Læsetid: 4 min.

At overleve

6. oktober 1998

Den 27. september 1994 forliste den svensk-estiske færge Estonia i hårdt vejr på vej fra Tallinn til Stockholm. 852 mennesker omkom, de fleste spærret inde i det store skibs indre, andre i åbne redningsflåder. Skibe og helikoptere nåede frem blot for at konstatere, at de kom for sent. Få heldige, 137 determinerede, hensynsløse, livsduelige, overlevelsesmotiverede, stærke personer klarede sig. Eller klarede og klarede. Ingen, der med livet i behold kommer fra en katastrofe af et så titanisk omfang klarer sig. Ikke uden mén.
Én af dem, der klarede sig, en ung socialdemokrat Morten Boje Hviid, der havde været i Estland til baltisk fredstræf med blandt andre en af de fire omkomne danskere, tidligere folketingsmedlem Knud Øllgaard, husker med smerte, at han undlod at bistå en ung pige, som han på vej ud af det dødsdømte skib, så ligge fastklemt under et stålskab. Pigens bedende øjne mødte Bojes. Hjælp mig! Men Boje havde kun tanke for én ting: at overleve for enhver pris og komme hjem til sin kæreste. Derfor vendte han sig bort fra pigen, hvis videre skæbne ingen behøver være i tvivl om. Morten Boje reddede ifølge sin egen opfattelse livet, netop fordi han var determineret, hensynsløs, overlevelesesmotiveret, stærk og alt det andet, han iøvrigt havde lært i sin soldateruddannelse. Et tunnelsyn bemægtigede sig sanseapparatet, fortæller han. Boje så kun, hvad han ville se og kæmpede sig - så at sige - snævertsynet ud af skibet. Godt nok hjalp han undervejs den ældre Knud Øllgaard, men dén detalje - ikke helt uvæsentlig i det store regnskab - tæller ikke for Boje selv, eftersom han siden tabte forbindelsen med Øllgaard, der forsvandt med færgen. Kun den totale solidaritet med de øvrige nødstedte kunne angiveligt have skaffet Boje fred i sindet, men utvivlsomt havde en sådan, ja hvad skal man kalde det, luksus, kostet ham livet.
Morten Bojes pointe er, at han i situationen ikke stod mål med sine egne ideale fordringer om menneskelig, solidarisk anstændighed. Ikke var den helt, som han havde håbet og troet, at han i en sådan skæbnestund ville være, og en helt som mange senere har villet gøre ham til, fordi han overlevede. Tværtimod var han antihelt, ja, ligefrem en skurk, der år efter katastrofen fortsat lider under erindringen om sit svigt.

Morten Boje har nu skrevet en bog om sit traume, sit livs kors. I den anledning interviewede søndagsaviserne forfatteren. Den samme historie gennemlevet. Boje har reflekteret dybt over dette vendepunkt i sit liv. Hans medmennesker, vi andre, får nu lejlighed til at dele disse refleksioner. En umiddelbar følelse bliver lidt af det samme tunnelsyn som Bojes dengang. Hvem af os, der ikke ulyksaligt deler Bojes i enhver forstand enestående oplevelse, tør sige, hvad vi ville have gjort i katastrofens ufattelige øjeblik? Hvem af os havde standset flugten og med selvtilsidesættelsen forrest i bevidstheden løftet skabet op fra pigens krop - blot for at drukne i hendes selskab?
Morten Bojes historie er i den forstand ikke en moralisme, der kan bruges som målestok for menneskets ønskværdige adfærd under skibskatastrofer. Næppe heller kan den holdes op som skræmmebillede på den onde samvittighed, der i tidsåndens tegn skaffer sig skrifte eller aflad ved at henvende sig til medierne og med journalisten taler ud under fire øjne - og resten af landets. Sådan bør Morten Boje Hviids historie ikke læses. Når man tværtimod hæfter sig ved dens alvor, er det unægteligt, når Boje gør op med sine egne forestillinger og oprindelige fremtidsplaner som politiker. Den politiske dimension, hvor aktøren skubber visse hensyn til side og tager for sig af mulighederne, er blevet en før ambitiøs mand umulig.

Filosof skal man ikke være for at tolke paralleller mellem den skrækkelige tur gennem det synkende skib og menneskenes livskamp i samfundets store fartøj. Når alle regler ophæves, falder menneskedyret tilbage til jungleloven, uanset Gud i skabet og morallæren i reolen. Den erfaring understreges af katastrofen. Som Titanic hvis skæbne dengang bittert berettede historien om klassesamfundets logiske meromkostninger i ulykkens stund.
I den ekstreme situation, hvor en moralsk betænkelig handling adskiller liv og død, må Titanics efterkommere se i øjnene, at intet mennneskeligt fremskridt for så vidt er sket, i og med at omfanget af social uretfærdighed og grundfæstede uligheder i samfundet ved Estonias forlis ikke sattes i relief. Bojes frygtelige erfaring understreger blot værdien af den solidaritet, der i passende politiske civilisationer dog lader sig opretholde, når mennesker ikke bliver bragt derud, hvor civilisationen af gode grunde ophører.
Morten Boje skal have tak for tilskyndelsen til sådanne refleksioner. De har kun fået mening, fordi forfatteren har fremstillet sin rolle så ærligt, at det også gør ondt på os andre i det menneskelige samfund. Deri består en heltegerning. mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu