Nogle mennesker er mere oversete end andre. Nikolaj Nørlund lider ikke under den skæbne her i vort dronningedømme, men det gør til gengæld den afdøde amerikanske sanger og sangskriver Townes Van Zandt.
Hvilket vil ændre sig nu. For Nørlund har indspillet 10 af Van Zandts sange på albummet Tell The World We Tried - The Songs of Townes Van Zandt - det fjerde album i rækken fra Nørlunds engelsksprogede projekt Rhonda Harris.
Som det formentlig er gået op for en del gammeldanske, nydanske, såvel som eksildanske borgere, så er det ikke just lutter kvalitet, der strømmer fra staterne, hvilket betyder at vi f.eks. nyder bredt kendskab til Paris Hilton og nu også hendes rædderlige sangtalent, men altså stort set ikke er bekendte med Van Zandt.
Så en kort opdatering er på sin plads: Født i 1944 i Texas, død i 1997. Elsket for sine country- og folk-sange, der i både akustisk nøgen og sirligt orkestreret form huser en varm og dreven formidler af menneskeskæbner i al deres hjerteskærende desperation - eller komik - på en sangs længde. Han nåede at indspille i fire årtier, og hans sange er blevet fortolket af bl.a. Willie Nelson, Merle Haggard, Cowboy Junkies, Tindersticks, Emmylou og nu Rhonda Harris.
Er den beskedne titel Tell The World We Tried (de sidste linier i sangen "Lungs") så passende for Rhonda Harris' indsats? Ja og nej.
Nørlund har denne gang samlet tre yngre danske musikere på bas, trommer og elguitar samt den amerikanske saxofonist Ned Fern, der tilsammen udgør en fembande med yderpunkter i gnistrende rock'n'roll og elegant jazz. Det er mere end kompetente håndværkere, der mestrer den svære, uhåndgribelige kunst at beånde en sang - dét at tage bo mellem ordene og akkorderne og taktslagene, for så at gribe ud efter lytteren fra sangens indre og lukke næverne om hendes hjerte.
Lykkes ikke i hver sang
Rhonda Harris forsøger ikke kun, de lykkes også i dette forehavende. Men ikke i hver sang.
Undervejs hiver Nørlund et større, men alligevel homogent arsenal af arrangement- og ikke mindst produktionsstrategier frem - manden mestrer jo efterhånden ret så sikkert studiets potentiale for old school-nærvær og romantisk stræben. Intime forlæg fra Van Zandt som "Waiting Around To Die" slipper han fri i et storladent klangrum, mens der gås mere eller mindre modsat til værks med den oprindeligt orkestrale perle, "Kathleen", som nu står frem i mere spartansk klædedragt.
"Saint John The Gambler" er med stort held blevet udstyret med et Nick Cave-dunstende mandekor, mens "Rake" knejser vemodigt trods fraværet af originalens stryger- og blæserarrangementer. Netop "Rake" er ellers kompositorisk tæt på forlægget, og det gælder også f,eks. "Tecumseh Valley".
"Kathleen" er til gengæld en anderledes repetitiv og offensiv skabning anno 2006, og "Waiting Around To Die" har beholdt den gamle grundplan, mens den ny chefarkitekt har rejst en smuk mur af ringlende strenge omkring den.
Der er sange, der vinder noget nyt, noget nørlundsk; sange, der tigger om at blive behandlet mere respektløst; sange, der passer Nørlunds gentleman-kunst perfekt; sange, der taber højde under samme behandling. Nørlunds udgave af "Tecumseh Valley", tæt på originalen, får f.eks et lovlig sentimentalt twist.
Van Zandt-tekster har bid
Til gengæld foretrækker jeg faktisk den nye hymniske tyngde i "If I Needed You" frem for originalen.
Og på "Two Girls" skærer Nørlunds høje tenor og de klagende blæsere dybt:
I've got two girls/One's in heaven and one's below/
One I love with all my heart/And one I do not know
Hvorfor så Van Zandts sange? I pressemeddelelsen siger orkesterlederen, at han ikke betragter det "som et hyldestalbum, Townes behøver ikke vores hyldest, det føles mere som at opføre et klassisk stykke Shakespeare. Det gør man jo heller ikke for Shakespeares skyld men for sin egen".
Og der er da også passager på albummet, som forhåbentlig er mere for bandets skyld, end for Townes' eller for den sags skyld lytterens. For her hersker en museal, hyggelig musiceren, der keder en kende. Men Rhonda-slængets insisteren på håndværkets klassiske dyder er også til flere sanges fordel.
Hertil kommer, at det er en banalt god gerning at rette en singer-songwriter-sulten ungdoms ører imod Van Zandt. Og, åh jo, endnu en god grund: Teksterne.
Van Zandt skrev om tidens tand, flaskens magt, arbejdsløshedens bid, menneskehedens almene desperation og vakkelvorne væren, fristelsernes forbistrede forførelse af selv gode mænd.
Han spiddede og sprøjtede medfølelse i sine personer, mens han skarpt poetisk kortlagde vejene til og fra nederlag:
Summer wasn't bad below the bridge/A little short on food that's all/Now I gotta get Marie some kind of coat/We're headed down into fall
Ord af den kaliber har på ingen måde mistet deres relevans i vores stadig mere ulige samfund, eller for den sags skyld i vort tempel for selvoptaget og omgående behovstilfredsstillelse. Det er tekster som tåler genoptryk, genoplivning, genindspilning og faktisk også gerne nyskrevne nymodens modparter.
En sag for hr. Nørlund, måske?
n Rhonda Harris: 'Tell The World We Tried? The Songs of Townes Van Zandt' (Auditorium/A:Larm Music). Udkommer mandag.
