Læsetid: 4 min.

Ouf! Indtil næste gang

11. november 1997

Ouf! Sådan hedder det i Frankrig, når man drager et lettelsens suk, og det gør man i dag, efter at vejblokaderne er blevet fjernet, og en overenskomst mellem de strejkende latbilchauffører og deres arbejdsgivere er blevet underskrevet. Men man har oplevet så mange konflikter af den slags, og problemerne forude er så iøjnefaldende, at lettelsen næppe er forbundet med nogen egentlig optimisme. Et midlertidigt ouf!
I Frankrig er det ikke nødvendigt at minde om, at den senest foregående lastbilstrejke med vejblokader ligger mindre end et år tilbage. Den endte med en overenskomst. Men den nye konflikt skyldtes i vidt omfang - det blev påpeget daglig under strejken - at bestemmelserne i overenskomsten af november 1996 ikke er blevet respekteret...
Der er lyspunkter i dag, og lettelsen er ikke uberettiget. Konflikten er blevet afsluttet efter fem dages blokader - mod 12 dage sidste år. Generne for trafikken har været begrænsede, benzinmangel og knaphed på varer nåede ikke at blive særlig følelig. Frankrig blev ikke lammet, og de økonomiske skader var overskuelige. Bilindustrien mistede således kun en enkelt arbejdsdag som følge af udeblevne leverancer. Regeringen beordrede uden tøven politiet til at fjerne blokader ved grænserne og i det mindste sikre forbindelserne til Tyskland og Spanien. Der var kun enkelte voldelige sammenstød mellem strejkevagter og strejkebrydere. Alt i alt billigt sluppet.

For regeringen Jospin er der særlig grund til lettelse. Intet er mere ødelæggende for en ny regering end en bitter arbejdskonflikt med riskoen for vold, varemangel og forstyrrelser i dagliglivet. Jospins forgænger, Alain Juppé, forvandt aldrig følgerne af den store strejkebølge i slutningen af 1995.
Lastbilstrejken var Jospins ildprøve på det sociale plan, og regeringen roser sig i dag af at have bestået prøven. Den har bevaret sin autoritet, og den udkommanderede politistyrker mod vejspærringer - uden at fremkalde bitre protestaktioner. Den kommunistiske trafikminister, Jean-Claude Gayssot, udtrykte sin sympati for de strejkende samtidig med, at han lagde sig i selen for at bringe parterne til forhandlingsbordet. Jospin bebudede, at forligsforslaget ville blive ophøjet til lov, hvis det ikke blev tiltrådt af parterne, og han gav regeringens garanti for, at overenskomsten - denne gang! - ville blive respekteret.
Det kan betegnes som i det mindste en relativ triumf for Jospin, at konflikten blev afsluttet så forholdsvis hurtigt, og han hævder sig endnu engang i sammenligning med sin forgænger som en regeringschef, der har forstand på social dialog. Det er for tidligt at bedømme regeringen efter et halvt års levetid, men foreløbig har Jospin fået et image som den, for hvem alting lykkes på de områder, hvor Juppé kørte fast.
Selv præsident Chirac har udtrykt sig anerkendende om Jospin og synes i sit stille sind at beklage, at Juppé - der var hans egen højre hånd - ikke havde det samme talent. Men Jospins venstrekoalition har måske også mere troværdighed, når det drejer sig om at bringe en strejke ud af verden, og den kommunistiske trafikminister viste sig ikke ligefrem at være et handicap.
Trods denne lettelse må det konstateres, at de opnåede resultater ikke er strålende. De underbetalte lastbilchauffører var udmattede af konflikten og havde næppe noget valg. Hvad de endte med at acceptere, er en aftale om en minimumsløn på 11.500 kr. om måneden for 200 timers arbejde - men først år 2000 og kun for de mest kvalificerede chauffører, med gradvise stigninger i mellemtiden. To af de faglige landsorganisationer, FO og CGT, nægtede at underskrive overenskomsten, men den tredie, CFDT, der skrev under, repræsenterer det store flertal af de organiserede lastbilchauffører. At CFDT i løbet de sidste år har tilkæmpet sig dette forspring, er et af de få lyspunkter i forhold til tidligere, for splittelsen mellem fagforeningerne gør det ofte umuligt at nå til gyldige overenskomster på det franske arbejdsmarked. Takket være CFDTs dominans blandt lastbilchaufførerne var der denne gang i det mindste en forhandlingspartner.

Konflikten har illustreret en række alvorlige problemer i det franske samfund, og de består efter dens bilæggelse: Både fagbevægelsen og arbejdsgiverne er splittede, og man mangler centrale og repræsentative parter på arbejdsmarkedet.
Arbejdsretslige love og sikkerhedsbestemmelser - til og med elementære love om trafiksikkerhed - overholdes ikke og håndhæves ikke af myndighederne, d.v.s. staten. Indgåede overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter respekteres ikke. Det kan tilføjes, at privat oprettede vejspærringer ikke hører hjemme i en civiliseret stat eller et retssamfund. Det er en af Jospins rådgivere, der ifølge en parisisk avis har sagt: "Vi er til grin for hele Europa". Og det er en af Frankrigs egne ansete politiske kommentatorer, der har betegnet Frankrigs arbejdsmarkedsrelationer som "primitive".
Man kan kun tilslutte os denne bedømmelse.
I kølvandet på konflikten har regeringen udarbejdet et lovforslag om strammet kontrol med lastbiltrafikken og skærpede straffe for overtrædelser. Det er et skridt i den rigtige retning, men opgaven er enorm efter den eksplosionsagtige og kaotiske vækst, der har kendetegnet branchen i de sidste 20 år, stimuleret af den tiltagende liberalisering. Det har betydet uhæmmet konkurrence, underbetalt arbejdskraft og social dumping, forstærket af den vedvarende arbejdsløshed. Den 1. juli 1998 liberaliseres lastbiltrafikken på europæisk plan, og konkurrencen forstærkes. Uden tvivl en anledning til, at de franske lastbilchauffører lader høre fra sig igen.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu