Læsetid: 4 min.

Osteklokken er slået

18. marts 1999

Den 16. marts 1999 vil gå over i Europas omtumlede og modsætningsfyldte historie som dagen, da EU-kommissær Ritt Bjerregaard på samme tid blev sparket ud og klappet på skulderen. Foranliggende dele af dette blad tager sig også i dag af første disciplin, mens bagsiden vil hellige sig den anden.
Den danske kommissær har som bekendt haft tre mærkesager: "Dåseøl til Danmark", "Dagbogen ud af Politiken" og "Formuer af Fetaost". Mens den ubestikkelige kommissær ikke har haft held i de to første sager, magede historien det således, at hun uretfærdigt nok måtte stille sig bag i arbejdsløshedskøen den selvsamme dag, hun gokkede grækerne en på fetaen. Forleden faldt der nemlig dom i sagen om, hvad MD Foods og en række bittesmå danske mejerier må kalde deres hvide ost i saltlage. Fra Luxembourg er EF-Domstolens tale klokkeklar: feta hedder feta.
Hermed fik ikke blot den energiske, græske EU-kommissær Christos Papoutsis, der havde kæmpet indædt for at bevare fetaen på græske bankkonti, en begmand. Det samme fik Politiken, som med sit særegne had-kærlighedsforhold til Ritt Bjerregaard på lederplads den 21. februar 1996 naturligvis skrev, at "foreløbig fortsætter Ritt Bjerregaard altså med at spilde politisk goodwill i EU på en sag, der var en bedre ost værdig."

Det hele startede i rigtig gamle dage, da Grækenland og resten af Balkan-området og Mellemøsten fik smag for feta (af fåre- eller gedemælk) til alle dagens måltider, ikke mindst morgenmaden. Så stor var appetitten i især Iran, at da et lille nordjysk mejeri i starten af 1970'erne opfandt en blød, salt feta fremstillet af komælk, blev produktet modtaget med kyshånd sydpå. Osteforretningen, der snart måtte overlades til mejeriernes storebror, skulle hurtigt vise sig at være en af Danmarks største eksportsuccesser. Siden har MD Foods sjovt nok med stor nidkærhed og retssager forsvaret sit produkt mod danske kopier.
I vore dage har iranerne ikke længere råd til at købe dansk feta, og den danske produktion er blot en skygge af sig selv. Til gengæld har EU-borgerne fået smag for den salte ostemasse, så vi taler immervæk om en klatskilling på en halv milliard gode danske kroner i eksportindtægter om året.
I løbet af 1990'erne har Grækenland og Danmark gentagne gange været på kollisionskurs om det hvide guld. Grækerne hævder, at feta ikke er feta, hvis fetaen ikke er fremstillet af fåre- eller gedemælk på græsk grund.
I 1996 lykkedes det græske lobbyister at få EU-Kommissionen (uuud!) til at udnævne feta til en græsk specialitet. Fetaen gled ind på listen over fødevarer, som nyder navnebeskyttelse, fordi de har geografisk bestemte betegnelser. Her befinder sig over 300 fødevarer, blandt andet parmaskinke, fjerkræ fra Bretagne, kongelige kartofler fra Jersey og såmænd Danablu - men ikke emmentaler eller gauda, endsige wienerbrød.

Dansk feta skulle ifølge kommissionsbeslutningen i 1996 skifte navn senest i år 2001. En national katastrofe var under opsejling. Navneskiftet ville være til forvirring for forbrugerne og ubodelig skade for eksporten og det danske kongeriges beståen. Politiken var dog ufortrødent på pletten med en læserkonkurrence om det ny navn - sikker vinder blev en kvinde fra Kalundborg med betegnelsen "efta". Så vil ændringen i det mindste ikke gøre nogen forskel for ordblinde, lød dommernes begrundelse.
Noget alvorligt måtte gøres. Den danske stat anlagde derfor i september 1996 sag ved EF-Domstolen for at
få omstødt Kommissionens afgørelse, der skulle være kommet i stand efter en studehandel mellem de syd-europæiske lande.
Og nu har "vi" altså fået medhold. Hurra for fhv. Ritt Bjerregaard. Hurra for Mejeriforeningen. Og hurra for, at dommen - selv om det aldrig har været dens erklærede hensigt - kan ses som en kærkommen hævdelse af det princip, at færrest mulige almene betegnelser, produkter og genstande bør beskyttes. Der må være grænser for den private ejendomsret til sproget, og det er
ikke rimeligt, at det skal koste penge at trække vejret, fordi nogen måske har set en fidus i at tage patent på 'vejret'. Og lad det omvendt ikke blive en dårlig vane at sige Chiquita til din banan.

Det kan være vanskeligere at råbe hurra for de nye horisonter, dommen kan åbne for dansk fødevarefremstilling. Danmark har juridisk set retten på sin side i fetasagen, fordi Det Europæiske Fællesskab allerede i 1992 bestemte, at der ikke kunne lægges hindringer i vejen for produkter, som i en årrække har været markedsført på lovlig vis.
Men ser man bort fra juristeriet, kan det næppe nægtes, at en pæn bid af verden i mange århundreder har forbundet fetaost med får. Hælder danskerne komælk i fetadåsen, går der også elastik i betegnelsen. Det er måske spiseligt i dette tilfælde, men listen over falske eller forvirrende varebetegnelser for fødevarer er lang, og den bliver stadig længere i takt med, at den kemiske industri, landbrug og fiskeri opfinder nye blandinger og erstatningsstoffer, som kan spare på dyre råvarer.
Saftevand bestående af sukkervand med E-numre, der aldrig har set så meget som billedet af en appelsin eller et æble, er snart en klassiker, og man kan blive ved. Rejesalat uden rejer. Flødeis fremstillet af olie. Hjemmelavet leverpostej fyldt med fedt og spyttet ud af en fabrik. Og en skønne dag feta af...?
Her må forbrugerne ikke blot kræve, at navne, beskrivelser og udsmykninger af emballagerne afspejler det faktiske indhold. Forbrugerne må også være villige til at betale for og producenterne til at satse på bedre
mad og ægte varer. Hvis kvaliteten virkelig var i orden, ville det for forbrugeren vel ikke spille den store rolle, om osten stammede fra Beirut eller Bjerregaards hjemegn. lieb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu