Læsetid: 4 min.

Overdreven islamistisk kupfare

Sandheden om Pakistans islamister er at de savner bred folkelig opbakning, og at risikoen for et kupforsøg er meget lille
8. februar 2007

ISLAMABAD - En af de mere interessante betragtninger i de samtaler, jeg har ført med højtstående vestlige diplomater her i den pakistanske hovedstad, var, at i tilfælde af et kupforsøg fra militante islamister, havde USA en plan parat for at beslaglægge af de pakistanske atomvåben. Amerikanske specialstyrket trænet til netop dette formål stod sågar indsatsklare i nabolaget. Da jeg nævnte dette over for Pakistans udenrigsminister, så han med et smørret grin på mig og sagde: "Ja, men vi har også en plan klar til at forpurre deres plan."

Det faldt mig da ind, at international politik nogle gange forekommer at ren brovtende machismo, hvor attitude og poseren har erstattet grundig eftertanke. Ingen bør være i tvivl om, at Pakistan er et fristed for rabiat antivestlige terrorister. Al-Qaeda er til stede her, og det samme er Taleban. Præsident Pervez Musharraf indrømmede endda dette over for mig helt åbent. Det er absolut også sandsynligt, at Osama bin Laden befinder sig her.

Dette betyder dog på ingen måde, at voldstilbedende islamister står klar til at styrte Musharraf og overtage magten i landet i morgen. Skønt nogle af disse ekstreme kræfter har gjort flere forsøg på at myrde Musharraf - og var tæt på at lykkes med det - så er voldelig islamisme stadig en marginal faktor i Pakistan, som landets regering i vidt omfang formår at inddæmme.

Sekulære mest magtfulde

Skønt der i hele Pakistan er en betydelig latent sympati for de terrorister, som har søgt at undergrave Indiens greb om den omstridte Kashmir-provins, er sympatien for al-Qaeda og Taleban stort set koncentreret i de såkaldte stammeområder i Baluchistan, dvs. langs grænsen til Afghanistan. Ved de pakistanske parlamentsvalg opnår de islamistiske partier - vel at mærke de af dem, der officielt afsværger vold som politisk kampmiddel og derfor får lov at operere af militærstyret - typisk under 10 procent af stemmerne.

Efter flere år med politiske restriktioner, hvor dets leder, Benazir Bhutto var drevet i eksil, er det særdeles sekulære Pakistan People's Party (PPP) fremdeles det mest magtfulde parti i landet. Og sammen med dets værste rival, Nawaz Sharifs Muslimske Liga (der trods sit navn også er et sekulært parti), udfylder PPP stadig en uhyre stor del af det politiske spektrum og gør det vanskeligt for de islamistiske partier at lægge nye alen til deres vækst.

I lokal- og provinsvalgene klarer de religiøse partier sig dog væsentligt bedre. I Baluchistan og i Den Nordvestlige Grænseprovins sidder de således på magten og har dermed været i stand til at tilbyde om ikke ligefrem et sikkert ly, så i hvert fald vendt det blinde øje til terrororganisationers tilstedværelse. Men da øjeblikket var opportunt for at organisere en landsomspændende folkelig protestdemonstration imod Irak-krigen, da USA og dets allierede begyndte denne i 2003, var de religiøse partier ude af stand til at mobilisere masserne. Samtidig blev Musharrafs kampagne for at forklare offentligheden, at det ikke var i Pakistans interesse at lægge sig ud med USA blev i vidt omfang accepteret af de fleste. Hæren er også i alt overvejende grad forblevet en sekulær organisation. Kommentatoren Robert Kaplan har skrevet, at hvis Musharraf tvinges væk fra magten, så "vil mænd med store fuldskæg træde i hans sted". Men faktum er, at hæren er rimeligt repræsentativ for landet, hvorfor islamisterne næppe udgør over 10 procent af dens geledder. Det er således tvivlsomt, om Musharraf virkelig spiller det komplicerede dobbeltspil, som Kaplan og andre antyder, hvor han blot skulle give det udseende af, at han forsøger at slå terroristerne ned, men i al hemmelighed opmuntrer dem eller tolererer dem. Der er ingen tvivl om, at de nære bånd, der har bestået mellem hæren og de terrorister, der bekæmpede de indiske magthavere i Kashmir eller støttede Taleban, for længst er blevet brudt. Når Musharraf ikke slår ned på de antiindiske terrorister, er det fordi han hellere vil vide, hvor de befinder sig, end tvinge dem til at skjule sig i bjergene og gå i ledtog med de kræfter, som har forsøgt at myrde ham. Når Musharraf ikke tager hårdere magtmidler i brug mod Taleban, skønt tusindvis af hans soldater allerede har mistet livet i forsøget, er det fordi talebanerne skjuler sig iblandt tre millioner afghanske flygtninge i Pakistan. Og som han siger: "Hvis jeg skulle sende hæren ind i flygtningelejrene og hundredvis af kvinder og børn blive dræbt under vores forsøg på at udrydde terroristerne, vil vi pådrage os hele verdens fordømmelse."

Musharraf er visselig ikke nogen helgen, men han imponerer en bred skare af mennesker - selv dem, der er imod hans hærstyre - med sin integritet. Dette skal naturligvis ikke være noget påskud for at undlade at presse på for genoprettelsen af Pakistans fulde demokrati i rette tid før oktober måneds valg, skønt dette er præcis, hvad mange vestlige regeringer ser ud til at undlade.

Demokrati

Kun under opretholdelse og stablisering af et ægte demokrati, vil den pakistanske vælgerbefolkning kunne modnes. Og kun ved hjælp af demokratiske valghandlinger vil det kunne lykkes at få brudt de religiøse partiers magt i de nordlige stammeområder og gøre tilværelsen vanskeligere for Taleban og al-Qaeda. Det er denne vedholdende, skridtvise, vanskelige bestræbelse, det vestlige diplomati bør koncentrere sig om - ikke at udvikle scenarier for, hvordan man skal gebærde sig i tilfælde et særdeles usandsynligt, hvis ikke ligefrem umuligt islamisk kupforsøg.

Jonathan Power er udenrigspolitisk kommentator for International Herald Tribune og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her