Læsetid: 4 min.

Otte for den middelgode præstation

Bob Dylan gav en opvisning i slingrekurs mellem det sublimt inspirerede og dødsens trælse fredag aften på Roskilde. Samme eftermiddag viste Martha Wainwright hvor langt ud man egentlig kan nå med en akustisk guitar og en stor stemme
3. juli 2006

Bob Dylan er Bob Dylan er Bob Dylan. Sådan er det bare. Og derfor må man tage det, som det kommer, hvad enten det er en god aften eller en stor aften eller en mat aften eller en direkte dårlig aften. Eller som fredag aften på Roskilde Festivalens Orange Scene - sådan cirka midt i mellem alle de nævnte muligheder.

For der var såvel sublime øjeblikke som decideret trælse ditto. Gudsbenådede glimt af det største, han kan yde - og øjeblikke, hvor man vitterligt ikke vidste, om man skulle le eller græde. Og passager, hvor tankerne fik lov til at fare hid og did, mens Mesteren tampede en ellers elsket og klassisk sang i tusind stykker, fordi den åbenbart trængte til et par på skrinet.

Hvad stiller man f.eks. op med den behandling, som det på plade så majestætiske og fuldstændig rygradsrislende "Blind Willie McTell" udsattes for i tusindvis af vidners nærvær denne smukke aften under himlens tag. For hvad er Dylans problem med den oprindelige, meget enkle og uhyggeligt smukke melodilinje egentlig? Den er ham i hvert fald åbenbart så meget imod, at han på intet tidspunkt så meget som bare tangerede den.

At det skal være på den måde i mange tilfælde er selvfølgelig den metode, vor Bob benytter nu om stunder. Aldrig synge samme sang på samme måde, om han så har en skarpladt revolver med hanen spændt i nakken. No way, José!

Det gælder om at afvriste den oprindelige melodilinjer så mange nye betydninger, at det ikke spiller nogen rolle, at det som i læsningen af "All Along The Watchtower" havner i det rent ud parodiske; den desorienterende, maskinpistolagtige måde, han i sangens andet vers spyttede ordene på, kunne snildt opfattes som en art punk, hvis ikke det var fordi, at derfra har Dylan altså aldrig sunget.

Ansatser til ståpels

Blandt de andre rutinemord skulle vi trefjerdedele ind i "Positively 4th Street", før denne signatur overhovedet var i stand til at identificere svinet.

Somme vil måske finde det forfriskende, men jeg synes mestendels det var anstrengende at lytte til. Og efter at have gjort alt,der stod i hans magt for at forhindre det topmotiverede og i store stimer fremmødte publikum i at synge med på så oplagte sager som "The Times They Are A-Changin", "Maggie's Farm" og "Don't Think Twice, It's Alright", overdøvede menneskemassen ham endelig i "Like A Rolling Stone", hvor der blev sunget med, så det kunne høres i Køge! Det passede åbenlyst ikke herren, der jo elsker at maltraktere omkvædet i ophøjet uforstyrrethed, folk havde det simpelthen for godt, og Dylan måtte derfor i al hast sætte foden ned og dermed også en effektiv stopper for al denne frivole løssluppenhed.

Det er jo ikke engang et år siden, han sidst besøgte os, og det var jo en af de store aftener, deroppe højt mod nord, og det var samme præsentation som da, hvilket vil sige Dylan på orgel og et band, der spiller arrangementerne lige så stramt som mine nye sko sidder.

Og når den skabelon fungerer, løfter det sig helt op under i hvert fald lystårnene på stedet. Første gang, der seriøst blev spidset øren, var under en lang og udpræget funky version af "Down Along The Cove", ikke et specielt stort nummer fra sangbogen, men en livefavorit, der virkelig fik fart over feltet. Også den overraskende solide tolkning af det himmelske "This Wheel's On Fire" - som sjældent luftes live - gav ansatser til ståpels. Højdepunktet faldt midtvejs med en gnistrende oplagt "Highway 61 Revisited", hvor Deres udsendte et kort øjeblik troede, at nu løftede seancen sig. Men så var det, at "Blind Willie McTell" skulle have et nakkeskud. Men det blev dog til yderligere to stjernestunder, nemlig en forrygende blueset tolkning af den ikke ofte spillede "Watching The River Flow", mens den swingende "Summerdays" fremførtes på en loose, fandenivoldsk facon, der gjorde godt, så længe den stod på. Alt i alt var der altså noget fra såvel the good som the bad and the ugly. Altså Dylan i en nøddeskal. Altså otte for den middelgode præstation under forudsætning af, at Bob tager sig sammen til næste gang.

Vild, blodig og fandenivoldsk

Tidligere samme dag stillede canadiske Martha Wainwright - søster til Rufus, jo vist, men stilistisk milevidt fra ham - op på den lille Pavilion Scene med kun sin akustiske guitar og sangene fra hendes selvbetitlede debut-cd, der udsendtes sidste år og i hvert fald her i avisen blev modtaget med kyshånd for sine fine melodier, stærke tekster og fint underspillede arrangementer.

Live var det en anderledes karsk affære, hvor teksternes iboende aggressive holdning fik lov til at udfolde sig frit og sangerinden ikke så meget sang som bjæffede dem ud i hovedet på publikum. Ikke meget andet end en teknisk set rudimentær guitarist var hele showet en voldsomt ekspressiv og lige-i-fjæset oplevelse, der gjorde, at man blev hængende fra start til sidst. At en kendt dansk sanger indenfor Deres udsendtes hørevidde affærdigede hende som en Joni Mitchell-klon var helt hen i vejret - så vild, så blodig og så fandenivoldsk har Mitchell godt nok aldrig været.

Det var en af de der linedanserkoncerter, hvor den lyttende hele tiden holder vejret og håber kunstneren klarer den svære balancegang mellem at krænge det hele ud eller falde durk ned i afgrunden. Men via sin åbenlyse sårbarhed, skæve humor og et par velanbragte cover-versioner (af henholdsvis farmand Loudon Wainwright III og denne dersens Leonard Cohen) gjorde denne performance til en af de små store koncerter, Roskilde i sidste ende handler om. Wainwright så en chance og greb den; for Dylan var det med al tydelighed snarere atter en dag på kontoret.

lyn

Bob Dylan, Orange Scene + Martha Wainwright, Pavilion. Begge fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu