Læsetid: 4 min.

For Our Eyes Only

Søren Østergaard og Sidse Babett Knudsen ligner simpelthen alle dem, man nogensinde har kørt sammen med i bus 2A. For årets Tivoli Varieté udstiller danskerne med veloplagt forståelse - og vidunderlig vrængen
30. maj 2006

Nej, Tivoli Varietéen er ikke blevet politisk siden sidste år. Det interessante er imidlertid, at den heller ikke er blevet mainstream. Søren Østergaard og Sidse Babett Knudsen har simpelthen formået at holde fast i deres egen, gakkede nichehumor, men i år kører de den bare endnu længere ud ad tanketangenterne end nogensinde før. Arhhh...

Både Søren og Sidse dyrker den onde udlevering af normaldanskerens lille, fedtede liv: Vores overproportionerede bekymringer, vores dårlige undskyldninger, vores selvhjælpsovervundne frustrationer... Selvretfærdigheden lyser ud af figurerne, og publikum skriger af grin over at se sig selv i troldspejlet. Selv de ellers ret mystificerede udlændinge, der mest har købt billetter for musikkens og cirkusnumrenes skyld, lader til at fange pointerne, når det handler om normaldanskerens heroiske latterligheder. Søren og Sidse ligner simpelthen alle dem, man nogensinde har kørt sammen med i bus 2A. Det er storslået!

Og vi bliver alle sammen udstillet med en forståelse, der dybt nede rummer en næsten Pandurosk tilgivelse. For vi kan jo ikke gøre for, at vi er så småtskårne, som vi er... Kan vi vel?

Fluer og bødler

Men det er ikke danskerspank det hele. Det er også forrygende stunder af transformationer, hvor drømme om helt andre liv leves ud i de særeste kostumer - og hvor varietéen bliver til et visuelt show. Som når Søren har forviklet sig ind i kæmpestore tørretumblerrør på ben og arme, så han forvandler sig til et hovedløst Skousen-uhyre, sørgmodigt drømmende midt inde i al anonymiteten. For hvem er man, når ingen kan se én?

Eller som når Sidse spiller Sveriges stærkeste udbryderkvinna, der kan kæmpe sig ud af selv den elektriske stol med sin jävla munddiarré.

"Jeg har INTAT at säga om dødsstraf," postulerer hun og smisker for sine bødler.

Og så får vi lækre kynikerdetaljer om stanken af afbrændt hud...

Det mest raffinerede nummer er dog Sidses engelske safaritante Lady Gabi, der optræder med to kneppende fluer i en æske. Det er så affekteret-afsindigt og lejrbålsliderligt, at Danmark næsten er for lille til det nummer. Kald lige den kvinde for vinkelvild! The name is Knudsen.

Bøffer og duer

Ind imellem stjerneduoens numre kommer så også virkelige artister fra varietéens ukuelige verden. Håndplukkede, begavede artister med blink i øjet og bizar kunnen. For eksempel de ukrainske Kurinsky-akrobater, hvor sønnikes armmuskler holder hele hans krop vandret flyvende mellem fars ben i en uendelighed - og hvor fars bøffer løfter søn i poetisk laaangsomme cirkler, op over hovedet i alle de vinkler, der gør mest ondt. Uvirkeligt, nærmest som en frygtløs dyretæmmer og hans rovfund på fastfrosne fotografier.

Men også en finsk fugletryllekunstner som Marko Karvo imponerer. Han vikler duer og papegøjer ud af ærmet, så publikum bare måber og hurtigt holder op med at spekulere på, hvordan han egentlig bærer sig ad. For hvor er det skønt sådan at sidde og blive narret og udsat for illusioner, mens fuglene flakser omkring under den ophejsede lysekrone i Glassalen... Eller som Sidses eks-damefrisør siger afværgrende med Ghita Nørby-stemme, efter hun er sprunget ud som tal-autistisk tankelæser:

"Det er bare sådan en fantasileg, man kan have."

Sild og ben

Frans Baks orkester sørger for omkvædssmægtende musik, med Bak selv smilende og rytmedunkende ved flyglet. Bak blinker mest til en 'hot sangerindetrio fra Struer', The Oyster Sisters, hvis tre smækre sild i pink sølvlamé har tankevækkende udskæringer og bløde mavefolder. Pigerne synger godt, uanset hvilke finurlige parykker, de bliver udsat for, og de har stædigt saltvand i stemmerne. Alligevel virker de dansekejtede her i spotlyset; de ville nok alle tre være bedre tilpas med en stationær mikrofon og vægten ligeligt fordelt på begge ben... 'For tiden er kort, og det ku' hænde / hun kom for sent, for sent til livets ende', som de pludselig synger - iført forklæder.

Musikalsk er det allermest flippede øjeblik ellers, når Sidse pludselig dukker op i logen over scenen og giver fuld hals som italiensk operadiva. 'Blame it on papa, what can I do?' skriger hun spørgende helt oppe i sopraninoen. Og så er hun borte i mørket.

Herfra kommer så Søren himself, rullende på et stjernepodium, klædt på som James Bond. Og denne Bond vælger så lykkeligvis at klæde sig af, lige her, helt langsomt - for your eyes only... Og vi pifter og skriger og vil ha' mere. Nu!

Så nej, det er ikke eksplicit politisk varieté, dette her. Til gengæld er det humanistisk varieté med umiskendelig brod. Og i tilskuerstrømmen ud af Tivoli dunker taknemmeligheden over, at Danmark har nogen, der tør vise vrangsiden af vores selvtilfredshed. Veloplagt vredt - og vidunderligt vrissent.

Tivoli Varieté. Iscenesættelse: Søren Østergaard. Instruktørassistent: Laura Kvist Poulsen. Scenografi og kostumer (saligt glinsende): Kirsten Brink. Masker (herligt groteske): SODA. Parykker (lifligt overdrevne): Anne Cathrine Sauerberg. Musik og musikalsk ledelse (vidunderligt entusiastisk): Frans Bak. Glassalen i Tivoli til 2. sep. www.tivoli.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her