Læsetid: 3 min.

Orwell og lykken

11. juli 1998

George Orwell (1903-50) var ikke kun en betydelig forfatter og en klartseende samfundstænker, kendt for bl.a. den grusomt vittige satire Animal Farm (1945), på dansk Kammerat Napoleon, og selvfølgelig for dystopien 1984 (1949). Orwell skrev også medrivende, socialt engagerede reportager - Down and out in Paris and London (1933) og reportager fra Den spanske borgerkrig - foruden at passe et borgerligt arbejde som litteraturredaktør og kommentator ved det britiske Tribune.
Fra Tribune stammer netop Lørdagskronikken Kan socialister være lykkelige?, der, trods pseudonymet, vakte betydelig furore. I det Herrens og Krigens år 1943, da essayet blev til, må det have virket alt andet end politisk korrekt, at denne 'John Freeman' på kættersk måde såede tvivl, om det overhovedet er muligt for mennesker at virkeliggøre utopien. Og stadig er essayet et svirpende angreb på enhver form for fundamentalisme.

Som vi ved fra Orwells skønlitterære bøger, lå tvivlen på Utopia dybt i ham. Det genfundne essay dokumenterer hans arbejde med emnet, hvor han med en blanding af solid research, tørt vid og frodig nysgerrighed når frem til, at hverken verdensreligionerne, litteraturen eller socialismen kan mønstre bare nogenlunde overbevisende beskrivelser af Paradis/ Utopia.
Sådan lyder f. eks. i Orwells version forfatteren Jonathan Swifts forestilling om det ideelle samfund, befolket af "de ædle houyhnhnmer":
"Ligesom beboerne i forskellige andre utopier går de mest op i at undgå ballade. De lever et begivenhedsløst, roligt, 'fornuftigt' liv, ikke alene uden skænderier, uorden eller utryghed af enhver art, men også uden 'passion', f.eks. i form af fysisk kærlighed. De vælger deres mager ud fra arvehygiejniske principper, undgår alt for store følelser og synes helt glade for at dø, når deres tid kommer."
I hvert fald risikerede houyhnhnmerne ikke at dø af grin i dette samfund, der var kemisk renset for enhver tænkelig dødssynd. Men også for skæg og ballade.

De fleste utopikere gennem tiderne har, som Orwell bemærker, forestillet sig et menneskeligt broderskab - endda som første skridt på vejen til lykke. Det gælder også socialismen, hvis tankeunivers Orwell selv tilhørte.
Problemet er blot, at selv om intellektuelle i hele dette århundrede har været dybt draget af et jordisk Utopia, har selve tanken om lykkens permanens en evne til at gøre tænkende mennesker nervøse. Selv den katolske forfatter Chesterton (ham med Father Brown) bemærkede engang:
"Klimatisk foretrækker jeg Paradis, selskabeligt Helvede!"
Det er ikke netop nogen nyhed, men kan vel trods alt næppe siges for tit: Det ideelle samfund er netop ikke en statisk tilstand, uanset hvor harmonisk. Hvis ikke eventuelle utilfredse kan få lov at råbe op og samle sig i lokale fællesskaber uden at blive buret inde for landsforrædderi, kan "det lykkelige samfund" nemlig blive en temmelig totalitær affære, som skrevet står i 1984.

Men hvad er Lykke? Der er noget vist tankevækkende ved, at vore dages velfærdssamfund i høj grad ligner de fattige og elendiges drøm om lykke: Opvarmede boliger, brusebad, store forbedringer af folkesundheden.
Men har det bragt os lykke? Næh.
Omsat til moderne velfærds- og forbrugersamfunds-logik betyder orienteringen mod fortidens eller fremtidens 'lykke' ofte, at har man et behov, skal det også tilfredsstilles. Stor er overraskelsen så, når dyrt indkøbt, drivhusgastungt isenkram ikke bringer lykken til huse, men blot er endnu en ting at gøre rent og få repareret. Sådan bliver en psykologisk mekanisme let en samfundsmæssig fælde - hvis ikke vi gennemskuer mekanismen.
For ganske vist må samfundet styres af en utopisk vision om frihed og ordentlige forhold til alle. Men processen kan aldrig tænkes afsluttet, slut, punktum, finale, uden mulighed for politisk forandring. Visionen er motoren, ikke målet.
Derfor er lykken måske i virkeligheden heller ikke et samfundsmæssigt anliggende: Samfundet skal ikke forlange, at borgerne skal være lykkelige, eller borgerne tro, at samfundet skal sørge for, at de er det.
Lykken er en følelse, man længes efter, men sjældent griber på fersk gerning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu