Læsetid: 2 min.

'Overflytning udstiller Connie Hedegaard som ligegyldig'

Beslutningen om at overføre Bilka-sagen til justitsministeren udstiller miljøminister Connie Hedegaard som en ligegyldig minister i en regering, der tænker mere på pengenes magt end miljøet, mener Svend Auken
28. maj 2005

Det er "fuldstændig uacceptabelt", at den omstridte Bilka-sag nu bliver overflyttet fra miljøminister Connie Hedegaard (K) til justitsminister Lene Espersen (K).

Det mener tidligere miljøminister Svend Auken (S), som fælder en nådesløs hård dom over regeringen og Connie Hedegaard:

"Sagen er et symbol på - for nu at sige det ligeud - at hun ikke har nogen som helst indflydelse. Med Schmidt (den tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt, red.) var det i det mindste den rene vare. Nu har vi en minister, som savner indflydelse, og så snart hun mener noget, så bliver hun sat fra bestilingen," siger Svend Auken.

Svend Auken peger også på kommunalreformen som et eksempel på, at miljøminister Connie Hedegaard er kørt ud på et sidespor og blot må følge de overordnede linjer fastlagt af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Her har kritikken fra oppositionen været, at kommunerne med reformen får alt for stor magt til at afgøre miljøsager.

Inhabil

Beslutningen om at fjerne Connie Hedegaard fra Bilka-sagen er truffet af statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative partileder, Bendt Bendtsen.

Statsministeriet understreger, at miljøministeren ikke nødvendigvis er inhabil - men at der er rejst tvivl om hendes habilitet.

Derfor beslutningen om at flytte sagen.

Der er tale om et gigantisk nederlag for Connie Hedegaard, mener Svend Auken, der tidligere har støttet Hedegaards udmelding om, at lov er lov, og lov skal holdes - også når det gælder Bilka-varehuset i Horsens.

"Det er fuldstændig uacceptabelt, at sagen bliver flyttet. Det er det eneste holdningsmæssige, vi har hørt fra miljøministeren, siden hun blev minister. Nemlig at lov er lov og skal holdes uden at gøre knæfald for storkapitalen," siger Svend Auken.

Den tidligere socialdemokratiske miljøminister mener, at det vil have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis en sag bliver flyttet, bare fordi en minister har haft en mening om den:

"Hver gang en minister har markeret en holdning, skal han så afgive sagen? Tænk ikke, hvor det ender," siger Auken.

Ikke ofret

Den konservative miljøordfører og formand for Folketingets Miljøudvalg, Christian Wedell-Neergaard, afviser, at Connie Hedegaard er blevet ofret på det politiske alter for at fastholde en bestemt miljøpolitisk linje:

"Beslutningen er truffet på en mistanke om, at hun kunne være inhabil. Den beslutning er truffet af regeringens ledelse. Der er udelukkende tale om, at man har set på de juridiske forhold i sagen," siger Christian Wedell-Neegaard.

Han mener ikke, at sagen er et signal til Connie Hedegaard om, at hun skal dæmpe sin bekymring for miljøet:

"Connie Hedegaard skal fortsat agere på sine holdninger i det daglige arbejde," siger Wedell-Neergaard.

Han kan ikke afgøre, om sagen kan danne præcedens, så ministre får sværere ved at udtale sig om politiske sager.

Regeringen har netop overflyttet en vigtig sag - salget af TV2 - fra en anden konsservativ minister - Brian Mikkelsen - til en arbejdsgruppe under ledelse af finansminister Thor Pedersen (V).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her