Læsetid: 3 min.

OSCE's niche

20. december 1997

OVENPÅ DET ÅRLIGE udenrigsministermøde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) - i år afholdt i Bella Centret i København på grund af det danske formandskab i 1997 - er det på sin plads at spørge, om organisationen - til tider kaldt en snakkeklub - har en fremtid og en funktion midt i mængden af sikkerhedsalliancer som NATO og samarbejds-organisationer som EU, SNG, FN og Europarådet osv.
En stor del af de 54 europæiske og nordamerikanske udenrigsministre i OSCE - der strækker sig fra Vancouver i vest til Vladivostok i øst - har i hvert fald rig lejlighed til at møde hinanden i løbet af et kalender år. Det sker netop i organisationer som EU, NATO og Europarådet.
Men for en stor del af ministrene udgør OSCE et af de få fora, hvor de kan blive hørt og møde kolleger, som de sjældent eller aldrig ville få lejlighed til at diskutere med. Alene af den grund kan man argumentere for vigtigheden af OSCE. Organisationen er den eneste, som kombinerer det pan-europæiske og det trans atlantiske. Det eneste forum (bortset fra FN), hvor Canadas og Tadsjikistans udenrigminister sidder ved samme bord.

SÅ KAN MAN naturligvis spørge, hvad det skal gøre godt for. Hvad har disse to lande tilfælles? Umiddelbart ikke meget. Det er klart. Og så alligevel.
OSCE er fortsættelsen af den organisation, som i 1975 blev dannet i Helsinki under navnet CSCE (Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa). Det var under den kolde krig, hvor Tadsjikistan var en del af Sovjetunionen, og et land som det marxistisk-leninistiske Albanien nægtede at deltage i dette første forsøg på at skabe en dialog mellem øst og vest. Efter Murens fald er OSCE vokset fra 35 til 54 nationer - kun Jugoslavien (Serbien/Montenegro) mangler for at gøre billedet af et samlet Europa komplet. Ud over demokrati- og menneskeretsdelen af OSCE, er dette element vel nok det vigtigste ved organisationen: forsøget på at skabe et samarbejde til at styrke sikkerheden i et Europa uden nye skillelinjer. Forhandlinger mellem Italien og Slovenien om en grænsestrid foregik for eksempel i OSCE-regi. Det samme gælder fredsforhandlingerne mellem Armenien og Aserbadjsjan om enklaven Nagornyj Karabakh.
Én måde at se OSCE på er, at det er en skraldespand for de konflikter, der ikke kan løses i andre fora. Men man kan også betragte organisationen som et optimalt forum, fordi så mange lande er repræsenteret, og dermed også de involverede parter i de fleste regionale konflikter i Europa. Tendensen er desværre, at OSCE betragtes som en skraldespand.

CHANCEN FOR AT undgå den skraldespands-status, som organisationen har bevæget sig henimod, er imidlertid små i betragtning af, at eksempelvis USA og Rusland har klart forskellige dagsordner for, hvad den sikkerhedspolitiske del af OSCE skal udvikle sig til.
Mens Rusland ønsker at OSCE skal være rammen for en sikkerhedsmodel for det 21. århundredes Europa, mener USA at dette spørgsmål varetages bedst i NATO. Da alle skal være enige i OSCE, der i øvrigt kun arbejder med politiske deklarationer (og ikke retligt bindene regler), synes det svært at få vedtaget et Sikkerhedscharter, som efter planen skal underskrives i Warzawa til næste år eller i Oslo i 1999. Som USA's OSCE-ambassadør Ron Brown udtrykte det i går i København: "Jeg tror det vil tage adskillige år at gøre det færdigt."

EN NICHE FOR OSCE i fremtiden bliver derfor kontorerne og missionerne i forskellige medlemslande. OSCE-mødets beslutning om at åbne et kontor i Minsk, der skal assistere Hviderusland med at opbygge demokratiske institutioner er et eksempel på en vigtig ting. Andre funktioner, hvor OSCE har vist sig arbejdsdygtig og effektiv har været organiseringen af lokalvalget i Bosnien og observeringen af valgene i Jugoslavien og Albanien. I sidstnævnte land har OSCE også gjort sig bemærket med en militær styrke.
Efter at FN's image i Europa er blevet beskadiget (i eks-Jugoslavien), har der manglet en organisation til at varetage de bløde - men absolut essentielle - opgaver med konfliktforebyggelse, demokratipromovering og forsoning efter konflikter. Det tomrum har OSCE formået at udfylde, og dermed har den fundet en vigtig niche i arbejdet for sikkerheden i Europa. brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu