Læsetid: 7 min.

Oversætterens hemmelige indsigter

Ingen oversætter kan oversætte alle forfattere lige godt. Problemet er, at man ikke ved, hvem man kan og ikke kan oversætte, før man har gjort forsøget - og så er det for sent
13. november 2006

"Et ord er en bro mellem mig selv og en anden," skrev den russiske litteraturforsker Mikhail Bahktin engang. Et eller andet sted må han også have skrevet - det er jeg vis på - at "al samtale er en oversættelsesakt". Indespærret i vores egne små monader (1) kommer vi først til bevidsthed om os selv ved at forme en personlig identitet ud af alt fra lyden af vores mors trøstende ord til Hollywood-filmenes klicheer. Ifølge Bakhtin er tilegnelsen af et individuelt sprog - som falder sammen med dannelsen af ens personlighed - en frivillig underkastelsesakt. "Den personlige sprogbrug vristes gradvis og langsomt fri af de andres sprog, efterhånden som man genkender og overtager deres ord, og i begyndelsen er grænserne imellem dem knapt til skelne".

Men hvordan kan jeg oversætte dig? Hvordan kan jeg gengive det unikke ved dit særlige sprog og skabe en 'akkurat' kopi af dig - ikke i dit sprog, men i mit eget? Skal jeg for at komme så tæt på dit sprog være din elsker, din broder eller din mentor? Hvordan kan jeg krybe ind under huden på dig og blive til dig, når jeg ved, at uanset hvor meget dannelsen af et individuelt sprog er en social akt, kan adskilte stemmer aldrig blive kongruente og individuelle temperamenter aldrig smelte sammen?

I den umulige oversættelses ånd skal jeg hermed delagtiggøre jer, kære læsere, i de hemmelige indsigter, enhver oversætter kender til, men ikke alle vil indrømme.

.

For nogle år siden oversatte min ekskone og jeg to fremragende svenske romaner til engelsk. Den første, P. C. Jersilds Efter floden er en dystopisk roman om en ung, troskyldig Huck Finn-type, som rejser rundt i en verden hærget af atomkrig og leder efter et sikkert sted og nogen at elske. Trettioåriga Kriget af Henrik Tikkanen er en skarptskåren ironisk fabel om en stædig finsk soldat, der aldrig fik at vide, at Anden Verdenskrig var slut.

Det kørte ikke for os

Da vi begyndte, var jeg sikker på, at Jersilds bog ville være den 'letteste' at oversætte. Dens fortællerstemme holder jævnt det samme leje, den unge mands patos var let at indleve sig i, og Jersild havde fyldt sin bog med interessante og rørende skæbner. Tikkanens satire skifter konstant toneart: i en enkelt sætning kan være både åndrig, nedrig, melankolsk - og elegant. Hvordan skulle vores oversættelse indfange alt det?

Et stykke inde i oversættelsen af Efter Floden indså vi, at det slet ikke kørte for os. Mange sætninger og ofte hele afsnit måtte omskrives fuldstændig. Scener, der forekom blændende skrevet på svensk, faldt alt for lange ud på engelsk. Tikkanen-oversættelsen derimod flød ubesværet derudad, måske fordi Tikkanens lunefuldt nervesitrende og slagfærdige hovedperson var nemmere at genkende sig selv i en Jersilds mere ædle figur. Vi følte os mere hjemme i Tikkanens hud end i Jersilds. Hvorom alting er, var vores oversættelse af Efter floden kun akkurat passabel, mens The Thirty Years' War efter min mening virkelig svinger.

Meget går tabt i en oversættelse, forfærdelig meget. Den gode oversætter ved, hvornår man må kaste håndklædet i ringen og gå videre til næste sætning.

En lille anekdote: Som 16-årig havde jeg en rolle i en opførelse på mit gymnasium af den charmerende komedie Det lille tehus. Det handler om en velmenende amerikansk officer i det besatte Japan, som hjælper en landsby med at genopbygge dens udbombede tehus. Jeg spillede en gammel bonde, som henvender sig til en amerikansk officer for at bede om et lift til landsbyen. Min karakter vil ikke virke påtrængende eller tabe ansigt, så han spørger ikke direkte om hjælp. Han spørger blot, hvad klokken er. En tolk præsenterer bonden for løjtnanten, og inden længe er han oppe at køre i dennes jeep. Min eneste replik lyder, gengivet efter erindringen: Ima nagi kai'ina

Ima nagi kai'ina

30 år senere kommer jeg ud af en restaurant med nogle venner, deriblandt en japansk smykkekunstner. Vi skal i biffen og er sent på den. Jeg har glemt mit ur, og replikken fra Det lille tehus rinder mig i hu. "Ima nagi kai'ina," ryger det ud af munden på mig. Kazuko kigger på mig, og fortæller, hvad klokken er. Han stirrer igen på mig, undrende.

"Udtalte jeg det forkert," spørger jeg. "Nej, slet ikke. Men du stillede spørgsmålet på en sær måde. Du lød som en ældre mand fra små kår, der talte til en yngre mand fra et højere samfundslag. Men du var samtidig stolt og ville ikke virke underlegen."

End ikke Shakespeare kunne have komprimeret så megen information i én replik, og ingen nok så skønsom oversætter bør forsøge. Klasse, sindsstemning og aldersforskel var støbt ind i et sprog så gammelt som rav. I stedet for at knuse ravstykket, var det bedre at bede Kazuko om at indfatte det i sølv og bære det om halsen.

Nogle sprog kan knapt nok oversættes til andre sprog.

Jeg ved i min lilletå, at det forholder sig sådan, men hvorfor aner jeg ikke. Jeg tror, man generelt kan sige, at de romanske sprog bedre lader sig oversætte til engelsk end de germanske, hvilket formentlig har noget at gøre med de mange ord af latinsk oprindelse, som Vilhelm Erobreren bragte med sig fra Frankrig, da han invaderede England i 1066. Men slavisk prosa virker næsten endnu bedre på engelsk, mens poesi oversat fra arabisk og sanskrit lyder tåkrummende corny. Hvad er forklaringen?

Det store mysterium for mig er dog tysk. Hvorfor er det næsten umuligt at gengive klassiske tyske forfatter på formfuldendt engelsk? Goethes ry som en af alle tiders største forfattere er ufatteligt, når man læser ham i oversættelse. Hans Faust på engelsk er savlende romantisk manér. Den unge Werthers lidelser og Valgslægtskaber er ulidelige. Nogle af de kortere digte klinger rimeligt på engelsk, men hvorfor er han så opreklameret?

Andre problemer

Goethe er ikke det eneste problem. Brechts drevne manipulationer af tone og udtryksmåde i de forskellige lag af det tyske samfund lyder på engelsk både klodsede og polemiske - en stor del af hans sproglige funklen, herunder ordspillene, lader sig ikke gengive. Ligesådan med Kafkas unikke sans for at kombinere udsøgt melodisk sprog med dybsindighed og ironi - den går stort set tabt på engelsk. Da jeg lærte tilstrækkeligt tysk til at læse nogle af Kafkas korte prosastykker, husker jeg, at jeg tænkte: "Jamen hans sprog flyder jo så let." Og Rilke? Glem det. Håbløst sentimental og forskruet er han - dvs. i de fleste engelske oversættelser.

Jeg har en fornemmelse af, at tysk er et kløgtigere sprog end engelsk - at det foruden at være udtryksrigt nok til at give stemme til en bred vifte af socialklasser og regionale varianter på en eller anden måde er i stand til at formidle sammensmeltningen af tænkning og følelser mere gnidningsløst end engelsk er. Vi angelsaksere opfatter gerne tysk som et hårdt klingende, ubarmhjertigt logisk sprog, men alle indicier peger i modsat retning. Det kunne se ud til, at manglen på subtilitet ikke findes i tysk, men hos os.

Selvoversættelser bliver altid til juks

Selvfølgelig findes der undtagelser - Samuel Beckett f. eks. Men han er et særtilfælde, eftersom han skrev sine manuskripter som 'oprindelige oversættelser' og siden oversatte dem tilbage til sit eget modersmål. Alligevel tror flere forfattere sig optimalt begunstigede til at oversætte egne værker. Det kan få katastrofale følger og de arme oversættere blive drevet ud i absurditeter.

For nogle år siden besluttede Milan Kundera at han ville bistå med at genoversætte sine romaner til engelsk.

De nye oversættelser, han personligt har godkendt, lyder i mine øren selvhøjtidelige og stive - de kan slet ikke måle sig med de oprindelige. Her viser Bakhtin atter vej: Når man oversætter sig selv, er dialog kun mulig mellem dig selv og din egen navle.

En oversættelse kan kun være bedre eller værre end originalen - aldrig lige så god

At oversættelser ikke kan have svært ved at yde originalen retfærdighed er velkendt, men kan de ligefrem være bedre? Enhver oversættelse må nødvendigvis være en tilnærmelse. Oversætteren kan kun være træl for en Herren og behandles i reglen som en sådan: Ikke blot underbetales han på det skammeligste - forfatteren løber også med hele æren, og hvis bogen/stykket/digtet skulle opnå unådig bedømmelse, er det ofte oversætteren der må tage skraldet.

Frirum til oversættere

Min erfaring er, at der findes gode forfattere - nogle af de bedste - som giver deres oversættere meget frirum. Ikke kun fordi de ved, at idelig indblanding kan få oversætteren til at stirre sig blind på enkeltheder, men fordi de har erkendt, at virkelig kongeniale oversættere kan tilføre helt nye kvaliteter, der lå uudfoldede i originalen.

Dette er i grunden ikke så sært. Tænk på den originale tekst som en detaljeret arbejdstegning. Forfatteren/arkitekten har nedfældet minutiøse og specifikke instrukser, men de sidste ord i slutproduktet tilhører oversætteren/bygherren. Alle oplysninger er at finde i arkitektens byggeplan, men på tusinder af små og uigennemskuelige måder kan bygherren forbedre visionen og give den ny skikkelse.

På en eller anden måde - og det er magien i intellektuel 'celledeling' - kan noget bedre skabes ud af mødet på Bakhtins sproglige bro.

For i virkeligheden er den anskueliggørende metafor her ikke dialog eller arkitektur, men fødsel. Ud fra mødet mellem forfatter og oversætter, monade til monade, opstår værket, en sprællende, hylende ophobning af ideer, følelser, muligheder, tekster og undertekster. Man håber altid på, at barnet vil blive bedre end dets forældre, men uanset hvordan det falder ud, kan man være sikker på, at det vil få sin egen personlighed.

1) Filosoffen Leibniz tænkte sig, at virkeligheden bestod af monader - udelelige grundpartikler i bestandig selvudfoldelse, men uden evne til at påvirke eller påvirkes af hinanden

George Blecher er amerikansk forfatter og oversætter. Af danske forfattere har han bl. a. oversat Suzanne Brøgger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her