordpolen. Smeltevandet svækker et af verdens forunderlige naturfænomener: I havet ud for Grønland og Labrador dykker en mægtig strøm af koldt, saltholdigt vand ned mod Atlanterhavets bund, strømmer mod syd og fortsætter helt til Stillehavet. Denne dybvandspumpe trækker det varme vand i Golfstrømmen og den Nordatlantiske Strøm op imod nord, hvor de giver os et lunt klima. Havstrømmene påvirker dannelsen af højtryk og lavtryk over Nordatlanten. Disse bestemmer det meste af vores blæsevejr.
Jamen er det ikke i sig selv storslået, poetisk og forfærdende nok? Skal vi absolut have stukket en dato og en grænseværdi ud, før vi gider sikre os, at dette indviklede og delvis uudforskede klimasystem ikke bryder sammen?

RISIKO kan man ikke få garanti på. Det fælles ansvar for klodens klima er en realitet netop fordi forskerne ikke har styr på det hele. Og næppe nogensinde får det. Spørgsmålet er, om vi vælger at styre os selv, eller vi agter at vente til det måske er for sent.
Meget tyder på det sidste. På klimatopmødet i Kyoto for to år siden gav de velstående industrilande løfte om et første forpligtende skridt i den rigtige retning. Siden da har næsten alle regeringerne anstrengt sig for at gøre dette skridt så lille som overhovedet muligt. Det har lange udsigter, før traktaten kan træde i kraft.
Kyoto-målet i sig selv vil slet ikke påvirke verdens klima mærkbart. Så meget ved man. Alligevel går de politiske forhandlinger ud på at lave et internationalt marked for udslip, så kun de billigste begrænsninger bliver gennemført.
Til gengæld vågner de transnationale virksomheder til dåd. BP-Amoco og Shell konkurrerer om solenergi, bilfabrikkerne om el- og brint-biler. I mandags bekendtgjorde Ford, at de har meldt sig ud af lobbyorganisationen Global Climate Coalition, som siden 1989 har modarbejdet FN's klimatraktat.es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu