Læsetid: 4 min.

Oscar med udsyn

11. februar 1999

Så forduftede de søde danske Oscardrømme, og Dogme-filmen Festens unge og ellers så højt præmierede instruktør Thomas Vinterberg kan ikke nægte, at "han er meget skuffet".
Det er vi andre også, især i betragtning af, at det tidligere er lykkedes nationen at score statuetten med en så tam filmisk godnathistorie som Babettes gæstebud. For ikke at tale om sensationen, da Ghita Nørbys og Frits Helmuths noget gumpetunge hopsa i Dansen med Regitze blev fundet værdig til en Oscar-nominering.
På denne baggrund kan negligeringen føles som proportionsforvrængning, og forklaringerne kan være mangelunde. For eksempel at gennemsnitsalderen blandt de personer, der står for afstemningerne, nærmer sig pensionsniveauet, hvad der som bekendt meget nemt fører til en vis konservatisme. Det er især kritikerne, der har beundret Festens brillans, ikke mindst den formelle. På Oscar-udvælgerne - filmfagets bedagede professionalister - kunne al denne Dogme-håndholdthed derimod godt tænkes at virke som alt for udfordrende herresving.
Hvilket jo ikke betyder, at de film, der faktisk bliver nomineret, nødvendigvis behøver at være ringere for det. De er i reglen blot præget af en mere traditionel kvalitetstradition, holdt oppe af solide støttepiller som varm humanisme, litterær respektabilitet og social bevidsthed.

Ser man på dette års nomineringer, springer det i øjnene, at europæisk film står overraskende stærkt. Hvad man end vil beskylde det højtærede Oscar-akademi for, så kan det ikke klandres for Hollywood-chauvinisme.
Før vi ser nærmere på nationalitetsfordelingen i nomineringerne, bør det erindres, at nomineringerne for bedste film inddeles i to kategorier - ikke efter nationalitet, men efter sprog. Altså de engelsktalende film i én kategori, de "udenlandsk-sprogede" i en anden (den Festen kandiderede til).
Denne opdeling gælder dog ikke skuespiller-Oscars, som kan gå til spillere på alle sprog. Derfor kan Fernanda Montenegro i år nomineres til Oscar for bedste hovedrolle, selv om hun medvirker i en brasiliansk-sproget film, Central Station, der konkurrerer i den mindre betydningsfulde kategori for udenlandsk-sprogede film.
Teoretisk kan Oscar-akademiet altså nominere lutter engelsk, canadiske og australske film til den mest prestigefyldte, engelsksprogede bedste-film-kategori og dermed helt udelukke amerikanske film fra at få en pris.
Så radikalt er man ikke gået frem i år, men det er slående, at i gruppen af fem engelsksprogede nominerede film, kan kun to kaldes fuldblods amerikanske. Det er Steven Spielbergs Saving Private Ryan og Terrence Malicks The Thin Red Line - i øvrigt begge krigsfilm. De tre andre er Roberto Benignis italienske Livet er smukt (der har dansk premiere i morgen), den indiske instruktør Shekhar Kapurs historiske, engelske produktion Elizabeth (der er på repertoiret i øjeblikket) samt englænderen John Maddens Shakespeare in Love, der ganske vist i rent økonomisk-produktionsmæssig forstand er amerikansk, men både hvad angår emne og holdsammensætning særdeles engelsk. Den er årets topscorer med hele 13 nomineringer.

Ser man på de senere års Oscarnomineringer og - uddelinger, er orienteringen mod europæisk film også en klar tendens.
Kulminationen kom i 1996, hvor Den engelske patient var den store vinder og løb med hele ni Oscars. På papiret figurerede den ganske vist som en amerikansk produktion, men den var ikke blot skrevet og instrueret af en englænder (på grundlag af en canadiers roman), men også særdeles britisk i tone og formsprog. Hvilket så sandelig også må siges om Mike Leighs Hemmeligheder og løgne, der samme år fik fem nomineringer (men ingen Oscars).
Og studerer man dette års ialt 20 skuespillernomineringer, opdager man, at kun halvdelen går til amerikanske navne - deriblandt to mega-stjerner (Tom Hanks og Gwyneth Paltrow), to lettere falmende stjerne-overlevere (Meryl Streep og Nick Nolte) og et kommende hot navn (Edward Norton). Et snævert udbud, for det er i høj grad engelske karakterspillere som Emily Watson, Judy Dench og Ian McKellen, der præger listen.

At denne udvikling er godt nyt for den betrængte europæiske film, siger sig selv. Også selv om sidste år viste, at der "kun" skal en Titanic til for at blæse al konkurrence omkuld.
Opmuntrende er det, at Oscaruddelingerne nu klart nok synes mindre Hollywood-centrerede end i fordums dage, hvor man uden smålig hensyn til kunstnerisk kvalitet belønnede superproduktioner som Ben Hur, Jorden rundt i 80 dage og - ja, tro det eller ej - Sound of Music.
Hollywoods maskinelle evne til at sprøjte det ene megahit ud efter det andet har i stadig mindre grad Mr. Oscars interesse. I stedet vender den gamle herre sig mere og mere mod de engelske film. Med deres ærværdige litterære traditioner, livligt forvaltet af en på verdensplan uovertruffen flok af mester-skuespillere.
Her ligger en modvægt med den generelle mediefordummelse og sproglige armod, i tv såvel som i de action-film, hvor replikkernes raffinement mest består i at forlene ordet fuckin' med den størst mulige udtalevariation. I skuffelsen over, at Festen blev vraget, bør det ikke glemmes, at Oscar med årene er blevet en mere kvalitetsbevidst gentleman med blik for filmens sande, omend traditionelle værdier.Pim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu