Læsetid: 4 min.

Overskuddets filosof er død

Den franske filosof Paul Ric-urs hjerte gav fredag endeligt op efter 92 år i fortolkningens tjeneste
23. maj 2005

Da Paul Ric-ur under Anden Verdenskrig i fire år var i tysk fangenskab, tilbragte han en del af tiden med at oversætte den tyske og jødiske fænomenolog Edmond Husserl til fransk. I mangel af papir blev oversættelsen skrevet i margen af den tyske udgave, med en lillebitte stædig skrift og med brug af en eneste efterhånden fuldkommen nedslidt blyant.

Der er noget ved dette billede af Ric-ur, der i fangenskabet også læste Karl Jaspers og underviste sine medfanger i filosofi, der træder frem som en glimrende metafor for et menneske, hvis tænkning livet igennem kom til at stå som en utrættelig fornægtelse af absolutte sandheder. Ric-ur viste respekt for fjendens sprog, ved grundigt at oversætte et af ofrenes værker fra selvsamme sprog.

Hvad gør man når ondskaben, den frivillige eller den ufrivillige, som Ricouer så grundigt skulle undersøge i sine senere værker, bliver grundlaget i eksistensen? Når den far, man derfor aldrig kommer til at kende, bliver et af de utallige ofre på Første Verdenskrigs slagmarker, og moderen ligeledes dør kort efter? Man kunne forestille sig had og hævngerrighed, men Paul Ric-ur der blev født i Valence i 1913, og blev opdraget af sin protestantiske bedsteforældre, valgte i stedet, med det overskud, der skulle vise sig at være så karakteristisk både for ham og hans filosofi, en engageret refleksion. Op gennem forrige århundrede formåede han at gennemtænke, diskutere og inkorporere ikke alene størstedelen af de filosofiske bevægelser århundredet fostrede, men også aktuelle etiske og politiske problemer.

Såret og militant cogito

Det er ikke mindst omfanget af Paul Ric-urs tænkning, der modsætter sig, at man hurtigt kan give et referat eller systematisere hans værk. Men samtidig er der fra starten en uvillighed til at lade tanken "stivne i en væren", som digteren Rilke måske ville have kaldt det. Så snart en filosofi tenderer mod idealisme eller ideologi er Ric-ur på vej et andet sted hen.

Det personlige udgangspunkt har nok spillet sin rolle i udviklingen af det, Ric-ur kaldte for sit "sårede og militante cogito". Dette sårede 'cogito' - en såret tænkning - satte han op mod Descartes rene 'cogito', som også Kant synes at overtage. Derved er Ric-urs program som engageret tænker lagt fast: Hans tænkning er ikke ren og uberørt, den kommer et sted fra i eksistensen, og netop i kraft af at være såret, kræver den handling, 'militantatisme' eller kort sagt: politik. Den unge Ric-ur var da også politisk aktiv, både som protestantisk orienteret socialist og pacifist.

Ved foreningen af handling og tænkning skabes noget nyt på vej et andet sted hen. En formidlet og fortolkende tænkning, der mod midten af århundredet, i gennembrudsværket, det Frivillige og det ufrivillige forener eksistentialisme med fænomenologi og fører Ric-ur frem mod hermeneutikken. Ric-ur synes altid at modsatte sig reduktioner. Han modsætter sig reduktionen til indhold, som det kan ske i fænomenologien, men han modsætter sig også reduktionen til form. Det er på denne vis hans filosofi spænder så vidt, fra fænomenologi til strukturalisme med omveje over psykoanalysen. Ikke alene sætter han sig således op mod det rene og følelsesmæssigt ubesmittede 'cogito', han modsætter sig også tænkningen som alvidende. I stedet for blot at fornægte den udfordring strukturalismen og psykoanalysen er for det 'jeg', der tror sig herre i eget hus, søger han at medtænke både sprogets struktur og det ubevidste.

Efter krigen og gennembrudsværkerne, underviste Ric-ur fra 1948 til 1956 i filosofihistorie i Strasbourg. Fra 1956 til 1966 var han professor ved Sorbonneuniversitetet. I 1966 var han med til at opbygge det nye universitet i pariserforstaden Nanterre, der skulle komme til at stå så centralt i studenteroprøret i 1968. Studenteroprøret skulle for Ric-ur komme til at stå som en stærkt ubehagelig politisk erfaring. Som rektor var han ansvarlig for politiets indgriben, der foregik med stor og uventet voldsomhed, med mange sårede til følge. Den ellers studentervenlige Ric-ur endte som syndebuk. Daniel Cohn-Bendit, der i disse dage så heftigt forsvarer et grønt og socialistisk ja, til konstitutionen, smed en skraldespand i hovedet på Ric-ur, der trak sig tilbage, fra sin stilling som rektorsom et i snadhed såret cogito.

Gavens paradokser

Op gennem 70'erne og 80'erne var Ric-ur først gæsteprofessor og senere professor ved Universitetet i Chicago. Det gjorde ham til en af de første, der introducerede den såkaldt analytiske filosofi i Frankrig, samtidig med at han udbredte kendskabet til fransk filosofi i USA.

I Danmark har ikke mindst filosof, teolog og professor Peter Kemp, helt tilbage fra starten af 70'erne udbredt kendskabet til Paul Ric-ur, der i 1979 blev æresdoktor ved Københavns Universitet. Så sent som i 2003, forelæste 'verdens bedste filosofilærer' 90 år gammel om anerkendelse og 'gavens paradokser' på Danmarks Pædagogiske Universitet for et talstærkt publikum. For ikke mindst filosoffens sidste værker, det omfattende Tid og fortælling fra midten af 80'erne og det dybtgående Sig-selv som en anden (1990) understregede hvor forbavsende tidsvarende Ric-urs tænkning forblev.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu