Læsetid: 9 min.

Osama ville uden kvaler trykke på knappen

6. august 2005

Vidste præsident Harry Truman og hans politiske rådgivere, hvor barbarisk USA's nedkastning af en 12 tons atombombe mod Hiroshima 6. august 1945 ville blive set af mange i eftertiden?

Spørgsmålet er interessant. Præsidenten, den amerikanske hær og befolkning havde været gennem tre års krig, hvorunder flere hundrede tusinde soldater mistede livet på slagmarkerne i Europa og i Stillehavsregionen. I maj 1945 begik Hitler selvmord, og tyskerne hejste det hvide flag fra Berlins ruiner.

Tilbage stod et japansk kejserrige og et fascistisk regime, som erklærede, at det var rede til at kæmpe til døden og måske endda begå nationalt selvmord. Hvad der i vores øjne må synes et frygteligt moralsk dilemma for amerikanerne, var ifølge historikeren David Kennedy på Stanford University slet ikke noget valg. Selvfølgelig skulle det nye våben bruges, skriver han i Time Magazines særnummer i anledning af 60-årsdagen for bombningen af Hiroshima.

USA mente, at det tjente retfærdighedens sag i en krig mod et ondt ekspansionistisk regime at spare amerikanske soldaterliv ved at forkorte krigen med et atombombeangreb på millioner af civile. Den japanske befolkning skulle bombes så mør, at selv et så fanatisk styre som det i Tokyo ville indse det nytteløse i at fortsætte krigen mod USA og dets allierede.

Da tilintetgørelsen af Hiroshima og dets befolkning i et gigantisk ildhav ikke bevægede den japanske kejser og militærregimet til at smide håndklædet i ringen, stod Nagasaki for tur tre dage senere. Trods amerikanske militærinspektørers iagttagelse af bombens apokalyptiske effekt i Hiroshima vakte det ingen samvittighedskvaler at gentage togtet den 9. august. Så endelig forstod kejseren, at det var alvor og fik overtalt sine generaler til at overgive sig. Det gjorde de modstræbende.

Amerikanerne havde altså ikke moralske kvaler. Den Anden Verdenskrig havde i forvejen forvoldt destruktion og tab af menneskeliv på en hidtil uset skala. I forvejen var 66 japanske storbyer blevet brandbombet af B-29 bombefly med tab på ca. 900.000 civile. I Hiroshima og Nagasaki omkom færre end 200.000.

Inden Hiroshima havde "USA allerede trådt over en rædselsvækkende moralsk tærskel ved at acceptere massebombardement af civile som legitim krigsførelse," påpeger David Kennedy. "Det var en overlagt beslutning."

Som Truman senere skrev: "Jeg anså bomben for et militært våben og nærede aldrig tvivl om, at den skulle anvendes."

Hertil kom, at forskerne i Manhattan-projektet siden 1939 havde puklet dag og nat i et manisk kapløb for at sikre, at de allierede fremfor tyskerne blev de første til at besidde og anvende det nye masseødelæggelsesvåben. Ingen af dem nærede den mindste tvivl om, at a-bomben ville blive afprøvet på slagmarken.

At den amerikanske atombombe ikke landede først i Berlin og Dresden, skyldes ifølge Kennedy den omstændighed, at våbnet først blev færdigt i august 1945 - altså tre måneder efter Tyskland overgivelse.

Atombombens destruktive sprængkraft, temperaturer i sprængcentret så høje som på solens overflade og de horrible eftervirkninger af radioaktiv bestråling for mennesker i den nære omegn vakte på det tidspunkt ikke nogen videre debat. Den kom først i efterkrigsårene.

De overlagte angreb på uskyldige civile under Anden Verdenskrig førte til vedtagelsen i 1948 af Geneve-konventionen, i hvilken beskyttelse af civilbefolkningen blev fastsat som et grundprincip i moderne krigsførelse. Koblet sammen med atombombens og senere brintbombens ufattelig destruktive sprængkraft (de kan dræbe hundrede millioner af personer og måske udslette menneskeheden) gjorde krigskonventionen i realiteten det nye masseødelæggelsesvåben nytteløst. I dag kan ingen forestille sig, at en leder ved sine fulde fem vil bruge en atombombe. Konsekvenserne ville blive katastrofale.

Men desværre findes der en sikker undtagelse for denne hypotese: al-Qaeda.

I sin bog fra sidste år, Nuclear Terrorism, citerer professor Graham Allison fra Harvard University fra en artikel, som Osama bin Ladens pressetalsmand, Suleiman Abu Gheith, skrev på en islamisk webside ni måneder efter den 11. september 2001. "Vi har ret til at dræbe fire mio. amerikanere, herunder to mio. børn, og sende dobbelt så mange i eksil og såre og lemlæste hundrede tusinder af amerikanere," skrev Abu Gheith.

Tallet på fire mio. retfærdiggører Gheith med antallet af dræbte muslimer i Palæstina siden 1948, civile omkommet i Irak siden den første Golf-krig samt dødsfald i Afghanistan og Somalia, for hvilke Amerika skulle være direkte eller indirekte ansvarlig. Terrorangrebet den 11. september 2001 er blot begyndelsen. "Amerikanerne har endnu ikke erfaret på egen krop, hvad vi har mærket. Vi er endnu ikke kvit," bebuder Gheith.

Det er professor Allisons antagelse, at Osama bin Laden i lang tid aktivt har søgt at rekvirere højt beriget uran eller plutonium samt teknisk ekspertise til at bygge en miniatombombe. I august 2000 mødte han to pakistanske kernefysikere - begge radikale islamister - i sin lejr i Afghanistan og udfrittede dem i tre dage om muligheden for at bygge en a-bombe. Efter at Taleban-regimets sammenbrud i vinteren 2001-02 fandt CIA og en reporter fra Wall Street Journal arbejdsskitser til en atombombe i boliger tilhørende al-Qaeda i Kabul.

I bogen demonstrerer Graham Allison, at det ikke er umuligt at anskaffe uran eller plutonium fra dårligt bevogtede atombombearsenaler i det tidligere Sovjetunionen. Når en terroristgruppe først er i besiddelse af materialet, kræver det til gengæld betragtelig ekspertise at konstruere en bombe.

Alternativet er at købe en kuffertbombe fra en russisk freelancer eller fra en kriminel organisation. Transporten til USA og sprængningen er en anseelig logistisk udfordring, men slet ikke uoverkommelig for et velfinansieret netværk som al-Qaeda, der har vist sig i stand til at gennemføre hemmelige og komplicerede operationer før.

Forfatteren konkluderer, at den eneste måde, hvorpå USA og allierede kan beskytte sig rimeligt godt mod et atombombeangreb udført af islamistiske terrorister, er ved at begrænse adgangen til bomber og sprængmateriale - altså højt beriget uran og plutonium. Det bør ske gennem øget internationalt samarbejde og en strengere håndhævelse af eksisterende regler under Traktaten mod Spredning af Atomvåben.

Allison skrev i 1971 en bestseller om den cubanske missilkrise, der har solgt 350.000 eksemplarer. Siden blev han ekspert i sovjetiske forhold og dekan for Harvard-universitetets Kennedy School of Government fra 1977 til 1989. I 1993-94 var han viceforsvarsminister med speciale i Rusland og Ukraine og har siden været en ledende kraft i bestræbelserne på at sikre det tidligere sovjetiske atomarsenal mod tyveri.

- Det er 60 år siden, at bomben faldt over Hiroshima. Hvordan vurderer De risikoen for, at en atombombe vil blive brugt i dag?

"Mange er fristet til at sammenkæde atomfaren med Den Kolde Krig, som er ovre. Det er korrekt, at risikoen for en nuklear dommedag med hundrede millioner af døde heldigvis er faldet drastisk - ikke til nul procent, men til et lavt niveau sammenlignet med under Den Kolde Krig. Men delvist som en følge af den måde, hvorpå Den Kolde Krig blev afsluttet, er der i dag en højere risiko for, at en enkelt atombombe bliver detoneret i en enkelt storby."

Årsagerne er dels, at atomvåben ikke forsvandt efter opløsningen af Sovjetunionen - hvor der herskede kaotiske tilstande med masser af korruption - og dels, at der i vores æra er opstået ikke-statslige aktører, som besidder både viljen og kapaciteten til at dræbe lige så mange civile, som stater gjorde i en tidligere epoke. Der findes en kæmpe pulje individer inspireret af al-Qaeda til at eskalere til et højere niveau end 11. september. De har ikke moralske kvaler, hvad angår hundrede tusinder eller millioner af civile døde.

- Er det på den anden side ikke blevet sværere for al-Qaeda at bygge eller anskaffe en atombombe og smugle den ind i USA eller i Europa? Efter 11. september 2001 er vi blevet mere årvågne...

"Der er et positivt og et negativt svar. Angrebet den 11. september 2001 vækkede os alle op og førte til en erkendelse af, at terrorister muligvis planlægger et større massemord. Det skabte sympati for USA og øgede det internationale samarbejde mod terrorgrupper, den folkelige opbakning til krigen mod Taliban-regimet var høj i alle civiliserede lande, og i Sikkerhedsrådet blev en resolution vedtaget, som forpligter alle medlemslande til at samarbejde i kampen mod terror."

"Men til det negative hører krigen mod Irak, som undergravede den internationale støtte til krigen mod terrorismen. I mange lande har regeringer ikke nok opbakning fra deres befolkning til at slå ned mod terrorister og træningslejre. Irak-krigen har også på en stærk visuel måde tjent som samlingspunkt og krigsråb for al-Qaedas rekruttering af nye terrorister. I en nylig CIA-rapport anføres det, at Irak er blevet en mere effektiv træningslejr for terrorister, end Afghanistan var. Vi styrtede Taliban-regimet, arabiske terrorister flygtede og et stort antal unge arabere rejste i stedet til Irak for at blive udlært."

"Vi må spørge os selv, hvad Osama planlægger som encore til 11. september. Al-Qaeda er blevet forvandlet fra en hierarkisk organisation til en bevægelse, og han har appelleret til sine tilhængere om at lave en liste over de næste spektakulære handlinger. Listen er kort, og øverst står en paddehattesky. Det ved vi fra hans skriverier og taler. Han er personligt fascineret af atombombens potentiale."

- Tror De, at al-Qaeda er i besiddelse af højt beriget uran, plutonium og/eller teknisk ekspertise?

"Jeg taler jævnligt med regeringseksperter og følget emnet tæt. I februar blev CIA-chef Porter Goss spurgt i Kongressen, om der er forsvundet tilstrækkeligt højt beriget uran fra russiske arsenaler til at bygge en atombombe. Han svarede ja. Kunne det være kommet al-Qaeda i hænde? Ja! Men naturligvis har vi ikke beviser. Det er uvist. Vi ved derimod, at den celle, der planlagde flykapringen 11. september opererede uafhængigt af andre i fem år. Det lignede en typisk efterretningsoperation. De simulerede angrebet flere gange og deltog i pilottræning."

"Det er derfor muligt, at en anden celle befinder sig midtvejs eller mod enden af deres planlægningsfase, og det kun er et spørgsmål om tid, førend vi hører fra dem. Er det sandsynligt? I dag er mange flere på udkig efter sådan én celle og nukleart bombemateriale. Vi har endnu ikke fundet noget. Men det betyder ikke, at de ikke prøver."

- Bekymrer det Dem, at Osama bin Laden endnu ikke er blevet pågrebet fire år efter 11. september 2001. Hvad fortæller det os om bin Laden og hans terrornetværk?

"Det bekymrer mig enormt. Ikke alene er han forsvundet. Han kommunikerer stadig perfekt med sine tilhængere og masserne i arabiske og muslimske lande. Hvis man sammenligner den amerikanske regering og Osama bin Laden - det ene et uhyre stort regeringsapparat og den anden en fyr skjult i en bjerghule - kunne spørgsmålet være: Hvem har været mest tonedøv over for arabiske og muslimske befolkninger? Hvis budskab er gået klarest igennem?

Hvis man kigger på meningsmålinger foretaget i Jordan, Marokko, Pakistan og Indonesien viser det sig, at en stor andel af befolkningen faktisk tror, hvad Osama bin Laden sagde ville ske, rent faktisk er sket (at USA's svar på 11. september ville være krig mod muslimer, red.). Begivenhederne underbygger delvist bin Ladens budskab. Fra den amerikanske regering har vi derimod hørt en masse støj, som ikke rigtigt stemmer overens med kendsgerningerne, hvilket får mig til at konkludere, at Bush-regeringen ved mindre, end hvad den foregiver."

- Har Bush-regeringens atomvåbenpolitik styrket eller mindsket vores sikkerhed over for nuklear terrorisme?

"Det eneste positive, jeg kan tænke på, er det internationale samarbejde mod spredning af masseødelæggelsesvåben (Proliferation Security Initiativ), som USA tog initiativ til. Det startede som en ad-hoc koalition af villige lande, og siden er medlemskredsen blevet udvidet. Fornylig har PSI modtaget FN's stempel."

"På den negative side har USA slået falsk alarm om masseødelæggelsevåben i Irak. Det har spoleret USA's troværdighed. Hertil kommer undermineringen af Traktaten om forbud mod prøvesprængninger, skrotningen af ABM-traktaten i 2002 og al snakken om at bygge en ny generation af amerikanske atomvåben og mere præcise og dybtgående miniatombomber mod underjordiske arsenaler. Alt det, mens vi hævder, at andre lande ikke har behov for at eje atomvåben."

- Har Bush-regeringen gjort nok for at hjælpe Rusland med at sikre dets arsenal mod tyveri?

"Det går lidt bedre i præsidentens anden embedsperiode. Regeringen anerkender nu, at det er en alvorlig trussel. Bush og Vladimir Putin nedsatte et særligt udvalg under deres møde i Bratislava, og det er allerede begyndt at arbejde. Det virker som om, Bush-regeringen udviser en ny realistisk holdning til nuklear terrorisme, som jeg ikke så i den første embedsperiode. Jeg er altså håbefuld, men det går ikke hurtigt nok."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu