Læsetid: 4 min.

Overskrift

Hele verden er en scene," siger den melankolske adelsmand Jacques i William Shakespeares komedie Som man behager, "og alle vi mænd og kvinder er kun skuespillere på denne."
Ingen sfære af menneskelivet er mere teatralsk end politikkens...
4. juni 2007

Hele verden er en scene," siger den melankolske adelsmand Jacques i William Shakespeares komedie Som man behager, "og alle vi mænd og kvinder er kun skuespillere på denne."

Ingen sfære af menneskelivet er mere teatralsk end politikkens. Og sjældent har den verdenspolitiske scene forekommet mere shakespearesk end i dag - i 'Kong Georges Tragedie'. At dømme efter det uhyre antal lig, der tildækker den, må vi efterhånden være kommet tæt på afslutningen af Femte Akt. I de afsluttende scener af Shakespeares største politiske tragedier - Hamlet, Julius Cæsar, Kong Lear og Macbeth - ligger næsten alle hovedpersonerne døde hen. Sådan forholder det sig også med 'Kong George', fortællingen om en verdensfjern kongesøn, som overtager ledelsen af et mægtigt imperium, reagerer heroisk på et uprovokeret angreb og derefter nedkalder kaos og ødelæggelse over kloden ved at gå fra gengældelse til forebyggende krig.

Den seneste aktør, hvis livløse legeme dvæler under prosceniet, er selvfølgelig Paul Wolfowitz, som i sidste uge omsider tog sig sammen til at erklære, at han vil træde tilbage som præsident for Verdensbanken. End anden hovedperson - den britiske premierminister Tony Blair - har taget den politiske verdens modstykke til et langsomt virkende giftmiddel.

Tænk blot tilbage til 2003, da invasionen af Irak blev indledt. En efter en har de politikere, som stærkest støttede denne beslutning, måttet forlade deres embede.

Og som i Julius Cæsar skal fejlen ikke søges i skæbnemagters ugunst, men i hovedpersonerne selv. Præsident Bushs dominerende karaktertræk - hans ubøjelighed og vedholdende fokus på de samme mål- forekom måske først som karakterstyrke. Men siden han af sine rådgivere lod sig overtale til, at angrebene den 11. september udgjorde et perfekt påskud for at vælte Saddam Hussein, har disse egenskaber udviklet sig til svagheder.

Som i Macbeth var Kong Georg snart "af blod, så gennemtilsølet" (in blood, steeped in so far), at tilbagetrækning forekom mindre tiltrækkende end at fortsætte videre frem. Glem ej, at de lig, der dækker denne scene, allerede skal tælles i titusinder, hvis ikke i hundredtusinder.

Og som i Kong Lear kan hele katastrofen føres tilbage til en fra begyndelsen fatal sammenblanding af sandt og falsk, fjender og venner. Lear falder for de grimme søstre, Regans og Gonerils smiger og forstøder den åbenmundede, men ærlige Cordelia (for slet ikke at tale om den djærvt ligefremme Kent)

Den virkelige fjende

Identitetsforvekslingen i 'Kong Georgs Tragedie' var, hvem der udgjorde den virkelige fjende i 'krigen mod terror' efter 11. september. Det er en fastslået kendsgerning, at de flykaprerende selvmordsterrorister kom fra Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Libanon. Komplottets chefarkitekt, Osama bin Laden, er også saudi-araber. Sammenlign engang den liste af lande med den 'Ondskabens akse', som George Bush navngav ved sin State of the Union-tale i 2002: Nordkorea, Iran og Irak. Bush gjorde ret i at angribe Afghanistan i det umiddelbare kølvand på 11. september, fordi Taleban-regimet gav al-Qaeda husly. Men beslutningen om efterfølgende at styrte Hussein var en af verdenshistoriens største fejlslutninger.

Den virkelige fjende i den globale krig mod terror er ikke 'Ondskabens akse', men 'Aksen af allierede'. I dag er det land, som har størst sandsynlighed for at iscenesætte en ny 11. september, ikke Iran, og endnu mindre Nordkorea, men lande, som længe - efter Israel - har været anset for Amerikas mest pålidelige forbundsfæller i Mellemøsten og Sydasien: Træd frem, Saudi-Arabien (så godt som sikkert de islamistiske radikalisters største finansieringskilde) og Pakistan (helt sikkert det første sted, de vil søge at erhverve sig atomvåbenteknologi)

Scene fra Israel

Vi har, kort sagt, at gøre med et drama med indbygget vendepunkt. Men før tæppet kan falde for 'Kong Georges tragedie', har vi brug for mindst to eller tre yderligere scener, så vi kan få afgjort skæbnen for de tre hovedpersoner, der endnu er i stand til at stå op, ud over Kong George selv selvfølgelig.

For det første må vi have en scene i Israel. Siden sidste sommers mislykkede krig mod Hizbollah i Libanon har premierminister Ehud Olmerts popularitet været i frit fald. Hans aktuelle popularitetstal siges at ligge på to procent, hvilket nærmest får Kong George til at fremstå som et popidol til sammenligning. Olmert klynger sig til sit politiske liv, men han kan utvivlsomt næppe have langt igen. Hvad der sker derefter, kan blive afgørende. Hvis Benjamin Netanyahu vender tilbage til magten, vil risikoen for en militær konfrontation med Iran stige til over 50 procent. Husk på, at Netanyahu har sammenlignet den iranske præsident med Hitler. "Året er 1938," sagde han for nylig, "og Iran er Tyskland."

Så får vi også brug for at henlægge en scene til Saudi-Arabien. Her er hovedpersonen prins Bandar bin Sultan, der i egenskab af saudisk ambassadør i De Forenede Stater, var blandt de førende fortalere for at invadere Irak. Siden oktober 2005 har han siddet i Riyadh som generalsekretær for Saudi-Arabiens nationale sikkerhedsråd, hvor han siges at lobby ihærdigt for endnu et angreb. Denne gang på - De har sikkert gættet det - Iran.

Endelig er handlingen nødt til at skifte momentant østpå til Pakistan, hvor præsident Pervez Musharrafs fremtid nu hænger i en tynd tråd. Efter otte års militærdiktatur, er Pakistans demokratiske kræfter begyndt at røre på sig. Men pas på - de indbefatter også den islamistiske koalition, der kendes som Muttahida Majlis-e-Amal.

Man skulle tro, at stykket var tæt på at være slut. Men Femte Akt er kun lige begyndt. Med en truende krig mellem Iran og Israel og Pakistan på randen af en ny politisk jordrystelse, der kan bringe islamisterne til magten, må det frygtes, at de værste blodsudgydelser endnu forestår.

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Niall Ferguson er skotsk historiker, f. 1964. Han er bedst kendt for sit kontroversielle forsvar for vestlig imperialismes for ham at se i det lange perspektiv historisk godartede globale sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her