Læsetid: 3 min.

Overbonus af sort i sort

A.S. Byatts 'Den lille sorte bog' er et Kinderæg af gyselige fænomener, prægnante temaer og kunstneriske kapricer
3. maj 2007

A.S. Byatt er en mesterfortæller, åbenlyst i de store romaner, men mest kapriciøst i fortællingerne, hvis format bogstaveligt er skabt til hendes vidende, højt æstetiserede og stærkt underholdende twists. Også i den nye samling, Den lille sorte bog, kan man fortabe sig i forfatterens begavede og lærde pasticher, her over den victoriansk gotiske fortælling, der er som en støbeform for fortællingens almengyldige pointer.

En af de skruer, som altid strammes hos Byatt, er forholdet mellem virkelighed og kunst, og kunsten er som regel et privilegeret og genfortryllende - eller terapeutisk - perspektiv på realitetens sære, skjulte, glemte eller slet og ret uformelige fænomener og katastrofer.

I samlingens første fortælling, "Tingen i skoven", begiver to piger, evakuerede fra Londons blitz, sig gennem en havelåge og ud i skoven, hvor de ser 'den store orm' - en uformelighed, som til alle tider har slæbt sig gennem netop denne skov og allerede i Middelalderen udfordret herresædets riddere: "Den var dannet af stinkende kød og halvrådne planter, men slæbte også på lapper og ekstralemmer af menneskeskabt materiale, små stykker trådnet, snavsede karklude, stålsvampe fulde af stegepandesnavs, rustne skruer og møtrikker".

Og Penny og Primrose, så sandt engelske piger, slæber ormen med sig ind i og igennem deres voksenliv. Den er uoverkommelig, et fangenskab, fordi "den var en virkelig ting på et virkeligt sted". Som midaldrende konfronterer begge kvinder barndomstraumet. Den ene direkte, den anden i fortælling.

Gennem kunstens formgivning skabes en erkendelsesrig distance til rædslen, uden at en grundlæggende og grusom viden om tilværelsens amorfe grund tabes af syne. Det erfarer den middelmådige forfatter, Jack Smollett, i "Råstof", den morsomste af fortællingerne i Den lille sorte bog, selv om slutreplikken er sortere end sort, og den nydelige ældre dame, Cicely Fox' skriveøvelser - "Hvordan vi sværtede ovne før i tiden" og "Vaskedag" - er ekskvisitte studier i velbeskrevet hverdagserindring; et miniature-nummer i byattsk pastiche.

Først sent i fortællingen afsløres det for lærer og læser, at skriveøvelser trods slående litterær tæft kan være ren og nødvendigt bedøvende terapi. Som hos en anden lignende fortæller, Blixen, forstås autenticitet hos Byatt gennem artificialitet.

Meget ofte finder man derfor kunsten mise en abyme, indlejret og poetisk selvudpegende som en del af fortællingen. Sådan er det også i "Kropskunst" om en kunstelskende gynækolog, en installationskunstner og en kunsthistoriker i bizar menage à trois.

Installationen er den unge kunstners sorgarbejde, en topografi over en forfusket abort og over hendes angst for sit nuværende svangerskab. Kunstværket er en bearbejdelse af egen biografi. Montagen er også en meddelelse til læseren. Den er en bearbejdelse af fundet materiale - hvad enten dette er erindringer eller konkrete objekter fra en medicinsk-historisk samling - en form, hvori verdens ophobning af fænomener antager betydning.

Og Byatt signalerer med Archimboldo, at vi her står over for et eksempel på, at samlingens Wunderkammer-princip udfordrer betydningsdannelse og kunstens sammensættende formgivning - hendes eget til overflod anvendte greb i Den lille sorte bog.

Hvis ikke Byatt var sprogligt, fortællemæssigt raffineret indtil det kapriciøse og spækket med dannede og oftest velanbragte referencer, kunne man i al plathed udlægge den medicinske montage som et Kinderæg, som et højdepunkt af tre-i-én: handling, tema, æstetisk selvrefleksion. For noget er der om det. Fortællingerne er twistede og skruede indtil suspensens bristepunkt. Temaerne - kønnet, døden, glemslen - er prægnante og gådefulde. Og de litterære greb udstilles og overeksponeres i æstetiske hyperbler.

Kinderæggets overbonus er Byatts mestertræk, Den lille sorte bog er både stramt tilrettelagt og rich.

Den er sort som Goyas sorte billeder - og som det originale omslag til Little Black Book of Stories, en illustration som Byatt refererer til i sin takkeliste, og som man kunne ønske var bibeholdt på den danske udgave.

Goyas rige sorthed har mange nuancer, et virvar af former og dybder. Den litterære pendant i Little Black Book of Stories har Claus Bech formået at omsætte og fastholde i en yderst kongenial oversættelse. Byatt kan sin victorianisme og promoverer den elegant som genrestudie og filosofi.

A.S. Byatt: Den lille sorte bog. Oversat af Claus Bech. Gyldendal, 288 sider, 229 kr. ISBN 987-87-02-04163-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu