Læsetid: 2 min.

Oversvømmelser spreder død i Centraleuropa

Styrtregn skyller hen over Syd- og Centraleuropa, hvor oversvømmelser spreder død og ødelæggelse. Bulgarien beder nu EU om nødhjælp
24. august 2005

Voldsomt og vedvarende regnvejr udløste i går katastrofealarm i byer over det meste af Syd- og Centraleuropa. Oversvømmelserne kostede liv og skabte ødelæggelser og kaos i det sydlige Tyskland, Østrig, Schweiz, Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Kroatien og Slovenien.

Flere veje i det sydlige Bayern var oversvømmet, og politiet opfordrede folk til at bringe deres biler i sikkerhed. En 19-årig kvinde blev såret, da hendes bil i Allgäu kom af den våde vejbane og sank ned i en oversvømmet eng. Også i Østrig blev der i går meldt om voldsomme oversvømmelser og nedbrud af strøm- og telefonnettet i flere områder. I Tyrol er én mand meldt dræbt og en anden alvorligt såret som følge af en lavine.

Rhindalmotorvejen A14 blev delvist afspærret, togtrafikken lammet, mens over 1000 brandfolk prøvede at bekæmpe vandmasserne i Feldkirch, hvor indbyggerne tidligt i går blev evakueret.

Tusinder evakueret

I Schweiz, hvor hovedstaden Bern delvist stod under vand, slog højvandet i går også rekorden fra 1999, meddelte myndighederne.

Mange mennesker i Bern blev tvunget til at søge tilflugt i både, og i byen Luzern blev de historiske bygninger beskyttet med sandsække og kunstige vægge mod vandmasserne fra byens sø.

Talrige floder er gået over deres bredder, motorveje afspærret og tusinder af schweizere evakueret.

Bulgarien har bedt Bruxelles om nødhjælp for at klare situationen. Mindst 11 mennesker har mistet livet i de fire oversvømmelser, der siden juni år har ramt landet.

18 dræbt i Rumænien

Den bulgarske regering har øremærket 1000 leva (1900 kr.) i særlig støtte til hver af de over 7000 familier, der er berørt af oversvømmelserne.

Omkring 14.000 bulgarere lever i øjeblikket på skoler, i militærbarakker og i telte på steder, hvor de er i sikkerhed for oversvømmelserne. Bulgarien, der skal træde ind i den Europæiske Union i 2007, har bedt EU om nødhjælp for at klare situationen.

De voldsomme regnskyl påvirker også lande længere vestpå. I det nordlige Kroatien gik floden Mura mandag over sine bredder og oversvømmede flere landsbyer, oplyste den nationale radiostation tirsdag. Trafikken gik i stå i flere regioner.

Den tunge regn udløste også oversvømmelser i dele af Slovenien, hvor mudderskred og vandmasser rev veje, huse og togskinner med sig, oplyste det nationale slovenske nyhedsbureau.

Hårdest ramt er den østlige del af landet, især området omkring byen Celje og byen Krsko i sydøst. I Rumænien meldes der om 18 døde af stormvejr og oversvømmelser, som har ramt 31 af landets 41 regioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu