Læsetid: 5 min.

Overvældende skønhed

Efter 35 års tavshed sender den 60-årige Vashti Bunyan overraskende sit andet album på gaden. Og det er en skrøbelig skønhedsåbenbaring uden for tid, sted og nummer
5. december 2005

Den folk-bevægelse, der fik vind i sejlene i 1960'erne, havde egentlig forbløffende lidt med traditionel folkemusik at gøre i den forstand, at den hurtigt opgav fokus på traditionen og den deraf påståede afledte autencitet til fordel for et mere personligt udtryk. Efter den politisk tintede protestfase, der i høj grad også prægede årtiets folkemusikalske output, aftog vel at mærke. Så personligt, at man i 1970'erne måtte opfinde termen sanger-sangskriver for at beskrive et felt, der godt nok vrimlede med akustiske guitarer, opretstående klaverer og sære røster, men ellers i udbredt grad beskæftigede sig med den syngendes tanker, følelser og nære verden i et ofte tæt poetisk tonefald. Og voila! Så var det måske folkemusik alligevel, selv om der var både navn og ansigt på afsender, thi har folkemusikken ikke netop altid været et forum for rapporter fra og om det personlige liv. Blandt andet

Termen urban folk har været benyttet om disse klange, fordi de ofte udgik fra kunstnere, der havde rødder i modernitetens metropoler. Men som klangbund for genren lå et sted stadig den enkelhed og skønhed, der er et af den traditionelle folkemusiks kendetegn; selv om alle de takter, der indbød til fest, dans og ballade, fik lov at blive liggende, efter forvandlingen til den der kammerfolk, hvor publikum sad andægtigt lyttende for ikke at gå glip af et eneste ord fra den syngendes mund, var fuldbyrdet. Da genren var på sit højeste, spændte den vidt og bredt og gav plads til alle fra en ung Nico til den stadigvæk høreværdige skotske duo Incredible String Band, hvilket dog stadig kun antyder rummeligheden. Genren er aldrig hverken uddød eller forsvundet, men det er længe siden, den har haft så meget vind i sejlene som nu, hvor en flok neohippier fra begge sider af Atlanten har sat sig for at generobre genren, med Devendra Banhart som den mest iøjne- og ørefaldende for denne new-folkbølge (er det så godt eller skidt, at der er så meget neo eller new eller nu for tiden?).

Så meget vind, faktisk, at der fra flere sider søges tilbage til rødderne, som altså er 60'erne, og der gravede behjertede sjæle så Vashti Bunyans ene udgivelse, Just Another Diamond Day, frem af ruinerne; produceret af legenden Joe Boyd og indspillet med hjælp fra medlemmer af Fairport Convention og Incredible String Band sent 1969 og udsendt til stort set larmende tavshed i 1970, er det i sandhed også en funklende perle af underspillet følsomhed og krystallinsk skønhed. Før lp'en havde Bunyan fulgt den arketypiske vej for mange unge rastløse briter i 1960'erne; et Art School ophold, som hun droppede for at koncentrere sig om musikken, efterfulgt af et møde med Stones-produceren Andrew Loog Oldham, der lancerede hende som den 'ny Marianne Faithful' via en klynge flopsingler, der knap kan købes for penge i dag. Derefter fyldte hun børn, hunde og guitar i en hestetrukken kærre for at søge mod Isle of Skye, hvor Donovan planlagde en kunstnerkoloni. Turen endte med at tage to år og resulterede i de sange, der havnede på debutpladen, for da hun endelig nåede frem, var Donovan væk.

Derefter forsvandt Bunyan fra offentlighedens søgelys, men da hun i senhalvfemserne for sjov tastede sit navn ind på en søgerutine i en computer, fik hun et chok over antallet af hits samt de horrible priser, hendes album skiftede hænder for, så hun satte sig for at få den ud på cd, så de interesserede kunne købe den for menneskepenge. Og da hun nu var i kontakt med et pladeselskab, lå det lige for at indspille en plade, der nu foreligger i form af Lookaftering, et under af en udgivelse, der godt nok lyder, som om tiden har stået stille, men på den smukkeste og mest gribende facon.

Hendes stemme besidder den form for klarhed, der som følge af Joan Baez' enorme popularitet var et must blandt 60'ernes kvindelige folk-kunstnere, og man kan vitterligt ikke høre, at hun er 60 år gammel i dag, så pur er klangen.

Subtilt smagfulde detaljer

Pladens 11 kompositioner kunne ikke gøre et mindre nummer ud af sig, om de så prøvede, og den lyttende må slå ørerne ud og lytte, hvis hun vil have noget ud af det. Det er musik til skumringstimen eller den sene aften, musik til den, der gerne lytter i enerum, thi det er så lidet anmassende, at man bliver helt rørt. Producer Max Richter har valgt at lade Bunyans guitarspil og vokal stå centralt i lydbilledet, men til gengæld garneret det med en række subtilt smagfulde instrumentale detaljer, hvoraf han selv står for en del; han bidrager således med keyboards, klokkespil, blokfløjte, mellotron, vibrafon og vinglas (!) med en taktfuldhed, der ligger perfekt til de tyste og intime sange om det nære og gennemlevede liv. Derudover indeholder pladen bidrag fra folk som Joanna Newsom, Devendra Banhart, Adem, Robert Kirby (Nick Drakes gamle arrangør) og Adam Pierce fra Mice Parade. Det giver pletvist reminiscenser om den bølge af barokfolk, der var hot shit i sentresserne, og da det er en af undertegnedes favoritepoker, skal herfra intet ondt ord lyde i den anledning.

Men trods de fine gæster og Richters krystalklare produktion er stjernen Bunyan fra start til slut, og selv om hendes sange ikke gør det store nummer ud af sig, hvad angår hverken tekst eller musik, formår de med gribende enkelhed at få sagt en del om tilværelsen på en facon, der mildest talt må betegnes som anfægtende i kraft af deres delikat indbydende karakter.

Det strømmer som en fin lille kilde, den ene sang glider så umærkeligt over i den næste, at man kan anbefale musikken herpå som et anti-stress-middel, der tilmed er fuldstændig fri for bivirkninger. Der er ingen fortrydelse i disse sange, kun taknemmelighed over livet i alle dets aspekter og på dets egne betingelser.

Nænsomheden omkring såvel tilværelse som musik er stor, men ikke demonstrativ, og man må bare håbe, at pladens tilsyneladende uanseelighed ikke betyder, at Lookaftering drukner i den almindelige larm, for det er et af de bedste eksempler på ren hjertemusik længe hørt. Tænk Nick Drake krydset med en afdæmpet og ædru Sandy Denny, og De vil forstå, at dette værk udgør en helle i al modernitetens jag og banale kødekshibitionisme. Tag godt imod det, for det kunne snildt være det sidste ord i den sag.

Vashti Bunyan: Lookaftering (Fat Cat Records/VME)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu