Forståelsen af denne verdens ufornuft fremmes, når den økonomiske teori bliver udtrykt i klare vendinger. Det blev den, da afdelingschef Peter Brixen, Finansministeriet, talte på konferencen om miljøøkonomi, arrangeret i Ingeniørhuset af Information og Selskabet for Teknologianalyse (Ingeniørforeningen). Han mener ikke, at det har betydning for de energipolitiske forhandlinger, om kalkulationsrenten er seks procent eller tre procent. Dvs. om man nedskriver den fremtidige værdi af investeringer, der foretages i den nærmere fremtid, med seks eller med tre procent om året.
Det burde være rigtigt, for det gælder jo om at løse klima- og energiforsyningsproblemerne uden unødigt store omkostninger. Så man må sammenligne de forventelige samfundsøkonomiske omkostninger ved alternative investeringsprogrammer, der hvert især fører til opfyldelse af givne miljø- og energipolitiske målsætninger om at bevare velfærdssamfundets grundlag. I den forbindelse skal kalkulationsrenten slet ikke bruges. For så bliver værdien af velfærdssamfundets opretholdelse om 20 år mindre end værdien af dets opretholdelse om 10 år.
Men det er ikke Peter Brixens argument. Nej, han sagde klart og tydeligt:
"Vi tager udgangspunkt i den ideelle verden, og der må altid være et tab forbundet med at bevæge sig væk fra det ideelle, uanset hvad vi antager om rente og alt muligt andet." (sic.)
Det er rigtigt nok lige efter lærebogen - og det er dén, der gælder, for ellers kan man skrotte alle de økonomiske ligevægtsmodeller. Vi befinder os i den bedste af alle mulige verdener, hvor markedets forunderlige mekanismer med renter og det hele har sørget for den optimale ligevægt mellem produktion og forbrug. Vi har på billigste måde opnået en velstand, som man førhen kun kunne forestille sig i paradis. I kraft af billige fossile brændsler - først og fremmest olie, der har sluppet aldrig før sete hestekræfter løs til lands, til vands og i luften. Der kan ikke være tale om, at væksten i dette paradis ikke fortsætter i al evighed - for det lader sig ikke gøre at lave modelberegninger for fald i den økonomiske aktivitet.
Men sandheden er, at vi befinder os så langt fra Peter Brixens ideelle verden, som man kan komme. I 50 år har vores investeringer i bygninger og fysisk infrastruktur - lokalisering af bebyggelser og indkøbscentre; veje og lufthavnsbyggerier - hele fornyelsen af samfundets fysiske funktionsgrundlag og forsømmelsen af jernbanerne været baseret på billig olie, gas og kul. Energipriser var ikke en vægtig omkostningsparameter. Denne korte epoke, hvor vores nuværende samfund blev til, er nu ved at være forbi. Olietiden nærmer sig sin afslutning, og klimaet er bragt i uorden. 50 års investeringer viser sig nu at være fejlinvesteringer.
Dette fremgår tydeligt af, at de politiske partier nu overgår hinanden med fremtidsvisioner om energibesparelser og vedvarende energi. Højeste bud er en halvering af forbruget af fossile brændsler i løbet af de næste 20 år, uden nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Disse visioner om, at vi fremover kan få så meget mere for det halve fossile brændselsforbrug og det halve CO2-udslip er en åbenbar erkendelse af, at vi i de sidste 50 år har bortødslet uerstattelige brændstoffer i ufattelige mængder.
Også i finansministeriet tror man åbenbart, at vi i takt med nedtrapningen af CO2-udslippet kan se frem til flere og bredere motorveje, så vi i endnu flere timer hver dag kan nyde hestekræfternes udfoldelse under motorhjælmene. At vi også kan få større lufthavne, så endnu flere endnu hyppigere kan komme ud og møde hinanden på den anden side af kloden. Og at det heller ikke kommer til at skorte på nybyggeri til kontorer, indkøbscentre, boliger osv.
Politikere og økonomer fortæller os således, at fordi energi har været så billig, har vi indrettet vores samfund på et umådeholdent fråds, der er ideelt i henhold til den økonomiske vækstteori. Da det nu viser sig, at denne vækst er ved at tage livet af kloden - hvilket vel betyder fejlinvesteringer, der vil noget - finder vi bare på nogle andre teknikker, som der også er gode penge i. Den store klimakonference i København i 2009 er en miljø-olympiade, der kan skæppe i byens og industriernes kasser og dermed fremme den økonomiske vækst.
Men denne visionære eufori om, at vi med større vedvarende energiprocenter og slagordene energieffektivitet og energibesparelser kan gøre alt godt igen og fortsætte væksten, har ikke hold i virkeligheden. Vi aner faktisk ikke, hvad vi skal stille op, når den årlige stigning i det globale olieforbrug på 1,5 - 2% afløses af et fald på 1,5 - 2%. Og klimaløsninger findes endnu kun på tegnebrædtet.
Nej, der et sandelig ikke et spørgsmål om kalkulationsrenten.
Klaus Illum er civilingeniør
