Læsetid: 4 min.

Overvældet af underdrivelser

Norske Anja Garbarek blænder med sit drømmeagtige, Gisli-producerede fjerde album, og amerikanske Cat Powers viser spændende sider af sit talent på et album indspillet med Al Greens gamle backingband!
21. januar 2006

Inden for sanger-sangskrivergenren - altid et smertensbarn her i firmaet - er der indenfor de sådan cirka sidste 25 års opstået en særlig skole, hvor afsættet er lige så funderet i det rent klanglige som i selve sangskrivningshåndværket; forgangsnavne/udøvere tæller koryfæer som Mark Hollis (og sen Talk Talk), Cocteau Twins, Laurie Anderson, Bel Canto, Kate Bush, David Sylvian, Stina Nordenstam, Dead Can Dance, Beth Gibbons, Björk og et hav af de grupper, der udsendtes af 4AD i især 80'erne, ikke mindst det løst strukturerede kollektiv/fritidsorkester This Mortal Coil, mens bagtæppet består bl.a. af Brian Eno, Tangerine Dream, Pink Floyd, Bowie anno Low, Cluster, Robert Wyatt og Tim Buckley, når han var allermest æterisk.

Tonen er som tommelfingerregel behersket, søgende, delikat, flygtig, bittersød, hypnotisk, vemodig, stilfuld og meget andet fra weltschmerzens overdrev, men det mest påtrængende adjektiv er og bliver: uhåndgribelig. Musikken har det med som kviksølv at smutte mellem fingrene på én og det er mere undtagelse end norm, at den klassiske vers-omkvæd form tilnærmelsesvist tilstræbes; tværtom søges det cirkulære, det skæve, det uventede og ikke så sjældent: det søgte. Sagt på dansk - det er sjældent noget man går rundt og nynner eller fløjter, thi trods en vis påvirkning fra trip hop og ambient pop er der langt mellem de fængende omkvæd og decideret uforglemmelige melodunter i dét kvarter.

Tæt på perfekt

Én af de mere befordrende udøvere af denne særlige form for drømmepop er norske Anja Garbarek, datter af den legendariske norske saxofonist Jan Garbarek. Hun har været undervejs et pænt stykke tid, faktisk debuterede hun tilbage i '92 med et norsksproget album, efterfulgt i '96 af det noget tøvende Balloon Mood. Først med Smiling & Waving fandt hun i 2001 seriøst fodslaget på et album, der indeholdt bidrag fra forbilleder som Robert Wyatt, Mark Hollis og Steve Jansen (med en fortid i Japan). Som flere af sine forbilleder fusionerede hun her skæv avant-pop med diskret triphop og blendede fornemt electronica med træblæsere. Resultatet var lavmælt, men udsøgt. Og hun fortsætter sin stilfærdige, men lykkelige udvikling med det spritny Briefly Shaking, hvor hun afslører en melodisk åre, der stikker dybere end oprindeligt antaget. Var den ikke så mørktintet og dyster i sit anslag kunne det sine steder næsten minde om et gement popalbum, men det bliver der så ikke noget af her.

En stor del af pladens drømmende taktile karakter må tilskrives dens producer, den norsk-islandske multiinstrumentalist Gisli Kristjansson, som også har skrevet næsten alle pladens umærkeligt snigende, men i sidste ende velsignet vindende melodier i samklang med Garbarek. Der er en vis travlhed på mange spor, men ikke på en irriterende eller stressende facon. Tværtom lyder resultatet tæt på perfekt og koblingen af Gisli og Garbarek udgør, hvad vi plejer at kalde et ægteskab, indgået i himlen. Hun holder af kontrasten mellem søde melodier og bistre tekster, hvilket dog næsten kræver, man læser dem i hæftet, thi hendes sødmefyldte stemme indgår på det nærmeste som et instrument i det gennemført raffinerede miks. Det er en usædvanlig sofistikeret udgivelse fra en ung nordisk kvinde, som seriøst er ved at træde i karakter, og hun bør kunne finde et større publikum, thi hun formår virkelig at overvælde én med sine musikalske underdrivelser. Delikat, nogen gange ungpigeagtig, andre gange sireneforlokkende, konsekvent musikalsk og udfordrende vokser Briefly Shaking ved hver gennemlytning; men aldrig henover hovedet på én.

Kærlighedens ødemark

Cat Power er et alias for sydstatstøsen Chan Marshall, der har givet den som un-dergrundspladekunstner i krydsfeltet mellem sanger-sangskriver, indie rock og sadcore i lidt over 10 år nu. Hun har løbende fundet et publikum for sine ofte depressive bulletiner fra kærlighedens frontlinje via en seks-syv albums plus det løse, og live formår hun trods en næsten selvudslettende fremtoning og et tæt på hviskende - men yderst intenst - sangforedrag at fastholde publikum i et tryllegreb. Mit personlige favoritalbum er Moon Pix fra '98, en usædvanlig stærk samling skrøbelige sange, der demonstrerede Powers transformation fra indie rock-prinsesse til reflekterende og veludviklet sanger-sangskriver via et i sandhed sjælfuldt udtryk, der på en og samme gang fremstår varmt, koldt, komplekst cirkulært og logisk fremadskridende. Og det samme kunne jeg uden at ryste på hånden sige om hendes seneste udspil, det fortrinlige The Greatest, det stærkeste udspil længe hørt fra den kant.

At hun denne gang er søgt tilbage til sine sydstatsrødder høres tydeligt fra første anslag og grunden er den simple, at The Greatest er indspillet i de legendariske Ardent Studios (tænk Big Star!) i Memphis vha. en bred vifte af de musikere, der gjorde Al Greens 70'er-output så spændstigt i rytmen, så tillokkende i klangen og så bjergtagende i detaljen. Først og fremmest den legendariske guitarist Mabon 'Teenie' Hodges, der fungerer som sparringpartner hele vejen igennem, men også navne som Steve Potts, Dave Smith og Lerby 'Flick' Hodges står som garanter for et solidt swing og et både yndefuldt, solidarisk og muskuløst backdrop for Powers' som altid dragende stemme - på en gang cool og sensuel - og ambivalente rapporter fra kærlighedens ødemark. Som det hør og bør sig på en vaskeægte Memphis-produktion garneres det hele med passende doser horn og strygere.

Resultatet er både dejligt afvekslende og lige til at spise, ikke mindst fordi Powers til lejligheden har skrevet en håndfuld enkle, men yderst effektive sange, der foretrækker at holde igen frem for at 'let it all loose' og så fordi de glemte og med årene groft oversete backingmusikere matcher uden besvær Powers emotionelt nøgne stemme og dybtstikkende kompositioner. Gammeldags, måske og jo vist, men på den fede fremadskuende facon. Og så er god musik nu en gang stadig god musik. The Greatest er såmænd både en brandert og en messe værd!

Anja Garbarek: Briefly Shocking (EMI-Virgin). Udkommer mandag

Cat Power: The Greatest (Matador/Playground). Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis en advokat KAN komme til at læse dette, er du jo lige nu jo før, jo flere fremskridt, pers. velkommen til at tage det op med K.B. Rasmussens mand, Ib, Ringstrupvej 9, Rødovre, så jeg lettere kan finde ud af, hvor alt, hvad disse
2 genier skylder mig, bliver déraf, hvor det 'helst stadigvæk ikke bliver af,' idet
et væddemål er et væddemål, sikken en underdrivelse!
Venlig hilsen fra J.A., a.respect-
life70@gmail.com.